Vi takker vores Skaber hver dag

– Vi takker vores Skaber hver eneste dag. Simpelthen, siger Prins Joachim i et interview 3½ måned efter sin blodprop.

– Vi kunne mærke støtten fra danskerne. Den sympati, som kom os alle sammen i møde, er virkelig gået lige i hjertet på os.

Det fortalte prins Joachim i DR’s 21 Søndag den 15. november, hvor han gav sit første interview, siden han i sommer blev ramt af en blodprop i hjernen.

Prinsen, hvis navn er hebraisk og betyder ”Jahve opretter” eller ”Jahve genrejser”, modtog journalist Stéphanie Surrugue på sit kontor i Paris, hvor han nu er Danmarks forsvarsattaché.

Takker for livet

Journalisten bemærker indledningsvis, at prinsen ser ud til at være i god form, og det bekræfter han. Samtidig er der stadig noget, han må arbejde med.

– Det er ikke kun den fysiske form, men også de ting, man tænker på, når man bliver ramt: Min kone og mine børn, den allernærmeste familie, vi er alle ramt.

Jeg blev ramt fysisk, men de var jo på første parket. Derfor er familien også en del af denne heling, og vi takker vores Skaber for hver eneste dag. Simpelthen, siger prins Joachim.

Danskernes støtte

Prinsen fortæller, at han nu må passe på, lytte til gode råd og løftede pegefingre – samt nyde livet og sine nærmeste.

– Nyde og være min Skaber taknemlig for, at det gik så godt, og at jeg kan sidde her i dag, understreger han.

Også støtten fra danskerne har varmet og været mærkbar for hele familien, forklarer prins Joachim. Han bliver bedt om at forholde sig til Frankrigs aktuelle situation med udgangsforbud og terrortrusler, og svarer, at ”det er virkelig underlige tider og ikke noget at spøge med”.

Verden bliver aldrig den samme igen, fastslår prinsen. Men gennem de mange skelsættende begivenheder har han og familien lært at leve et nyt liv med en ny taknemlighed.

– Vi nyder hvert øjeblik, vi har, konkluderer prinsen, da han skal sammenfatte sine tanker om året 2020.

Fremtiden

Som forsvarsattaché i Frankrig er prins Joachim ansat på fuldtid i 3 år med mulighed for et års forlængelse. Og arbejdet kræver meget, også fordi det foregår i udlandet, erkender han. Samtidig er det for tidligt at sige noget om fremtiden:

”Græsset vil altid være grønnere på den anden side, men det hænger vi os ikke i,” slutter prinsen, der sammen med sin familie koncentrerer sig om at leve i nuet.