Akkari om kristen bog: Fortæl mere om jeres sag

Efter at have læst bogen ”Et godt liv – fyldt med udfordringer” af sognepræst og missionær Jens Fischer-Nielsen sidder jeg med et indtryk af ham som en ærlig kristen isenkræmmer.

Det gør jeg, fordi JFN startede sin ungdom i lære hos en isenkræmmer, og der skulle man kunne lidt løgne, som han ikke brød sig om, så han endte som en trosmissionær, der skulle kunne stå ved sin sandhed.

Jens har i sin personlige biografi kigget tilbage på sit liv og delt dets hændelser med alle, der har kendt ham, men også med én som mig, der endnu har til gode at møde ham.

Umiddelbart finder jeg bogens fortælling sigende om en dansk ung mands livsrejse fra et kristent hjem og ud i verden, hvor han får oplevelser både i Danmark og østen. Det indblik er lærerigt for os nydanskere, der jo ikke kender den danske kultur, før vi blev en del af den.

Det var derfor et givtigt indblik i en ung dansk mands liv, familiestiftelse, karriere, kald og alderdom.

Respekt for ærlighed

Det vakte også straks min respekt for Jens, at han med lethed har kunnet fortælle ærlige forhold om sig selv, som fx at han havde svært ved fremmedsprog, og at han måtte søge sjælesorg og tage sovepiller i en bestemt situation, eller at han handlede forkert i en anden given tilstand i Bangladesh.

Se, det ser jeg, med min historie og vægtning af oprigtighed, meget op til. Og det fik mig til at holde af Jens uden rigtig at have mødt ham. Hans insisteren på at være så oprigtig og ærlig som muligt i alle henseender, også hvor han har stået i en svær position under sit lange ophold i østen.

Men det ærgrer min nysgerrighed at Jens undlader at uddybe de oplevelser og knytte dem til sin sag eller en større tanke. Især sin mission og sit ideal.

Der er mange hændelser jeg godt gad kende mere til eller høre historien bag. Der kunne Jens godt have valgt at uddybe ved en diskussion af de betændte forhold og meninger. Men det virker også som et bevidst fravalg for at holde fortællingen overskuelig.

Bogen er fortalt kronologisk og med et skær af familiaritet, der gør den en smule for underforstået for den læser, der som mig kun kender lidt eller intet til de beskrevne miljøer.

Bogen har en del oplysninger om små dagligdagssituationer, som gør bogen jordnær og håndgribelig. Det er ved nærmere eftertanke en hyggens bog, som tog mig med på en rejse med oplevelser og minder, og som egentlig er let læsning.

Ingen tung teokrati, ingen langhårede redegørelser for ditten og datten, ingen lange udredninger af møder og konflikter, og det er velnok også tilpas for læseren, der er mere nysgerrig på Jens, end på konflikterne.

Men for en kommende generation optaget af livssyn og konflikters vilkår, da vil Jens Fischer-Nielsens teologiske stemme og gode råd også have stået godt.

Jeg holder nemlig meget af, at den ældre generation overleverer deres meninger til den yngre, som skal stå i en ny verden med gamle menneskelige udfordringer. Dog var læsningen for mig også god som et indblik i et levet liv.

Undervejs er Jens Fischer-Nielsens lille biografi også underfundig og drysset med små refleksioner over livets mærkværdigheder. En af dem, jeg fandt gode, var historien om den sorte præstekjole, han endte med at transformere til en hvid alba, og at han lagde grund til inspirationen for skabelse af personen Lars i Bjarne Reuters bog.

Han mødte Mother Teresa og Indira Ghandi, kørte en ko over, og nåede at blive røvet og truet samt afslørede svig og underslæb. Det er flot.

Tredjekulturbarn

En tanke, der vakte min opmærksomhed, og som jeg sådan ønskede, at han knyttede flere fortællinger til, var hans beskrivelser af sin datter som tredjekulturbarn.

Det er stærkt, for jeg spejler mig i det, ligesom flere og flere også bliver berørt af det. Det samme gælder tanken om det omvendte kulturchok, og hvor meget Danmark på et årti var begyndt at få fremmede kulturer på sine gader.

Hvad mon Jens mener om den udviskning af monokulturen og dens efterslæb af politisk betændelse? Hvad mon Jens tillægger sit budskab som bærer af frelsen i Jesus, og hvad i ham har forandret sig med alderen og erfaringen?

Hvad med de gryende nydanskere, der tager Jesus og korsets symbolik til sig og lader sig døbe? Hvilke refleksioner kan Jens fortælle om deres vilkår og potentialer?

Alt dette vækker appetit til at bede om en ny refleksionsbog baseret på biografiens hovedlinjer, bare med flere dyk i dens situationer og stemninger.

Afslutningen – der er som fra et muntert festskrift- er ikke så tosset. En række talemåder og bemærkninger, som Jens tager og vender om eller kommer med modsvar til. Det hele slutter med et billede af Jens i vandet og med at besvare en række personlige spørgsmål, jeg godt kan følge, han mener medierne hugger mere af end de lader stå.

I det hele taget nød jeg at læse den lille bog, som viser et godt liv, som det på en afvejet dansk måde kan laves og leves.