I det største mørke sendte Gud en ven til blinde Lillian

Allerede som et lille barn oplevede hun at blive gjort fortræd. Bl.a. blev hun mobbet rigtig meget i skolen. Der blev lagt knappenåle i hendes mad, hun fik buksevand … hun blev latterliggjort, fordi hun var svagtseende.

Diagnoserne har stået i kø i hendes liv. Depression, selvmordstruet, grøn stær, nyresvigt, diabetes, kol … Gud har hjulpet hende af med meget, men de tre sidstnævnte diagnoser lever hun fortsat med.

– Jeg glæder mig over at leve, men jeg glæder mig også til at dø. Jeg er nemlig ikke et eneste sekund i tvivl om, at Jesus er hos mig. Jeg er stadig syg, men jeg er ikke bange. Mit åg er at glæde mig hvert sekund, jeg lever. Jeg er næsten hele tiden i sang og lovprisning af Herren, fortæller Lillian Herløv.

Når mørket truer med at gribe hende igen – som da søsteren sidste år helt uventet døde af en hjerneblødning, – føler hun, at Herren sender opmuntringer og lader hende se mening i stedet for fortvivlelse.

Hun har lært altid at vende det negative til noget positivt.

Snart skal hun nok igen på hospitalet, føler hun – denne gang på grund af nyrerne:

– Men Herren sender mig den vej, fordi der er mennesker, jeg skal møde … som skal høre mit vidnesbyrd om Gud. Jeg går den vej, Herren fører mig. Når jeg accepterer det, som sker, møder jeg måske de mennesker, jeg skal møde, forklarer hun.

Den fysiske og psykiske vold i hendes barn- og ungdom – og i voksenlivet – har præget og belastet hende. Men hvem, der gjorde hvad og hvornår, er blevet ligegyldigt.

– Kuren er at bede Jesus om hjælp. Og Herren har givet mig som livsopgave at give mit vidnesbyrd videre til gavn for andre, fortæller hun.

Da lys brød mørket

I 2013 var Lillian i en dyb en depression. Hun mistede synet, og i december døde den sidste af hendes venner – den tredje det år:

– Jeg var så langt fra kristendommen, som man kan komme. Hvordan skulle jeg dog kunne finde nye venner i min alder? – jeg var over halvtreds dengang. Midt i marts 2014 tog jeg min blindestok og min hund for at gå ud og gøre en ende på det hele.

Da jeg låste døren op, stod der en kvinde udenfor. Hun var fra kommunen og havde hørt, at jeg havde muret mig inde. Naboerne og boligselskabet var bekymrede, fordi jeg nægtede alle adgang.

Senere fortalte kvinden mig, at hun på vej hen til mig havde fået indtryk af, at hun skulle skynde sig. Det var godt, hun gjorde det, siger Lillian taknemmelig.

Kvinden var kristen og vejledt af Helligånden. At det var Gud, der sendte netop hende, er Lillian ikke et sekund i tvivl om.

Men dengang fik kvinden ikke en varm modtagelse:

– Gennem sammenbidte tænder snerrede jeg: ”Hvis du skal snakke med mig, kan du gå med, for jeg skal ud med hunden”. Hun fik allernådigst lov til at stille sin taske inden for min dør.
Dengang gik jeg med blindestok og hund.

Da hun foreslog, at jeg skulle have hjælp til at få lavet mad, syntes jeg nærmest, det var et overgreb, at kommunen ville ind i mit liv … Der var meget rodet i min lejlighed her i Roskilde kommune på det tidspunkt, fordi jeg ikke kunne se … altså ikke ulækre madrester, men aviser, papirer og den slags, forklarer hun.

Tidligere i sit arbejdsliv på hundeinternat, som hestepasser, på plejehjem og i hjemmeplejen – og som frivillig Røde Kors-samarit på festivaler – var Lillian den, der hjalp. At erkende sin magtesløshed og bede om hjælp var svært for hende. Men kvinden var ikke sådan at afvise.

– Hun satte en hel masse i gang, og kom tilbage senere. Da hun søgte og fik bevilget rengøringshjælp og hjemmehjælp til mig, blev halvdelen af det, jeg havde, smidt ud. Pludselig kunne jeg gå hen over gulvet. Hun sørgede for, at jeg fik den hjælp, jeg skulle ha’, siger Lillian.

En livsvigtig ven

En dag ringede kvinden – og ikke længere fra kommunen:

– ”Nu ringer jeg til dig som ven”, sagde hun til mig – og fortalte, at hun var kristen. Hun spurgte, om hun måtte bede for mig, og fra den dag begyndte hun at bede for mig.

Vi talte ofte sammen. Hun sagde, at jeg var Guds barn. Jeg vidste slet ikke, jeg var tørstig og sulten – efter Gud. Hun kom af og til og drak kaffe med mig og bad mange gange for mine øjne.

