Advent – Jesus kommer
Hos den almindelige dansker er adventstiden druknet i juleforberedelser og juleræs. Men advent er en højtid, som rummer noget, vi ikke må gå glip af. Det er en forventningens tid, hvor vi venter på, at Verdens Frelser skal fødes. Men det er også en tid, hvor vi mindes om, at denne verdens trængsler kun udgør et meget kort øjeblik af evighedens længde – for vi venter Jesu genkomst og en ny jord.
Alt dette blev jeg mindet om under højmessen 1. søndag i advent, men også om, at denne forventning ikke bare rækker mod noget i fremtiden, men allerede er nærværende hos os midt i al jordens nød og elendighed og vores egne personlige problemer og lidelser.
Under salmesangen blev jeg bevidst om, hvordan mange af adventstidens salmer rummer et stort paradoks: Håb og glæde er der midt i sorg og lidelse – og kærligheden er stærkere end døden. Tag fx ”Vær velkommen, Herrens år” i kirkeårsudgaven, hvor kirkeåret gennemgås. Ved Jesu fødsel ”da tændte sig lyset i mørkets skød”, i påsken ”da livstræet fæstede i graven rod” og i pinsen ”da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed”.
Smerten, skrøbeligheden og mørket forsvinder ikke, men med blikket rettet mod Jesus kan vi opleve, hvordan evighedens herlighed allerede bliver en virkelighed for os og bærer os midt i hverdagens små og store genvordigheder og tænder håbet selv i en tid, hvor vi oversvømmes af nyheder om en verden, der lider, og hvor ondskaben råder.
Søndag formiddag på adventens første søndag, mens jeg sad og sang adventens salmer, var det, som om tyngden og mørket fra verden og mit eget liv lettede, og jeg så et glimt af Guds herlighed. Det var kun et kort glimt, hvor al elendighed forsvandt, men mere skulle der ikke til, for at alt pludselig var forvandlet.
Der var stadig krig og naturkatastrofer ude i verden, og mine egne problemer var heller ikke forsvundet fra jordens overflade, men jeg så ind i Guds virkelighed, i evighedens evighed, og i glansen derfra så jeg, hvem der har magten – at dødens magt er overvundet, og Satans ondskab har tabt.
Det er nu blevet hverdag igen, og tonerne fra adventssalmerne er klinget af. Men virkeligheden i adventens budskab er stadig den samme. Om jeg står midt i den synlige glans fra Guds herlighed som på 1. søndag i advent, eller denne verdens mørke, lidelse og ondskab igen synes alt for virkelige, så ved jeg, at alt dette er intet mod Guds kærlighed og magt. I håb og tro venter jeg på Herrens komme, at min og verdens Frelser skal fødes – at det skal blive jul.
