Udsigt til Copenhagen Marathon

I søndags var der Copenhagen Marathon. Udover, at det besværliggjorde mine muligheder for at komme i kirke, da jeg bor inde midt i ruten, så giver det mig også hvert år fra mit vindue tilskuerplads på første parket til løbet.

Det er underholdende og interessant at se med hvilke forskellige forudsætninger og mål de enkelte personer deltager. De første, der dukker op, er selvsagt de professionelle, der løber med det ene mål at vinde – og ikke bare vinde – men vinde over alle de andre. Så kommer de semiprofessionelle, der sikkert også har en indbyrdes konkurrence.

Derefter kommer de lidt bedre motionister, der jagter deres egen bedste tid. Og endelig kommer de, hvis mål er bare at gennemføre løbet – oftest til sidst gående. Måske er det et mål, de satte sig, da de kæmpede med en sygdom. Her bliver marathonet et symbol på gennemkæmpet og overstået sygdom. Enkelte deltager med et handicappet familiemedlem for at give dem en fornemmelse for sejren.

Atter andre løber med en hjælper, fordi de er blinde. Deres hjælpers egentlige formål med løbet er, at den blinde skal nå sit mål, men samtidig løber de jo selv over målstregen. Igen andre løber i grupper, hvis mål det er at gennemføre sammen. Vejen til målet er vigtig for alle. For de professionelle har det betydning, hvordan de disponerer løbet for at optimere deres chancer for at vinde.

For mange af dem, der kommer sidst i mål, er det vigtigt at have et hyggeligt løb. Men for alle har de samtidig målet i sigte, og alle får en medalje, hvis de gennemfører løbet. I 1. korintherbrev, kap. 9 sammenligner Paulus vores liv som et løb, hvor det gælder at gennemføre, så man kan få sejrsprisen, og han skriver, ”Løb sådan, at I vinder den!”

Ligesom ved Copenhagen Marathon er der i Paulus´ sammenligning kun én, der kan vinde hele løbet. Men som de mange, der løber mod sig selv og deres bedste tid for at vinde en medalje, gælder det også i Guds rige, at der ikke kun er en sejrskrans til én, men enhver, der når målet, får en sejrskrans. Og ligesom dem, der løber i grupper for sammen at nå målet, må vi som kristne – samtidig med at vi tager vores egen frelse alvorlig – styrke hinanden i løbet mod vores himmelske mål og gøre alt, vi kan for at få hinanden med over målstregen.

Men lige meget hvor mange paralleller, man kan finde mellem Copenhagens Marathon og det himmelske kapløb, så er der en væsentlig forskel, som Paulus også understreger: Idrætsmændene træner, lever afholdende og løber ”for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner.” – Så hold ud helt til målstregen!