”Min mor sagde, at hun hadede mig og kun ville elske mig, hvis jeg blev muslim igen.”

– Vi er alle kede af det på grund af jordskælvet, indleder Gokcen, da hun via en videoforbindelse skal fortælle sin historie til mig.

Gokcen er en del af en kirke, som Dansk Europamisson har kontakt med i Tyrkiet. Gokcen virker glad og frimodig, og hvis man ikke vidste det, ville man ikke tro, at hun har betalt en høj pris for sin tro på Jesus.

Korsets kulturbetydning

– Jeg læste kunsthistorie, og til en forelæsning hørte vi om Jesu kors i kunsten. Jeg forstod ikke, hvad korset betød, men min kristne veninde på universitetet gav mig en bibel og kunne forklare mig, hvorfor Jesus skulle dø på korset. Jeg var chokeret. Min familie havde fortalt mig, at Jesus kun var profet, men ifølge Bibelen var han ikke blot menneske, men også Gud.

– Min veninde fra dengang, der i øvrigt stadig er min bedste veninde, siger Gokcen med et varmt smil, inviterede mig med til ungdomsmøde. Jeg hørte lovsang akkompagneret af guitar og trommer. Jeg var chokeret og tænkte, hvad er det her for noget? Efter prædikenen blev der stillet spørgsmål, som vi skulle diskutere. Der var spørgsmål om Jesu liv og om islam.

Søgte sandheden

– Jeg ledte efter sandheden. Det hele var nyt for mig. At Jesus døde for mig, at han opstod og helbredte mennesker, da han gik på jorden. I et halvt år søgte jeg efter svar. Jeg måtte skjule derhjemme, at jeg læste i Bibelen og fandt et godt tidspunkt på dagen, lige efter jeg kom hjem fra universitetet, og en måde, jeg kunne gemme Bibelen på, mens jeg læste.

– Min bedste veninde og jeg gik ud og spiste. Hun spurgte mig: Vil du tro på Jesus? Det var svært, for jeg tænkte på, hvad min familie ville sige. Det var måske Helligånden, der virkede, og jeg sagde ”Ja, jeg vil tro på Jesus.”
Vi gik til lovsangsmøde den aften. Der skete noget i min ånd. Jeg forstod nu, hvad sangene betød, og jeg forstod Bibelen. Alt stod klart for mig.

Fik ikke lov til at spise ved familiens bord

– Men jeg var ikke glad, fordi jeg turde ikke fortælle det til min familie. Min far var okay, da han er åbensindet, men sådan er min mor ikke. Efter et år kunne de se, at der skete en forandring i mig. Jeg var altid afsted om søndagen, men jeg sagde, at jeg skulle møde mine venner til morgenmad.

– En dag havde de fundet en kristen bog på mit værelse. Jeg sagde: Det er bare en bog. De spurgte: Har du skiftet religion?
Jeg kunne ikke lyve og sagde ”Ja, jeg tror på Jesus, ja, det er min bog.” Mine forældre ville ikke tro det og sagde: ”Du er tyrker, og derfor er du muslim. Det er en synd at skifte religion.”

– Min mor var meget chokeret og råbte meget ad mig, mens min far var rolig. Min mor sagde, at hun hadede mig, og hun ville elske mig igen, hvis jeg blev muslim igen. Jeg sagde: ”Nej, jeg vil ikke tilbage til islam. Jesus har forandret mig, og jeg ved, hvor jeg skal hen, når jeg dør.” I islam tror man på himmel og helvede, men muslimer ved ikke, hvor de kommer hen, når de dør. Min far sagde, at jeg måtte bo hos dem, men skulle flytte efter jeg havde afsluttet studierne. I et helt år ville min mor ikke tale med mig og opførte sig som om, jeg ikke var hendes datter. Hun ville ikke dele mad med mig, fordi jeg ikke var muslim, og maden derfor var uren. Ikke kun i forhold til min tro, men også i andre spørgsmål, opførte hun sig som en dronning i hjemmet og ville bestemme alt. Jeg måtte ikke sidde med ved bordet, når familien spiste, fortæller Gokcen.  En kulmination var, da moderen opsøgte kirken, gik ind til en gudstjeneste og anklagede præsten for at have hjernevasket hendes datter. Siden da er forholdet til familien blevet bedre. Gokcens søskende har været med i kirke, og hendes søster har udtalt, at hun har lyst til at blive kristen, fordi hun har set, hvor meget ondt deres mor har gjort mod Gokcen i Islams navn. Men søsteren tør endnu ikke tage skridtet.  Hvordan fik du styrken til at holde ud i troen, spørger jeg til sidst i samtalen.

– Jeg prøvede at læse Bibelen hver dag, det gjorde mig stærk – bare det at læse Bibelen, siger Gokcen med overbevisning i stemmen.

– Jeg føler, at kirken er min familie, at jeg har mange brødre, søstre, mødre og fædre. Jeg ville ikke have venner, hvis jeg ikke havde kirken, så ville jeg ikke have noget.