Hindrer politisk korrekthed stop af kristenforfølgelser?

Flere end 356 millioner kristne i 78 lande er forfulgte på grund af deres tro på Gud. Det er en stigning på fem millioner siden sidste år. Det viser Open Doors World Watch List 2024.

I forhold til hvilke lande, der er med på årets liste, er der ikke sket de store ændringer. Nordkorea ligger stadig på førstepladsen, efterfulgt af Somalia og Libyen.
Herefter følger en række afrikanske lande, Pakistan er på en syvendeplads og Indien på en ellevteplads.  Generalsekretær i Open Doors i Danmark Jens Kristian Lund Jensen gjorde indledningsvis rede for, hvordan volden mod kristne nu intensiveres, især i Afrika syd for Sahara.

Samtidig foregår der et hidtil uset antal kirkeangreb og lukninger. Særligt kirker i Kina er hårdt angrebne, hvor ti gange så mange kirker er blevet tvangslukkede det seneste år.  Kristne føler sig mindre og mindre hjemme i Mellemøsten og Nordafrika, fordi indstillingen til dem bliver mere og mere fjendtligt. Det er ikke bare tallene, som er skræmmende, fordi de vidner om, at volden mod kristne stiger kraftigt, men også selve intensiteten er gruopvækkende, understregede Jens Kristian Lund Jensen.

Af samme grund havde Open Doors inviteret fire folketingspolitikere, nemlig Katrine Daugaard fra Liberal Alliance, Lise Bech fra Danmarksdemokraterne, Helle Bonnesen fra Konservative og Mads Fuglede fra Venstre til hver især at komme med et bud på, hvad de som politikere vil gøre for at stoppe kristenforfølgelserne.

Ikke nok fokus på forfølgelser

Mads Fuglede (V) lagde ud med at pege på, at første skridt på vejen til at hjælpe forfulgte kristne er at erkende, hvor utroligt lidt problemet fylder i den danske politiske debat:

“Vi har ikke haft megen fokus på området. Flere og flere kristne lever desværre i utryghed og med frygt for, hvad morgendagen måtte bringe. Det skal vi ikke acceptere. Det kræver politisk handling. Det er en kolossal vanskelig og vigtig opgave.”

Katrine Daugaard (LA) fortalte, hvordan det var Open Doors, som havde givet hende en øjenåbner for, hvor lidt hun som folketingsmedlem egentligt vidste om kristenforfølgelser. Hun fortalte også, at hun var gået konkret til værks som medlem af Interparlamentarisk Union:

“De islamiske lande forsøger stort set hver gang at få ’forfulgte muslimer’ på som hasteemne. Vi hører intet om, at kristne bliver forfulgt og dræbt i muslimske lande. Jeg var imod at stemme for en somalisk præsident, fordi Somalia ligger som nummer to på World Watch List. Reaktionen fra mine danske kollegaer i Folketinget var forbløffende. De anså mig for at være racist. Der er stor nervøsitet for at tale om vold mod kristne. At vi ikke engang kan tale om det, når vi skal udvælge en præsident for en demokratisk international union, synes jeg er overraskende og skræmmende,” sagde Katrine Daugaard.

Lise Bech (DD) bemærkede også det tankevækkende i, at den største religiøse gruppe i verden er kristne, og at de samtidigt er det mest forfulgte religiøse folkefærd:

“Jeg er opvokset som kristen og sidder i menighedsråd. Derfor har jeg også en ren personlig interesse i emnet. Jeg gør, hvad jeg kan for at gøre opmærksom på problemet.” Også Helle Bonnesen (K) udtrykte et personligt engagement i sagen og kunne også  genkende tavsheden omkring kristenforfølgelserne:

”Jeg har siddet otte år i menighedsråd, hvoraf tre år var som formand. Her har vi aldrig beskæftiget os med kristenforfølgelse, men kun været optaget af kirke og kristendom i nationalt regi. I Konservative mener vi, at det er en dagsorden, der burde fylde mere.”

