Søndag formiddag i Kyiv, Ukraine
I nogle år havde jeg det privilegie at være med i et internationalt fællesskab af læger, som rejste verden rundt for at anspore andre inden for sundhedssektoren til at bede for syge.
Vi var bl.a. i Brisbane i Australien, hvor vi mødte to kristne, som begge var kommet tilbage fra de døde. Den ene, som var læge, døde af hjertestop, den anden var en bibelskoleelev, som døde under er terroristangreb på skolen. Du finder deres inspirerende historier på YouTube under titlerne ”Dr. Sean Thomas George” og ”Dominggus Kenjam”.
Vi arrangerede bl.a. stævner i Indonesien, på Filipsøerne, i USA, Trondheim i Norge og i Italien. Men det stævne, som i disse dage står stærkest i mine tanker, var i 2009 i Kyiv, hovedstaden i Ukraine. I Udfordringen d. 18. marts sidste år var en klumme om et under, som Jesus lod mig opleve i forbindelse med rejsen til stævnet i Ukraine. Klummen har overskriften ”Mystiske Maria fra Kyiv”.
Selve stævnet var arrangeret på et hotel i byen med et deltagertal på mellem 300 og 400. Der var læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale samt repræsentanter fra kristne fællesskaber – især fra Ukraine. På det tidspunkt åndede alt fred og ro i landet.
På et mandestævne i Roskilde i 2008 mødte jeg pastor Sunday Adelaja. Som ganske ung blev han af kommunister i Nigeria og Rusland sendt til Belarus for at blive skolet (læs: hjernevasket) i kommunismen. Målet var, at han skulle komme tilbage til Nigeria for der at udbrede kommunismen. Men i Belarus mødte han kristne, som præsenterede ham for Jesus, og straks opstod en kærlighed mellem de to, som totalt forvandlede hans liv.
I stedet for at tage tilbage til Nigeria flyttede han til Kyiv, og der fortalte han begejstret om det nye liv, han havde fundet. Han blev forfulgt på grund af sin tro, men også p.gr.a. racisme, som var velkendt på de kanter. Men Jesus stod ved hans side, og efter få år var han leder for en blomstrende menighed i Ukraine’s hovedstad, Kyiv.
En af lægerne fra vores kristne fællesskab var fra pastor Sunday’s menighed, og søndag formiddag var vi til møde sammen med tusindvis af glade og jublende kristne i deres menighed. For mig var oplevelsen så overvældende, at jeg glemte alt om at finde tolketjenesten. Sangen, glæden, jubelen og Den Hellige Ånd greb mig så meget, at det, at jeg ikke forstod et ord af det, som blev sagt, ikke nåede at forstyrre mig. Det åndelige fællesskab med disse fremmede og nye kristne venner var mere end nok.
Når jeg i dag hører om de missiler og bomber, som regner ned over vores kristne, ukrainske søskende, føles kontrasten enorm. Kontrasten mellem at sidde i vores trygge, behagelige omgivelser og nyde det åndelige fællesskab, og så det som vores søskende i Kyiv og andre Ukrainske byer oplever. Hvert minut, også mens de sidder på møde, risikerer de at et missil kan finde dem og smadre deres hverdag og liv.
”Det kunne være mig, det kunne være dig”! Denne strofe er fra en vidunderlig smuk sang, sunget af færøske børn (den kan du finde på YouTube ved at skrive: ”tad kundi verði eg, tað kundi verði tú”).
