’Dancing on Water’

Af Kirsten Krog,
Cand.mag. Deltidsjournalist i København for Udfordringen

Sidst i februar var jeg til lysfestival i København med en veninde. Fælles for alle lysinstallationerne var netop, at der var lys i installationerne, eller der blev kastet lys op på en væg, som så dannede lysinstallationen. I begge tilfælde var lyset en del af selve installationen. Vi så bl.a. ”Den anden side af Solen”, ”Terra” og ”Echo”.

Men en enkelt af installationerne greb min opmærksomhed og interesse på en særlig måde. Det særegne ved den var, at det faktisk ikke i sig selv var en lyskilde eller en lysinstallation. Den kunne ikke selv lyse, for det var blot en hel masse små paillet-lignende blanke stykker, der i tynde tråde var spændte ud over Frederiksholms kanal.

Men i disse blanke stykker spejlede sig, ja dansede det sædvanlige lys, som altid oplyser København i mørke – som ildfluer om natten. Installationen hed da også ”Dancing on Water”. Til forskel fra mange af de andre installationer, var der noget eventyrligt, ja rørende ved denne installation, som om man blev rykket ud af den fysiske virkelighed over i et drømmende univers.

Der var ligesom mere til stede end det konkret synlige. Det henførende kom fra noget andet end fra selve kunstværket, som blot var et genskin. Men netop derfor betog det mig. Det fik mig til at overveje, hvad det er – eller skulle være – der virker dragende ved en kristen. Det er ikke det, jeg selv kan stable på benene af fromhed, mine evner eller min styrke. Det er ikke mit eget lys. Det er Guds genskin i mig.

Hvis vi vil være lys og salt i verden, må vi være som lysinstallationen ”Dancing on Water”. Vi må være små blanke stykker uden lys i os selv, men modtagelige for lyset fra Gud. Vores forsøg på selv at blive lys kommer derimod let til at skygge for det sande lys. Men der hvor vi vover at være tomme kar eller et blankt intet, kan Guds lys skinne rent og klart i os. Så mere af Jesus og mindre af mig. Han bør vokse, og jeg blive mindre.

Det fortælles om en skoleklasse, der havde været på besøg i en katolsk kirke, hvor vinduerne var glasmosaikker af forskellige helgener. Vel hjemme på skolen, blev børnene spurgt om, hvad de havde lært, og hvad en helgen er. En lille pige rakte hånden op og kom med det helt rigtige svar: ”Det er én, lyset skinner igennem”. Og dette gælder både for helgen her og helgen hisset.

Så vil vi være et kunstværk, der berører andre som ”Dancing on Water” berørte mig, må vi minde os selv og hinanden om, at vi er Hans herligheds afglans!