Livet og døden

For firs år siden under den tyske besættelse udsendte biskop H. Fuglsang Damgaard på vegne af landets biskopper i 1943 et hyrdebrev til menigheden i Danmark.

Det var for at markere kirkens modstand mod nazisternes planer om at deportere og dræbe de danske jøder, og for at støtte og give jøderne hjælp til at undslippe. I hyrdebrevet siges: ”Kristus kender ikke personsanseelse, og han har lært os at se, at et-hvert menneskeliv er dyrebart i Guds øjne.” At det siges på denne måde af Folkekirkens øverste indebærer, at der generelt i det danske folk har været en fælles opfattelse af, at alt menneskeliv er dyrebart i Guds øjne og derfor er ukrænkeligt.

Abortlovgivning

Går vi 50 år frem til 1973, er situationen en anden. Folketinget vedtager en abortlov, der tillader provokeret abort til og med 12. uge af graviditeten. I denne periode er fosterets liv ikke længere ukrænkeligt, for det er blevet lovligt at få foretaget en medicinsk eller kirurgisk abort. Det til trods for, at fosteret, der dræbes, er et nyt selvstændigt menneske, hvis liv begyndte ved undfangelse.

Det har sin egen helt unikke arvemasse, helt forskelligt fra ethvert andet menneske. Og når det dræbes, er det synd mod det 6. bud, der siger: ”Du må ikke begå drab.” Siden vedtagelsen af loven i 1973 har vi i Danmark dræbt mellem en halv og en hel million ufødte børn. Det er fristende at tro, at det en dem, som vi i dag mangler bI.a. i social- og sundhedssektoren.

Vi har lovliggjort at dræbe forsvarsløses liv. Liv, der er dyrebare i Guds øjne, – liv, som han har skabt i sit billede. Hvad er der så sket i de forløbne 50 år? Det synes, som om den kristne menighed generelt har accepteret abortloven. Fra tid til anden lyder der røster mod fosterdrabene, men de finder ikke genklang i befolkningen eller blandt vore lovgivere.

Samtidig kan det synes, som om Gud har lukket sit øje og accepteret den hån, det må være, at man dræber hans dyrebare og ypperste skaberværk. Blandt andet fordi det tilsyneladende ikke har konsekvenser at dræbe de ufødte, er der nu seriøse drøftelser i gang for at ændre loven om fri abort, så grænsen flyttes fra de nugældende 12 uger til 18 uger eller senere. Men hvilken grænse skal man vælge?

I grunden kan man vælge et hvilket som helst tidpunkt fra undfangelsen til fødslen. Den eneste forskel i forhold til tidspunktet er fosterets størrelse. Og derfor har det karakter af hykleri at drøfte, om det ene eller det andet tidspunkt er bedst eller rigtigst. For uanset om man sætter grænsen for tilladt abort ved den 12. eller 18. uge eller frem til dagen før en normal fødsel, så er der tale om drab på et ufødt menneske.

Aktiv dødshjælp

Er det en tilfældighed, at vi samtidig med debatten om en ny abortlov er vidne til, at Mette Frederiksen som landets statsminister giver udtryk for sin sympati for aktiv dødshjælp og lægger op til en debat om mål og midler til at gennemføre en lov, der legaliserer aktiv dødshjælp? Eller er det, fordi vi efterhånden ikke længere regner det for noget værd at kende Gud og har glemt og dermed nedgjort Guds bud om ikke at begå drab?

I Guds øjne er aktiv dødshjælp at dræbe et menneske — på trods af alle menneskelige argumenter. En værdig død er ikke at dræbe et andet menneske eller at hjælpe det til selv at gøre det. Det er i stedet det mest uværdige, for det er at begå drab eller at hjælpe en anden til at gøre det. Aktiv dødshjælp er en hån mod Gud, der er alles skaber og opretholder, den Gud, der er hellig og siger, at det er synd at begå drab.

Vi vil sandsynligvis få en lov, der tillader aktiv dødshjælp under visse omstændigheder og med en del begrænsninger i første omgang. Men går vi yderligere 50 år frem, kan man frygte, at der i lighed med abortlovgivningen vil ske en markant opblødning af begrebet aktiv dødshjælp, så man med loven i hånd kan fjerne (dræbe) uønskede fostre og uproduktive ældre og handicappede.

Afslutning

Danskernes holdning til budet om ikke at begå drab har siden 1943 undergået en forandring, der leder tanken hen på Paulus’ ord om dem, der ikke længere regner det for noget værd at kende Gud, og som Gud derfor har givet hen til et uværdigt sind, så de gør, hvad kødet og tankerne vil. Det gamle Testamente beskriver bl.a. Guds hellighed og hans straffedomme over et syndigt og ulydigt folk.

Der står, at da folket Israel valgte at vende Gud ryggen for at tilbede andre guder, profeterede Gud, at han ville lade sværd, sult og pest komme over folket. Og det skete, ganske som Gud havde sagt. Siden da har Guds forhold til synd og ulydighed ikke ændret sig, for Gud er evigt uforanderligt den samme, og det samme er hans domme over det folk, der vender ham ryggen.

Men som dengang kalder Gud også i dag til omvendelse: Land, land hør Herrens røst. Søg Herren, mens han findes, for der kommer en regnskabets dag for den enkelte og for vort land. Herren er hellig. Men samtidig er han kærlighed, og han ønsker ikke nogen synders død. Han vil, at vi skal leve. Og når Gud Herren ikke allerede har grebet ind med sine straffedomme overfor vort folk, skylde, det, at han er langmodig og vil, at alle skal komme til erkendelse af sandheden – komme til tro på Jesus. For så højt elskede Gud verden, at han gav sin søn Jesus til soning for al verdens synd, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.