Fængslende dokumentarisk roman fra retsopgørets tid

Forfatteren Linda Lassen har skabt et medrivende billede af mødet mellem den nazidømte Anna Lorenzen (1913-2007) og fængselspræsten Ruth Vermehren (1894-1983) med afsæt i egne erfaringer som fængselslærer og psykolog.

Det er et meget velskrevet værk, der går flere spadestik dybere end det faktuelle forløb ud fra skriftlige og især mundtlige kilder samt bøger, arkivmateriale og avisartikler. En navneliste indleder denne indsigtsfulde bog, som er en blanding af biografiske fakta og fiktion. Det kan måske for nogle læsere virke kontroversielt, at ledetråden er lys og håbefuld, når baggrunden er krigens mørke gru! Linda Lassen beskriver de to kvinders livsbaner parallelt med fokus på temaet: ”Kan noget være så ondt, at det ikke kan sones? Og kan venlighed ændre et andet menneskes livsbane?”

Den historiske baggrund til eftertanke

Anna og Ruths historie går tilbage til det juridiske opgør med de danskere, som havde støttet den tyske besættelsesmagt i perioden 1940-1945. Modsat det normale juridiske princip om, at man ikke lovgiver med tilbagevirkende kraft, indførte Danmark flere love og dødsstraf med tilbagevirkende kraft for at undgå folks selvtægt mod tyske kollaboratører efter maj 1945. Forfatteren viser, hvor svært begge kvinder havde det – på hver sin måde. Den ene med en livstidsdom, forhadt af medfangerne og krigsenke efter Hipolederen Jørgen Lorenzen, som hun var forelsket i og giftede sig med i fængslet. Han blev henrettet, men hun skulle leve videre – uden lyst og vilje til det dengang. Her trådte Ruth til som livline!

Dom, straf og det levede liv

Anna Lorenzen blev idømt dødsstraf for sin deltagelse i Hipogruppens virksomhed under besættelsen, men benådet mod sin vilje, fordi hun var kvinde! Hun skulle i stedet afsone en livstidsdom og blev løsladt og udvist af Danmark i 1956, da lovene gradvis blev lempet fra 1946 og frem. Hun boede resten af sit liv i Tyskland og var i mange år aktiv i humanitært arbejde med krigsskadede børn. Da hun voksede op i en fattig familie med mange yngre søskende, fik hun tidligt erfaring med at passe børn og hjalp dem livet igennem, senere også de krigsskadede børn.

Fængselspræstens vedvarende hjælp

Ruth Vermehren arbejdede i mange år som ulønnet fængselspræst uden mulighed for at blive ordineret. Hendes historie vidner om, hvor svært det var for kvindelige præster at blive ordineret. Det skete først i 1948, da Ruth var 54 år. Det var også en kamp at insistere på en rimelig behandling af fangerne og deres forhold. Hendes sidste indsats var at overtale myndighederne om vigtigheden af at aflønne en fængselspræst – ikke blot en tilkalde præst. Hun modtog ved sin afsked ridderkorset og er siden blevet anerkendt både nationalt og internationalt.

Ruths holdning var: ”Man kan altid finde et menneske i en lovovertræder!”

Linda Lassen: Anna og Ruth – den nazidømte og fængselspræsten. 437 sider. 300 kr. Forlaget Hovedland