Allerede – men endnu ikke fuldt ud

Om det var på grund af folkemængden, der samledes omkring Johannes Døberen, eller hans praksis med at døbe folk, der fik farisæerne til at sende præster og levitter ud for at finde ud af, hvem han var, ved vi ikke. Men jøderne ikke bare ventede, de forventede også, at Messias skulle komme.

Med forventningen fulgte en opmærksomhed på de tegn, der måtte være, bl.a. en renselse af folket. Dette stemte godt overens med den praksis, de her så. Kunne Johannes derfor være den Messias (det hebraiske ord for Kristus), de ventede på? Højst tænkeligt troede de det ikke selv, da de ikke selv gik ud og undersøgte, hvordan det forholdt sig.

Men hvem var han så, denne Johannes? Hvorfor og med hvilken ret døbte han mennesker? Forventningen til, hvordan denne Messias skulle være, stak i mange forskellige retninger. Den var måske svær at forene med denne lidt pudsige person, der var iklædt tøj af kamelhår, spiste græshopper og opholdt sig i ørkenen.

Johannes Døbers bekendelse

Johannes syntes klar over denne forvirring, og han bekendte derfor meget tydeligt, at han ikke var den Kristus, de ventede. Ej heller var han Elias, som profeten Malakias havde forudsagt ville komme forud for Herrens komme (Mal. 3) eller profeten, som Moses talte om skulle komme (5. Mos. 18).

Af de synoptiske evangelier forstår vi dog, at Johannes kom i ”Elias’ ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede.” (Luk. 1,17) Jesus selv siger, at der blandt kvindefødte ”ikke er fremstået nogen større end Johannes” (Matt. 1,17), og omstændighederne omkring Johannes’ undfangelse vidner da også om, at han var noget særligt.

Selv synes han ikke at have haft denne forståelse. I sit svar til dem siger han, at han end ikke er ”værdig til at løse” skoremmen på Kristi sko. En ting, som en rabbi (jf. Talmud) ikke engang måtte bede sin discipel om. Johannes vender dette på hovedet og ser sig selv som værende uværdig til at kunne gøre sådan. Selv var han intet, for Ham, som han repræsenterede, var alt.

Men hvem var han så, og hvad er hans budskab til os i dag? Med en direkte reference til Esajas i Det gamle Testamente siger Johannes: ”Jeg er »en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!«” For Esajas var dette en metaforisk reference til at gøre vejen i den østlige ørken klar til at modtage de hjemkomne fra eksilet.

På samme måde skulle Johannes være med til at forberede vejen for Ham, der i ”tidens fylde” skulle komme og ”løskøbe dem, der var under loven, for at få barnekår,” (Gal. 4,4) så Guds kald til at blive hans børn kunne komme til at gælde alle. Denne rolle ser vi tegnet allerede i prologen, hvor der om Johannes står, at han kom, for at ”vidne om lyset og for at alle skulle komme til tro ved ham”. (v. 7) Med andre ord, at forberede folket. Johannes døbte en omvendelses-dåb med vand, men Han, som ville komme efter ham, ville døbe med Helligånden (v. 33).

Ordet i råbet

Johannes var stemmen, der råbte, men det centrale i ethvert råb er ordene, der bliver råbt. I dette tilfælde er det Jesus Kristus – den ventede Messias – der var og er det Ord. Han er Ordet, vi i julen fejrer er blevet ”kød og tog bolig iblandt os”. (v. 14)
På denne fjerde søndag i advent – i denne forventningens tid – lyder Johannes’ kald derfor til os alle igen: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” (Matt. 3,2)

For med Jesu egne ord, så er Guds rige allerede midt iblandt os. (Luk. 17,21) Lad os spejde efter dette rige i forståelsen af, at Guds rige eksisterer ”allerede – men endnu ikke fuldt ud”. Vi må være opmærksomme i forventning. Når vi ser Guds rige, vil vi kunne opleve det, som Johannes’ mor oplevede. Da Maria, der bar på Jesusbarnet, besøgte Elisabet, sprang Johannes i hendes liv af fryd. Og hun blev fyldt af Helligånden.

Søndagens tekst: Joh. 1,19-28

Johannes Døber gør vejen klar til Herrens komme

19 Johannes kom med følgende vidnesbyrd om Jesus, da de jødiske ledere i Jerusalem sendte en gruppe præster og levitter ud til ham i ødemarken. De spurgte ham ud om, hvem han var, 20 men han svarede uden omsvøb: „Jeg er ikke Messias.”

21„Jamen, hvem er du så?” spurgte de. „Er du profeten Elias, som er vendt tilbage?” „Nej,” svarede han. „Er du den store Profet, vi venter på?” „Nej.”

22„Jamen, hvem er du så? Sig os det! Vi skal jo have et svar med til dem, der har sendt os. Hvad siger du om dig selv?”

23Han svarede: „Jeg er den, som Esajas profeterede om, da han sagde: ‚Der lyder en stemme i ødemarken: Gør vejen klar til Herrens komme!’”

24Gruppen var blevet sendt derud af farisæerne, 25 og derfor spurgte de Johannes: „Hvis du hverken er Messias eller Elias eller Profeten, hvorfor døber du så?”

26„Jeg døber kun med vand,” svarede han, „men iblandt jer står der en, I ikke kender.

27 Det er ham, jeg baner vej for, og han har større autoritet, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at hjælpe ham sandalerne af.”

28Det her fandt sted ved Betania øst for Jordanfloden, hvor Johannes opholdt sig og døbte.