Seks timer på tømmerflåde med kontaktgruppen – uden mobilen

På Sædding Efterskole har vi til skoleåret i år korrigeret lidt på vores mobiltelefonpolitik. Det er en tilbagevendende diskussion, hvordan vi agerer klogt som efterskole i et landskab, hvor de digitale medier fylder mere og mere. 

Vi har en rammesætning som lyder, at telefonerne kan være i lommen på lydløs, men er de fremme i fællesområderne, så inddrager vi dem i tre dage. Vi opmuntrer dem til at lade dem ligge på værelserne.  I år har vi tilføjet et nyt element, hvor man på frivillig basis kan aflevere sin telefon om natten. Når eleverne har været på skolen i to uger, så indfører vi en 14 dages prøveperiode, hvor alle skal aflevere deres telefon om natten, og herefter vender vi tilbage til den frivillige ordning.

I skrivende stund har vi været i gang i 14 dage, og der er ikke mange, som har benyttet sig af den frivillige ordning de første to uger  Vi er spændte på, hvad de næste to uger bringer, hvor det bliver obligatorisk at aflevere dem. Vi håber inderligt, at der er nogen, som ser nye perspektiver i at undvære sin telefon fra kl. 22 til næste morgen.

Vi håber, at det gør noget godt for værelsesfællesskabet, at de opdager værelseskammeraten på en ny måde. Vi håber, at det gør noget godt for deres søvn – at de får bedre og tidligere søvn. Vi håber, at flere elever efterfølgende vil gribe den frivillige ordning og benytte sig af tiden på værelset om aftenen til at få talt sammen – evt. bedt sammen eller på anden vis få delt dagen.

På vores introtur sejler vi på tømmerflåder, og den første dag er man på flåden i seks timer sammen med sin kontaktgruppe.  Lærerne kan berette om, at der efter noget tid opstår en vis form for rastløshed hos flere af eleverne.  Når man vugger ned ad Vorgod/Barde å, så opstår der efter nogle timer en vis form for kedsomhed, og her bliver det tydeligt, at nogle elever er i ukendt land. Normalt har de altid adgang til en form for distraktion via en telefon, men det kan de ikke her.

For nogle af eleverne er det faktisk ikke så nemt. Men det er netop i de her situationer, at eleverne og lærerne skal opfinde noget selv.  Det er her vandkrigen starter, det er her legen med tang begynder. Det er her nysgerrigheden på de andre opstår, og grundlaget for nye gode venskaber kan tage form.

Vi ved, at kedsomheden er god, for lige bagefter kedsomheden venter de kreative ideer, måske fordybelsen, hvis man kan holde fokus, måske eftertænksomheden, eller et andet menneskeligt fællesskab, hvor indholdet bliver hentet fra det, de hver især bringer ind i samtalen.  Vi ved, at den slags er værdifuldt og langtidsholdbart, og vi vil så gerne vise eleverne, at det er enormt værdifuldt.

Vi kunne godt have tvunget eleverne til at aflevere deres telefoner alle nætter igennem hele skoleåret. Måske ender vi også med at gøre det engang.  I første omgang håber vi, at de kan se værdien i det, vi tilbyder dem, og at det indlejrer sig på et dybere plan – at eleverne tager det med sig i livet fremover, at det bliver langtidsholdbart og ikke bare noget, der eksisterer på en efterskole.