Jesus-film snart på 1000 sprog

Selskabet bag Jesus-film fra 1979 anslår, at filmen er set mere end 6 milliarder gange.I løbet af maj bliver filmhistoriens absolut mest sete film oversat til sprog nummer 1000.

Jesus-filmen vises af en missionær i det fri på torvet i en landsby. Der kommer normalt flere hundrede mennesker ved sådan en forevisning, der ofte gentages flere aftener i træk, som her ved en fremvisning i Zambia.

Filmen er allerede vist i alle verdens lande, og selskabet bag har sat sig som mål, at den skal oversættes til samtlige 1400 sprog i verden, der tales af mere end 100.000 mennesker. Arbejdet med yderligere 200 oversættelser er allerede i gang.
Der er hverken tale om Borte med Blæsten, Titanic, Sound of Music eller andre af filmhistoriens største titler, men om en bibelfilm fra 1979, som på dansk har fået titlen ”Jesus – manden der ændrede historien”.
”The Jesus Film Projekt”, der administrer filmen, anslår, at den er set mere end 6 milliarder gange, når alle seere tælles med, også dem der har set filmen mere end én gang. Og tallene skulle være troværdige, da der efter hver fremvisning skal aflægges rapport til hovedkontoret i USA.

Folk stimler sammen

Filmen bruges især af kristne missionærer rundt om i verden, der kører rundt med mobile fremvisere og lærreder og viser filmen i gaderne, når mørket sænker sig over landsbyerne. I mange landsbyer er det befolkningens første møde med filmmediet, og ofte kommer alle mand af huse.
– Folk stimler sammen, når de ser, at der sker noget. Til en almindelig fremvisning kommer der normalt 300-400 seere. Ofte er der kun få siddepladser, så mange må stå op under hele filmen, der varer ca. to timer. Alligevel kommer folk igen aften efter aften for at se filmen, siger den norske missionær Kai-Even Bjørdal til den norske avis Dagen.
Han har turneret rundt med filmen i det afrikanske land Mali, hvor cirka 90 procent af befolkningen er muslimer. Alligevel har landets statslige tv-station i flere år vist Jesus-filmen som tv-serie i påsken.
Og det er slet ikke udsædvanligt, for ifølge ”The Jesus Film Project” er filmen vist på tv i 176 lande verden over.

Millioner er
blevet kristne

Ideen til at lave en missionerende film om Jesu liv opstod i 1950’erne hos amerikaneren Bill Bright. I 20 år arbejdede han med projektet, der efterhånden involverede flere hundrede personer og en række kirkesamfund. Udfordringerne var bl.a. at lave en film i høj kvalitet og med appel til alle aldersgrupper. Desuden skulle manuskriptet være så enkelt, at det var let at oversætte, og præsentationen af Jesus skulle være teologisk acceptabel for alle kirkesamfund.
Derfor blev resultatet et manuskript, der tager udgangspunkt i Lukasevangeliets beretninger om Jesus, og alle Jesus-replikker er taget direkte fra Bibelen.
Filmen blev i starten distribueret af det kendte Warner Brothers, og det første år blev den vist i over 2000 amerikanske biografer.
Ifølge ”The Jesus Film Project” satte filmen sig spor allerede, mens den blev til. Organisationen oplyser, at flere af medarbejderne blev kristne i forbindelse med produktionen. Og det anslås, at over 200 millioner seere over hele verden er blevet kristne efter at have set filmen.