Indenfor rammerne

Vi er så vant til at tænke ud af boksen. Til at skulle udfordre konventioner og strække grænserne for måden, vi tænker på, lever på, forbruger på, er familie på, har hverdag på.

Og så blev vi ramt af corona med nedlukninger og restriktioner. Grænser, afstand og afsavn blev pludselig en del af vores fælles erfaring. Vi kan ikke længere færdes uden at tænke over, hvor langt vi står fra hinanden. Vi må blive hjemme fra arbejde, gå med mundbind, undlade at ses med venner, familie og kolleger.

Vi har i den grad fået en kollektiv øvelse i at lære grænser at kende. Og det er hårdt, når noget af det, vi er vant til og holder af, pludselig ikke kan lade sig at gøre på den måde, vi er vant til det.

Vi kan slå os i tøjret og banke hovederne imod restriktionerne. Eller vi kan øve os i at tænke indenfor rammerne. Indenfor de grænser, der er blevet sat for os. Ikke fordi vi skal forvente, at restriktioner og nedlukninger varer evigt, men fordi livet findes indenfor det, der er muligt.

Sådan har det altid været at være menneske, men vi har en tendens til hellere at ville væk fra grænserne.

Hvis vi vender os mod Skabelsesberetningen, ser vi, at det første, Gud tager fat i, er grænser og adskillelse. Han skiller lys fra mørke. Han trækker en grænse mellem vandet og den tørre jord. Han skelner mellem nat og dag. Han sætter stjerner og måne op, så mennesket kan kende forskel på hverdag og fest-tid.

Grænser er tilsyneladende en del af livets grundlag. En forudsætning for, at livet overhovedet kan findes. Livet, ser det ud til, skal netop leves mellem rammerne – ikke udenfor.

Kristus viser os også, at menneskelivet skal leves indenfor de givne rammer, da han bliver menneske: Fra det guddommelige, evige, hellige indgår han i det menneskelige, begrænsede og almindelige.

Han går fra alt det, der ikke er underlagt rammer og grænser, til frivilligt at blive en del af menneskelivet, som bl.a. er defineret af at blive levet i en krop på et bestemt sted og på et bestemt tidspunkt.

Vel gør han op med de regler og skel, der af mennesker er blevet opsat for at skelne mellem urent og helligt, rigtigt og forkert, god nok og udstødt. Igen og igen peger han på, at det, menneskets liv skal leves indenfor, er det, der gavner mennesket og ikke det, der er sat op som regler alene for at kunne ophøje nogen på bekostning af andre.

Til gengæld indgår han frivilligt – og uden at sætte sig udover det – i et liv, hvor sult, træthed og behovet for både at være alene og have venner er et vilkår.

Måske kan vi bruge nytåret og de første dage af 2021på at fundere lidt over, om der mon er afgrænsninger og rammer, som vi skal til at tænke indenfor istedet for udenfor? Måske vil vi opdage, at livet findes indenfor det, der er muligt?