Sing along with God

Nogle spiller badminton, nogle hopper i elastik, nogle spiser flæskesvær, og andre dyrker sejlsport.Marie Madsen, 19, er lovsangsleder, og sammen med 16 andre unge tog hun i vinterferien til England efter inspiration.

Marie Madsen (yderst til højre) tog i vinterferien til London for at besøge nogle forskellige kirker.

– I september 2006 startede vi ungdomsgudstjenester (G2) i Odense Bykirke hver søndag, og jeg tror, det er sundt at komme ud og erfare andres måde at holde gudstjeneste på. For mit vedkommende var også lovsangen i de forskellige kirker en magnet, da jeg selv er engageret som lovsangsleder i G2.

Marie og de andre unge oplevede 4 meget forskellige kirker, og ind imellem kunne en vis kulturforskel anes. I Vineyard Church holdt man fx en pause undervejs i gudstjenesten, hvor alle fik udleveret en donut.
– I Kensington Temple var vi ikke til en rigtig gudstjeneste, men nærmere et ungdomsarrangement. Aftenen var meget underholdende, og da bordene blev rykket til side, diskokuglen kom op, og DJ’en spillede op med en blanding af kristen og ikke-kristen dansemusik, måtte jeg bare overgive mig fuldstændig til sådan en måde at bruge en kirke på! Deres livs- og danseglæde kom for alvor til udtryk.

Hvordan oplevede I den omtalte Hillsong Church?
– I Hillsong Londen var vi til en gudstjeneste, som vi var temmelig uenige om i gruppen internt. Nogle havde fundet det overfladisk, for showpræget og uoverskueligt, mens andre virkelig fik en oplevelse af Gud. Jeg selv var meget positivt overrasket – jeg havde forventet mere show og mindre Gud, men det var helt modsat. Talen var fantastisk, og det hele var af høj kvalitet. Folk var utroligt imødekommende, og det gav en varm stemning.
Det var en stor oplevelse for 3.g’eren, Marie, at synge til Gud sammen med tusindvis af andre unge.
– Vi hørte om, hvordan kirken er vokset i tillid til, at Gud vil sørge for dem. De voksede ud af den ene teatersal efter den anden, men Gud har sørget for, at de har en bygning at være i.

– Min klare favorit var Holy Trinity Brompton (HTB), som er den kirke, Alphakurserne stammer fra. Kirken er anglikansk, og gudstjenesterne foregår i et kirkerum, som svarer til en dansk folkekirke.
Lovsangen i HTB var akustisk inspireret og passede godt ind i det gamle kirkerum, men for Marie var lovsangen slet ikke det afgørende.
– Det var bare sådan, at jeg havde lyst til at blive siddende derinde efter gudstjenesten. Mange fra gruppen oplevede – uafhængigt af hinanden – det samme, og vi blev enige om, at Hillsong ville være et supersted at invitere sine ikke-kristne eller ny-kristne venner med hen. HTB var derimod mere i den eftertænksomme stil, men dog stadig festlig – og her vil folk, som har været kristne i lang tid, nok ofte vil føle sig rørt. Dér mærkede jeg virkelig Guds nærvær helt personligt.

Der var seksten unge med på turen til London.

– Generelt var det et udpluk af de forskellige kirker, som inspirerede mig. Omgangsformen, visionen, lovsangen og mentaliteten i dem fik mig til at tænke over, hvordan vi selv gør i Danmark og helt specifikt på G2.
Selvom de 17 unge havde deres eget fællesskab, var det vigtigt for dem at blive mødt med åbne arme til gudstjenesterne.
– I en kirke som HTB er det mit klare indtryk, at folk har øje for hinanden. Også i Kensington Temple, Vineyard og Hillsong oplevede vi, at folk havde øje for hinanden og også for os. Der var smil og god stemning – og det lægger man meget mærke til, når man kommer udefra.
Hvad tog du, som lovsangsleder, med dig hjem fra London?
– Jeg synes altid, at det er inspirerende at se andre lovsangsledere i aktion. Både hvad angår opførsel på scenen, sangvalg, opbygning, arrangementer osv. Og der har jeg helt sikkert også fået inspiration med hjem. En af sangene fra HTB skal vi faktisk synge i kirken på søndag.
I Maries tjeneste som lovsangsleder kunne hun også bruge andet fra Hillsong Church end sangfornyelse.
– I Hillsong talte præsten om det at gå på en andens initiativ. I dag er der meget fokus på dem, der står på scenen og dem, der åbent engagerer sig i kirken. Måske får vi ikke al responsen og al credit for det, hvis vi er mindre synlige, men hvis det er et initiativ, der er givet af Gud, så må vi turde det alligevel. Det handler let om prestige – også i kirken, desværre, – og den tale mindede mig om, hvor essentielt det er at være ydmyg overfor Guds plan og initiativ.