En dag spurgte hun, om jeg ville med i kirke til en afslutningsmiddag for et Alpha-kursus. Jeg sagde nej, for jeg kæmpede også med social fobi. Men hendes overtalelsesevner var gode, så til sidst sagde jeg ja – hvis altså hun ville hjælpe mig med at få pænt tøj på og placere maden på min tallerken.

Søde mennesker

I kirken blev jeg præsenteret for søde mennesker. Der var én, der havde et kors med diamanter på, og jeg kunne se korset med stenene midt i mit mørke. Det var fantastisk, fortæller hun.

– Min ven havde fortalt præsten i Roskilde Baptistkirke om mig, og han fik lov til at lægge sin hånd på mine øjne og bede.

”Vil du med ned og se kirkesalen?” spurgte han bagefter og fortsatte – måske fordi han kunne se skepsis i mit ansigtsudtryk, for jeg var jo blind: ”Der er en rigtig god akustik dernede”.

Jeg var dengang også døv på det ene øre, men jeg gik med derned. Da jeg trådte ind i salen, kom der et varmt, varmt brus rundt om mig – det ligesom ”puttede sig” om mig, og jeg hørte ordene: ”Velkommen hjem min datter – du har været dybt savnet” …

Nå, nu begynder jeg at græde igen, det gør jeg hver gang, jeg fortæller om det. Men Gud bød mig velkommen, og jeg tænkte: ”Det er lige nøjagtigt her, jeg skal være. Jeg er kommet hjem”.

Begyndte at høre igen

– Min nye ven begyndte at tage mig med i kirke. Og hver gang, der blev bedt for mig, kom der lidt mere lys ind. Til sidst kunne jeg se silhuetter af folk. At gå fra at være i totalt mørke til, at der pludselig begynder at komme lys, var vidunderligt, siger hun.

Kort efter tog hendes veninde hende med til et sommerstævne på Lindenborg. Her stiftede Lillian bekendtskab med tungetale.

– De sagde en masse mærkelige lyde, mens de bad. Jeg sagde, at hende, der stod ved mit højre øre, ikke behøvede at sige noget, for jeg var døv på det øre. ”Må jeg lægge hånden på dit øre og på din pande?”, spurgte hun så – og jeg svarede ja.

– Lige pludselig lød der ”et kanonbrag” i mit øre, og så var der lyd igen, og det har der været lige siden, fortæller Lillian.

Depressionen forsvandt også, da livet forandrede sig.

Et stykke tid efter meldte hun sig til et mønsterbryderkursus, fordi veninden fortalte om, hvordan hun var blevet sat fri på sådan et kursus i kirken.

– Jeg gik på trinkursus og skrev om de svære ting i mit liv. Så krøllede jeg papiret sammen i en papirkugle, som jeg gav til præsten – for at overlade dem til Jesus. Præsten brændte det. Og jeg blev sat fri af det, pointerer hun. Andre på kursus i Roskilde Baptistkirke gjorde det samme. Ud med det. Videre.

”Jeg tilgiver jer”

– Det var en af de mest kloge beslutninger, jeg har taget i mit liv. Jeg blev sat fri af mange ting fra fortiden, og jeg sagde ordene ”Jeg tilgiver jer”.

Og efter at jeg havde gjort det, følte jeg mig ikke som offer længere. Samme aften, da jeg skulle i seng, røg jeg ned på knæ og foldede hænderne: ”Far i himlen. Tilgiv dem. De ved ikke, hvad de har gjort. Jeg har tilgivet dem”.

– Hvis ikke jeg kunne tilgive, hvorfor skulle Gud så tilgive mig? Jeg havde det rigtig, rigtig godt bagefter. Det fjernede tons fra mig, husker Lillian.

Fik synet igen

I 2015 fik hun en øjenoperation og for første gang i sit liv et helt normalt syn. Senere har hun måtte opereres igen – med godt resultat.

I foråret 2015 blev hun døbt.

– Jeg havde fået mit syn, men jeg var stadig ikke vant til at være seende. Alt var nyt – også farver og afstande. Da jeg stod ved dåbsbassinet, så jeg vandet boble. Jeg stak en fod i og brændte mig. Så varmt føltes det. Så bad jeg: ”Jesus, kom og vær hos mig. Jeg vil gerne døbes i dit navn”, og da røg det kogende ud til hver sin side af bassinet, så jeg kunne gå ned i dåbsgraven.

Med vandet og dåben blev al skyld, skam og synd vasket af – og en byrde på mine skuldre, der ikke hørte mig til. Vandet, der først kogte, var et billede på det onde, der ikke vil give slip, før man påkalder Jesus. Det var kun mig, der kunne se, at vandet bulderkogte, og kun min fod, der blev brændt.

– Når jeg i dag er ked af det, kalder jeg på Jesus. For han er her hele tiden, slutter Lillian taknemlig.