Et godt og langt liv i troen på Gud

Marianne og Ove Madsen har hele livet vandret med Gud og stolet på Hans godhed uanset omstændighederne.

Marianne og Ove foran deres hjem i Haderslev. De flyttede til byen i 1971, da Ove fik arbejde hos Falck.

Ove og Marianne Madsen er et skønt par på 82 og 76 år, som er aktive i Frikirken i Multihuset. I den tid jeg har været en del af kirken, har jeg oplevet dem som to fantastisk hjælpsomme, varme og trofaste mennesker, som gør alt, hvad de kan i  menigheden. Det gjorde mig nysgerrig på dem og deres liv og ikke mindst deres liv med Gud. Så vi mødtes i køkkenet hjemme hos dem, hvor jeg fik lov til at høre om deres liv, tjeneste og vandring med Gud.

Ove og Marianne mødte hinanden i Korsør i 1963 gennem noget familie. Det var lidt pudsigt, for Marianne kom fra Bornholm og Ove fra Bøvl ved Blåhøj, så det var ikke fordi det lå lige for, at det skulle blive de to.

Marianne voksede op i Hasle på Bornholm, hvor hun var en del af pinsekirken, sammen med sin familie. Marianne blev frelst som 12-årig – og det var Oves bror, som var evangelist, som bad til frelse med hende. Ove var en del af pinsekirken i Blåhøj, men blev døbt i Ølgod, da der ikke var noget dåbsbassin i Blåhøj på det tidspunkt.

De voksede altså begge op i kristne hjem, og at komme i kirke var helt naturligt for dem. Så da Oves bror førte dem sammen i 1963, endte det med bryllup i 1965 og en spændende rejse begyndte.

Gud lagde ting til rette

Ove fik en uddannelse som bager, men syntes, at det var en stor udfordring med arbejdstiderne. Så han fik efterfølgende arbejde ved Falck i Korsør, da han syntes, det virkede som et spændende job. Han syntes dog, at det blev lidt ensformigt efterhånden, da der ikke var så mange forskellige opgaver. Han havde hørt, at der var mulighed for et mere afvekslende job i Haderslev, så han undersøgte muligheden for arbejde der.

– Da jeg fik tilbudt job ved Falck i Haderslev med 14 dages varsel i 1971, oplevede vi, hvordan Gud lagde det til rette for os, fortæller Ove.

– Vi skulle jo flytte fra vores lejlighed, til ny lejlighed i Haderslev med kort varsel – og det hele kom på plads, så vi var flyttet og klar, da jeg startede ved Falck. For os gav det en vished om, at vi var i Guds vilje og at Han var med. Det betød rigtig meget.

Mens Ove var ved Falck, gik Marianne hjemme med børnene og fik siden rengøringsjob i en bank.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Pinsekirken i Haderslev

Da Ove og Marianne flyttede til Haderslev, blev de en del af pinsekirken i Haderslev, som i dag hedder Frikirken i Multihuset, og det har de været siden. De har ikke haft specifikke tjenester i kirken, men har altid hjulpet, der hvor der var behov – og det gør de stadig.

Menigheden har bl.a. haft stor glæde af Oves evner som bager. De har været trofaste i menigheden i alle årene, hvor der er sket ændringer og kommet nye forstandere ved roret i løbet af årene. De har altid bedt om, at Guds vilje måtte ske, når der var ændringer på vej, og så er de fulgt med, selv om de ikke altid var glade for alt, hvad der skete.

Guds trofasthed

Hvordan har I oplevet Guds trofasthed i jeres liv?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Vi har oplevet, at Gud har været med og givet bønnesvar, når vi havde brug for det, og hjulpet os i gode og svære tider. Vi havde svært dog ved at forstå det, da vi mistede vores svigersøn.

Det var svært at forstå, men vi valgte at sige:
’Gud du har omsorg for dem’ og Han har hånd om situationen.
Det gjorde ikke tabet og smerten mindre, men Gud hjalp os igennem.

– Vores datter og svigersøn var lige kommet hjem fra ferie og var gået i seng – og han var helt rask, da han gik i seng. Da vækkeuret ringede næste morgen, kunne vores datter ikke forstå, at han ikke reagerede og stod op, for det plejede han altid at gøre. Så skubbede hun til ham, og så var han helt kold. Han var holdt op med at trække vejret. Det viste sig, at han havde en ondartet virus ved hjertet, som havde flyttet sig op til hjernen og blokeret ved åndedrætscenteret. De havde to børn, som dengang var 3 og 5 år, så det var svært at forstå, men vi valgte at sige: Gud du har omsorg for dem, og Han har hånd om situationen. Det gjorde ikke tabet og smerten mindre, men Gud hjalp os igennem.

Menigheden

Hvordan oplever I menigheden i dag?

– Vi kan godt mærke, at der er sket mange ændringer, og i dag oplever vi, at menigheden kommer i anden række, og folk prioriterer sig selv først, hvor man tidligere prioriterede kirken først. Det er trist. Men vi giver ikke op. Vi forsøger at være der for de unge, snakke med dem, være opmærksomme på dem og hilse på dem og give dem et klap på skulderen, når de gør det godt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Nye toner

Evangelietoner er skiftet ud med moderne lovsang. Hvordan oplever I det?

– Lovsangen kan vi slet ikke undvære, selv om det kan være for højt, siger de samstemmende.

– Men hvis vi er negative, så lukker vi af for Guds velsignelse og Helligånden, og det vil vi ikke. Vi vil ikke undvære lovsangen, men er åbne over for hvad Gud gør igennem den. På sommercamp er lyden endnu højere, siger Ove, og tilføjer:

– Men det er de unge, der er fremtiden, og vi skal bakke dem op og bede Gud velsigne dem og tage imod det, Gud giver igennem lovsangen – også på den nye måde. Vi skal ikke gå rundt og snakke negativt om det, for det fører ingen steder hen.

Hvis vi er negative,
så lukker vi af for Guds velsignelse
og Helligånden, og det vil vi ikke.

At se med Guds øjne

For Ove og Marianne handler det om at se det, der sker i menigheden, med Guds øjne og være åben over for, hvad Han gør. For dem er kærlighed og tilgivelse nøglen til menighedens fremtid.

– Der er ting, vi ikke forstår, men Gud skal nok få det løst, når vi lægger det i Hans hænder, siger de.

– Der er ingen, der er fuldkommen, heller ikke forstanderen i en menighed – så vi må række hånden ud og dele Guds kærlighed og hans tilgivende Ånd. Hvis ikke vi har Guds kærlighed i os, så kan menigheden ikke overleve. Vi vil aldrig give op, men følge med, så længe vi oplever, at Gud er med. Når Ove og Marianne ser tilbage, er de ikke i tvivl:

– Fundamentet har stået fast, og vi har den vished i os, at selv om der er ting, vi ikke forstår, så er Gud med os, og Han vil os altid det bedste, slutter de.