Noget for noget

Det første spørgsmål i debatten, som blev styret af kirke- og trosredaktør på Kristeligt Dagblad, Anders Ellebæk Madsen, gik på, om Danmark bør forhandle mere og bytte rettigheder for religiøse med udviklingstøtte til de lande, hvor forfølgelserne foregår og gøre det til et emne i handelsaftaler? Det var der delte meninger om i panelet.  Mads Fuglede mente ikke, at konkrete byttehandler er vejen frem:

“Man skal gøre det til en selvfølge at adressere den her problemstilling. Vi skal være i dialog med de lande og gøre klart, at vi forventer, at de lever op til nogle krav, når vi yder hjælp. Men der kommer ikke noget godt ud af komme med en klausul. Heller ikke i handelsaftaler,” svarede han.

Det var Katrine Daugaard slet ikke enig i. Hun mente, at det havde været helt på sin plads, at Danmark havde forlangt, at forfølgelsen af kristne skulle tages op i forbindelse med vedtagelsen af Koranloven:

“I det omfang, Danmark ikke er bundet af konventioner, kan man godt stille et krav om gensidighed. Hvis vi skal acceptere, at forkyndere fra X land må forkynde i Danmark – så må vi stille krav om, at kristne forkyndere har de samme rettigheder i X’ land. Da jeg præsenterede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for ideen om at komme med sådanne krav under behandlingen af Koranloven, svarede han, det var en vanvittig tanke og ikke en købmandshandel. Men jeg mener, at hvis vi giver noget, skal vi også have noget igen.”

En anden mulighed, som panelet også diskuterede, er at skære i ulandbistanden til de lande, hvor forfølgelserne er særlig grove.  Her var særligt Lise Bech fortaler for at presse landene på økonomien:

“Vi bør støtte de lande, hvor det går i den rigtige retning. Vi må godt stille krav for de penge, vi giver. Når det gælder ligestilling, kvinders og homoseksuelles rettigheder er vi gode til at kæmpe og stille krav. Hvorfor vil vi ikke sige noget, når det gælder religionsforfølgelse?” spurgte Lise Bech.

”Der er sådan en politisk korrekthed.
Vi er så pæne i folketinget,
at vi ikke får det sagt.”

Lise Bech (DD).

Mangler der harme?

Det fik ordstyreren til at spørge, om der mangler harme og indignation på vores trosfællers vegne? 

“Ja, vi er for dårlige til at få det sagt. I Vesten har vi et eller andet selvhad, når vi kommer ud til de lande, hvor forfølgelserne sker, som gør, at vi er bange for at pege på noget, der har med vores kulturkreds at gøre,” sagde Mads Fuglede. Også Lise Bech pegede på problemet hos os selv: “Der er sådan en politisk korrekthed. Vi er så pæne i folketinget, at vi ikke får det sagt.”

Generalsekretær Jens Kristian Lund Jensen kunne også svare et stort ja til, at der mangler handlekraft og harme fra vores politikere og sagde: “Er det så vigtigt at fordoble handelsaftaler? Er der kun mammon, eller har vi noget, der hedder værdier, som vi vil kæmpe for?”

Starter forfølgelserne hos os selv?

Hvordan man bryder med den politiske korrekthed som den største hæmsko for at stoppe kristenforfølgelser, kom også til at præge debatten med tilhørerne i salen.

Særligt et spørgsmål fra en kvinde gav anledning til at overveje, om forfølgelsen faktisk starter hos os selv, uden at vi har erkendt det:

“Jeg bliver tit ked af det, når jeg læser avis som kristen, fordi jeg synes, jeg bliver angrebet. DR skriver ofte nedladende om kristendommen. Jeg synes, der er en form for – forfølgelse er måske ikke korrekt – men nedgørelse af kristendommen i Danmark, som gør det svært for jer politikere at turde sige noget. Er det noget, I også kunne tage op?” spurgte kvinden politikerne.

Ordstyreren rundede af med at fortælle, at han under et interview med den pakistanske kristne kvinde Asia Bibi, der sad fængslet for sin tro og blev dødsdømt, havde spurgt hende, hvad danske politikere skulle gøre? Hun svarede, at de skal protestere, hver gang grusomheder mod kristne finder sted. “Kender I nogen, der gør det?” spurgte Anders Ellebæk Madsen salen.

Svaret var en rungende tavshed.