Påskeudstilling af malerier
Udfordringen markerer den kommende påske med en påskeudstilling og besøg af maleren Peer Laigaard.
Fra lørdag før Palmesøndag udstiller kunstmaleren Peer Laigaard nogle af sine store påskemalerier. Påskesøndag kl. 14 fortæller Peer kort om, hvordan han bliver inspireret til sine malerier, og hvordan mennesker oplever Helligånden gennem hans malerier. Peer Laigaard blev selv kristen efter at hans ryg var blevet helbredt ved et møde med Hans Berntsen for 20 år siden.
Herefter fik Peer selv en tjeneste med at bede for mennesker. I dag foregår det især over telefon og facebook, hvor mennesker fra hele verden henvender sig på grund af hans billeder, som taler til dem. Peer har en enkel håndværker-tro, og mange oplever helbredelser. Efter sit personlige vidnesbyrd tilbyder han at bede for syge og andre med problemer.
Udstillingen er arrangeret i forbindelse med påskeavisen, hvor der bringes et interview med Peer Laigaard. Påskeavisen husstands-omdeles nemlig også i Udfordringens lokale område – i Christiansfeld, Vamdrup og Lunderskov. Udfordringen håber med arrangementet at tiltrække lokale læsere til udstillingen og mødet med kunstneren – og forbederen.