Grundtvig og det evige
”Gudstjenestens sprog skal først og fremmest formidle en teologi, hvor håbet vækkes og livsmodet styrkes, og det evige erfares som nedslag i nu’et.”
I ”Grundtvig og det evige” stiller cand. theol og forfatter til bogen spørgsmålet, hvordan vi skal forstå Grundtvigs evighedssyn ind i en nutidig virkelighed. Har Grundtvig stadig noget væsentligt at bidrage med, når kristendommen skal give mening for nutidsmennesker? Hertil er det ikke overraskende svar: Ja, det har han.
Grundtvigs mageløse opdagelse af trosbekendelsen som kristendommens sandhedsvidnesbyrd, fordi den, i Grundtvigs optik, er blevet videregivet fra Jesus, gennem disciplene og frem til os i dag. Den er således præ-evangelierne og udgør en kerne af den kristne tro, som er at betragte som en fortolkningsnøgle i teologiske spørgsmål. Sammen med trosbekendelsen står Fadervor som en grundpille i den kristendom, som har overlevet kulturforandringer, politiske strømninger og teologiske skift. Det er dogmatikken herfra, som Grundtvig opfatter som rygmarven i sand kristendom.
Samtidig er Grundtvig i sit lange og produktive liv dybt inspireret af nordisk mytologi, som han bruger livligt i billedskabelsen, som er så typisk for hans poesi. Den nordiske mytologi maler billeder af kampen mellem god/ond, mørke/lys, himmel/helvede, og det er disse billeder, der bliver Grundtvigs inspiration sammen med Bibelen. Derfor er det også magtpålæggende for Grundtvig at sige fra overfor romantikkens panteistiske tendenser, der opererer med tvetydigheder. Hos Grundtvig er Gud kærligheden, og der er slet ikke noget mørke hos ham. Hos Grundtvig er Jesus dødens besejrer, og han triumferer over døden. Og hos Grundtvig er gudstjenesten det sted, hvor miraklerne indtræffer. I dåben, i nadveren, i trosbekendelsen og i fadervor – der er vi i forbindelse med det evige.
Det evige er først og fremmest håbet om en ny himmel og en ny jord. Det er troen på kødets opstandelse – som han i øvrigt blev dybt uenig med Ingemann om – at Jesu død og opstandelse giver os håb om et evigt liv. Et håb, som er et allerede og endnu ikke helt. Altså bliver Jesu død og opstandelse nærværende allerede nu og her i gudstjenesten, men har samtidig et fremtidshåb i sig.
Hvad man ikke bliver meget klogere på, er, hvad Grundtvig egentlig mente om fortabelsens mulighed. Det er svært at læse ham som en, der går ind for apokatastasislæren (alting genoprettes/ frelses), men på den anden side gives der ikke et rationelt eller definerende svar på, hvem der er ”fortabelsens æt” (DDS 291,6 side 128). Måske er Grundtvigs styrke og svaghed to sider af samme mønt. På den ene side rammer han med billeder en fornemmelse af noget, som vi genkender, men har svært ved at udtrykke i ord. På den anden side lader han hellere poesien og fiktionen stå åben for fortolkning og debat, end at give klart udtryk for sit ståsted.
Bogen giver en indsigt i nogle centrale pointer hos Grundtvig, og Grundtvig er uden tvivl en af de vigtigste teologer på dansk jord, derfor er den værd at læse.
Henning Nørhøj: Grundtvig og det evige
142 sider.
179,95 kr.
Forlaget Eksistensen
