Sommerfugl på færde

Af Tina Varde Freelance journalist

Det føltes stadig lidt ufatteligt for os nærmeste, da vi var til urnenedsættelse denne sommer.

Jeg stod til sidst alene – og bad: ”Kære Jesus, kan du ikke sende mig et lille tegn på, at Kim er hos dig?” Større trøst findes vel ikke, når nu man ikke længere kan give og modtage kærlighed på jorden – til og fra en af sine nærmeste… som man plejer.

Bagefter kørte vi hjem til mine forældre for at få lidt at spise og drikke og for at afslutte ved at være sammen. Da jeg steg ud af bilen, kom en hvid sommerfugl mig i møde. Den fulgte mig tæt de mange meter hen til hoveddøren, og det var som om, jeg bare måtte følge efter den, da den ganske langsomt svævede videre … lige hen og landede på den eneste blomsterbusk, min bror Kim engang har foræret min mor, på mine forældres store naturgrund.

Da jeg havde stået lidt der ved blomsterne – med sommerfuglen svævende på og rundt om dem – begyndte den at flyve langsomt tilbage imod indkørslen, hvor den havde mødt mig ved ankomsten.

Og jeg fulgte med den hen til min mor, der stik imod sædvane var langsom den dag. ”Se mor, den sommerfugl har fulgt mig, lige siden jeg steg ud af bilen. Den fløj hen til blomsten, du har fået af Kim, og nu har den fulgt mig tilbage hertil.”

”Sådan en sommerfugl var der også til mormors begravelse”, sagde min mor, mens vi langsomt gik hen mod døren. Sammen med sommerfuglen.

Så gik jeg ind i huset for at lave kaffe og smøre boller. Kort efter sad familien på terrassen og talte om alt muligt andet end sygdom, sorg og Kim.

Men efter et stykke tid sagde jeg: ”Skal vi ikke tale lidt om alt det gode ved Kim? Alle de gode oplevelser, vi har haft …” og vupti, i samme sekund var der en hvid sommerfugl igen. Den sluttede sig til vores lille selskab og blev ved med at kredse over hovedet på os ligeså længe, vi talte om min bror.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Nogle dage senere kom der en hvid sommerfugl ind i huset, fortalte min mor. Den blev ved med at kredse om ”Kims faste plads” ved spisebordet. Til sidst sad den fast i uld-gulvtæppet ved stolen, han plejede at sidde på, og min mor måtte ganske forsigtigt befri den og bære den udenfor.

Åh, hvor skal vi dog huske at give hinanden al den kærlighed, vi kan, mens vi lever. En dag kan vi ikke længere gøre det. Og hvor er det godt, vi har opstandelsen.

Og sommerfugle som er et kristent symbol på de tre stadier – fra larve til puppe til sommerfugl … livet, døden og opstandelsen. Den symboliserer menneskets sjæl.


Artiklen fortsætter efter annoncen: