Giv Gud plads
Det er vigtigt, at vi deler vores vidnesbyrd om og vores tro på, at Gud kan gribe mirakuløst ind i vores og andres liv. Det styrker troen. Det er også vigtigt, at vi deler vores tro på og erfaring med, at Gud også er med os i det svære, når han ikke griber mirakuløst ind.
Guds storhed ændrer sig ikke, og menneskers vidnesbyrd om Guds betydning i deres liv kan være lige så stærkt fra mennesker, der har oplevet mirakuløs helbredelse, som fra mennesker, der har oplevet Guds nærvær igennem lidelse. Selvom det i mange situationer kan være svært at forstå, hvorfor Gud ikke griber mirakuløst ind, så er det dog altafgørende for vores tro og håb, at han kan gribe ind. Så er der nemlig håb i magtesløsheden – hvilket er så uendeligt meget anderledes end håbløshed i magtesløshed.
Det kan være svært at forstå, hvorfor Gud ikke griber ind, når han kan, men det ville faktisk være endnu værre, hvis han slet ikke kunne. For et par søndage siden handlede prædiketeksten i Folkekirken om bespisningen af over 5.000 mennesker i ørkenen. Der var fem brød og to fisk til flere tusinde mennesker. Håbløst umuligt. Men ikke for Gud. Han er til hver en tid i stand til at skabe en løsning på vores problemer og udfordringer, som går langt ud over, hvad vi overhovedet kan forestille os som en løsningsmulighed.
Men selvom Jesus var i stand til at gøre den slags mirakler, så kan vi alligevel læse et andet sted, at disciplene gik og plukkede korn på marken, fordi de var sultne. Det er da et sølle måltid, når man går rundt sammen med en, der kunne knipse med fingrene, og så var der lækkert brød til alle. Mon ikke disciplene engang imellem har tænkt det samme? Eller måske ligefrem spurgt Jesus lidt forsigtigt, ”du, Jesus, det der du gjorde med de fem brød og to fisk, det er vel ikke noget, du kunne gøre igen, for vi er egentlig ret sultne…”.
Og hvorfor havde de overhovedet brug for en kasserer, som vi får at vide, at Judas var, og en pengebeholdning, når nu Jesus kunne tage sig af dem? Jeg ved det faktisk ikke, men det fortæller os noget, som mange kristne har erfaret gennem tiden, at selvom vi kan stole 100 procent på Gud, selvom Gud altid kan give os, hvad vi har brug for, og selvom der helt klart er større sandsynlighed for, at Gud griber mirakuløst ind, når vi virkelig ikke har andre udveje, så forventer han faktisk, at vi samtidig gør alt, hvad vi selv kan og ikke bringer os selv i unødvendigt svære situationer.
At stole på Guds indgriben er ikke en smutvej til from dovenskab. Der er en hårfin balance mellem dumhed og tillid og en svær balancegang mellem at tage ansvar samtidig med, at man overgiver ansvaret – og æren. Der findes ikke en nem formel, vi må bare øve os. Jeg har hørt en klog præst sige, at kodeordet er at give Gud plads. Det, tror jeg, er rigtigt. Så lad os øve os i det at give Gud plads.
