Han er den, som vi har ventet på

Gud havde ladet vente på sig i meget lang tid. Alt for lang tid, ville nogen måske mene.

Da Johannes blev kastet i fængsel, var det firehundrede år siden, Israel sidst havde hørt fra Gud. I firehundrede år havde der ikke været en eneste profet, der havde talt så meget som et ord fra Gud.

Israel var i sandhed i ødemarken, både bogstaveligt og åndeligt. Guds udvalgte synes forladt af Gud. Malakias var den sidste profet, der havde talt til Guds folk, og hans ord var:

“Men for jer, der frygter mit navn,
skal retfærdighedens sol stråle frem,
under dens vinger er der helbredelse.
I skal komme ud og springe omkring
som fedekalve”.

I firehundrede år havde Gud været tavs, men pludselig hørtes profetiens stemme igen. Det var Johannes Døber, der råbte i ørkenen: “Ban Herrens vej”.

Det var Johannes Døbers liv. At være den stemme, der råber: “Ban Herrens vej”. Der var intet andet, der betød noget for Johannes. Han ejede ingenting, han levede et fattigt, hårdt og radikalt liv i ørkenen, hvor han prædikede omvendelse og bod.

Han var ikke bange for at fornærme nogen, og enhver, der mødte Johannes, kunne risikere at blive afsløret i sit hykleri.

Hos Johannes blev man ikke nusset om, men man fik med grovfilen. Johannes skånede hverken sig selv eller andre, for han havde et lang større mål. Han ville gøre menneskehjerter klar til at modtage Frelseren.

Johannes i mørket

Nu er Johannes Døbers stemme blevet stille. Man hører ikke længere hans råb i ødemarken. Hans mission er forbi. Manden, der har levet hele sit liv i ørkenen, sidder nu indespærret i en dunkel, lille fængselscelle. Manden, der aldrig har bøjet sig for andre end Gud, skal om lidt tvinges i knæ og dø for menneskehånd.

Stemmen, der engang råbte i ørkenen, er forstummet. Tvivl og modgang havde gjort den engang så stærke stemme stille og svag. Kun et spørgsmål var tilbage: “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Det er næsten som om lyset er gået ud, og håbet har forladt verden.

Jesus svarer

Men Jesus lader ikke Johannes blive i tvivlen, og han lader ikke Johannes Døbers stemme dø hen.

Han gør den sætning færdig, som Johannes Døber engang begyndte. Stemmen fra himlen er ikke forstummet, og ordene til Johannes lyder: “Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige”. Med andre ord: Malakias’ profeti er endelig gået i opfyldelse. Ventetiden er ovre. Guds rige er kommet nær. Retfærdighedens sol stråler frem. Jesus er alt det, vi har ventet på.

Mens vi venter

Vi kan have det, som Johannes Døber havde det i sin mørke fængselscelle. Mørket synes alt for mørkt, og ventetiden slider hul i sjælen, så håbet siver ud. Det, vi venter og håber på, trækker ud, og vi kan næsten ikke udholde at vente mere. Og i denne mærkelige coronatid venter hele verden på forløsning sammen med os, ligesom man gjorde på Johannes Døbers tid.

I et længselssuk håber vi alle i fællesskab på bedre tider. Og det er det, adventstiden handler om. At møde længslen, der råber til os, fra dybet af vores sind, men som er gemt og glemt bag ligegyldighed, stress, smerte eller nydelse.

Hjertet bliver klar

Når du mærker længslen fra dybet af dit hjerte, når alt hvad du er, skriger ud i mørket: “Jeg har brug for en Frelser”, er du klar til at modtage alt det, Gud har til dig.

Adventstiden er ventetiden, og mens du venter, strækker og rykker tiden i dit hjerte, så det bliver større og dybere. Stort nok til at modtage alt det, du trænger til.

Så du, ligesom Johannes Døber, kan høre ordene: “Nu er ventetiden ovre. Din trængsel er forbi.

Guds rige er kommet nær”. Og du vil være fri som kalven, der forlader den mørke stald og fuld af liv og glæde springer ud i lyset på den første forårsdag. For Gud taler igen, og han visker i dit øre: “Jeg Er den, som kommer, den som du har ventet på”.

Søndagens tekst: Matt. 11, 2-10

Johannes Døbers spørgsmål

2 I sin fængselscelle hørte Johannes Døber om, hvad Jesus gik rundt og gjorde. Han sendte derfor sine disciple hen for at spørge ham:

3 „Er du den Messias, vi har ventet på så længe, eller skal vi vente en anden?”

4 Jesus sagde til dem: „Gå tilbage til Johannes og fortæl ham, hvad I selv har set og hørt: 5 Blinde får deres syn, lamme går omkring, spedalske bliver helbredt, døve får hørelsen, døde bliver levende, og der forkyndes godt nyt for dem, som erkender deres behov for hjælp.

6 Sig til ham: Velsignede er de, som ikke mister troen på mig.”

7 Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til folkeskaren. Han sagde: „Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I? Et siv, der svajede hid og did for vinden?

8 Nej, vel? En mand klædt på som en fyrste? Nej, den slags folk bliver i deres paladser. 9 Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet.

10 For Johannes er den mand, om hvem der er skrevet:
’Jeg vil sende min udsending foran dig.
Han skal berede vejen for dig.’

11 Det siger jeg jer: Ingen af profeterne har haft en opgave, der var mere betydningsfuld end den, Johannes har haft. Men selv den mest ubetydelige i Guds nye rige er større end ham.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk