En underlig reaktion på et godt forslag
Peter Øhrstrøm
Tidligere medlem af
Det Etiske Råd
Statsminister Mette Frederiksen har på Facebook været ude med det underlige synspunkt, at der ikke er brug for nuancer i debatten om abort, og at debatten om abort sådan set slet ikke er velkommen.
Anledningen er, at Jens Rohde (KD) har talt for en bedre rådgivning af abortsøgende samt andre initiativer, der har til formål, at færre kvinder i Danmark vælger at få abort. Statsministeren er ikke bare uenig, men mener tilsyneladende, at Rohdes synspunkt er ligefrem umuligt.
Det lader til, at Mette Frederiksen har glemt sagens forhistorie og sit eget partis rolle i den.
Danmark havde i 2000’erne en aborthandlingsplan, indført efter forslag fra KD og vedtaget enstemmigt af Folketinget d. 5/5 1998. Ordlyden af forslaget var: »Folketinget pålægger regeringen inden den 1. november 1998 at udarbejde en handlingsplan for nedbringelse af antallet af provokerede aborter.
Handlingsplanen skal indeholde konkrete initiativer med henblik på både at forebygge uønskede graviditeter og at give de abortsøgende kvinder en bedre rådgivning.« Se http://webarkiv.ft.dk/?/samling/19972/forespoergsel/f14.htm. Forslaget blev senere udmøntet i en detaljeret plan.
Det drejer sig altså om et synspunkt, som selv socialdemokratiet tilsluttede sig for et par årtier siden, og som den daværende socialdemokratiske regering påtog sig at føre ud i livet. Planen fungerede fint i flere år og bragte meget godt med sig.
Desværre udløb den i 2007 efter, at KD var røget ud af Folketinget. Og desværre har ingen partier i mellemtiden fremsat ønske om at genoptage det vigtige arbejde, som var indeholdt i aborthandlingsplanen. Men nu indgår ønsket om en ny plan af denne art glædeligvis som et af de mange punkter i KD’s 2030-plan.
Heldigvis har mange i pressen talt imod statsministerens underlige synspunkt, fx Birthe Rønn Hornbech i Jyllands-Posten, Anna Libak i Weekendavisen og Jacob Birkler i Altinget. – Forslaget fra KD er naturligvis på ingen måde umuligt, og det er stadig lige så konstruktivt og værdifuldt at have en sådan aborthandleplan i Danmark, som da statsminister Poul Nyrup Rasmussens regering tilsluttede sig KDs forslag om det i 1998.