Vilde heste
Her i Coronatiden har min mand og jeg gennemtravet nogle af Danmarks interessante udkanter – og for nylig stod vi så en kold, solrig dag blandt en flok vilde heste ved Downs Klint på Sydlangeland.
Vi nød synet af de skønne Exmoor-ponyer, som er den race, der genetisk ligger tættest på de oprindelige vildheste i Danmark.
Overalt var der skilte med påbud om afstand – man skulle jo nødig ødelægge deres vildskab, og man kunne også risikere velrettede spark, hvis man kom dem for nær.
Men at holde den påbudte minimumsafstand var jo temmelig svært, når nu flokken havde taget ophold midt på vores tydeligt afmærkede vandresti – vi blev jo næste tvunget til at liste os ind på dem og fotografere løs, mens de sindigt og uden panik gik til begge sider.
På et tidspunkt var de fleste heste på engen syd for stien og kun ganske få nord for stien, (ved den sø, som også ses på fotoet). Og på stien, som delte flokken op, samledes efterhånden en halv snes ivrigt fotograferende naturelskere, delt i to grupper, som hestene kunne passere imellem, hvis de havde lyst.
Mens nu de fleste heste roligt lagde afstand til de tobenede, var der én hest – en hoppe med meget lang hale – som gjorde det modsatte. Den nærmede sig først den ene gruppe mennesker, så den anden. Så stod den stille med siden til vore gruppe, rimelig tæt på.
”Hvad er den hest ude på?” tænkte jeg.
Men det viste sig hurtigt, for pludselig susede et par heste med kortere haler (store føl?) i fuld fart fra den nordlige del af engen, forbi hoppen midt på stien og videre over på den sydlige del af engen, hvor de slog sig til ro i den større flok.
Her havde førerhoppen modigt udført en redningsaktion: stillet sig midt på stien, mellem to ”farer”, for at de andre kunne komme over på den sikre side.
Jeg kommer til at tænke på ”frelserskikkelsen” Gandalf fra Ringenes Herre, som stiller sig ved kløften og holder ondskaben stangen, idet han råber: ”You shall not pass!” – hvorved han redder de andre, men selv styrter i afgrunden.
Og allermest kommer jeg til at tænke på frelseren, Jesus selv:
”Der er nemlig kun én Gud, og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Jesus Kristus. Da tiden var inde, gav Jesus sit liv som løsesum for at kunne sætte alle mennesker i frihed…”1.Tim. 2,5:
