Vi er ikke alene

Af Erik Dahl, der er gymnasielærer
og bor i Lem ved RingkøbingJesus sagde: ”Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. (Johannesevangeliet 15,26-27)

Erik Dahl

For 20 år siden mødte jeg en hellig mand. Jeg var i erhvervspraktik hos provst Glad i Nr. Nissum. En dag skulle vi på besøg på alderdomshjemmet. Provst Glad var god til at snakke, bede og synge salmer med de ældre.
Da vi stod uden for døren, sagde Glad: ”Du bliver måske lidt forbløffet, for rollerne bliver nok byttet om.” Vi bankede på og kom ind. Der var en særlig varme. Og det skyldtes ikke manglende udluftning. Nej, der var en forunderlig fred i det lille rum. Det var også det eneste mystiske, for der sad bare en gammel, halvstor mand.

Himlen rørte jorden

Provsten og den gamle småsnakkede lidt. Så spurgte provsten, om den gamle havde et ord til os. Det var den omvendte verden! Den gamle fandt sin slidte Bibel frem, og så vidnede han om Jesus. Vidnede om, hvad Jesus havde gjort for ham og os.
Mandens hemmelighed var, at han havde sin fred i det, som Jesus havde gjort til frelse for ham – og intet er mere trygt i denne verden. Efter et par minutter sluttede vidnesbyrdet. Han bad præsten bede en bøn, så listede vi ud af værelset, hvor himlen rørte jorden.

Hvem kan
forsvare en løve?

I prædiketeksten kalder Jesus os til at være vidner. Vi skal ikke være hans forsvarere – hvem kan forsvare en løve? Nej, vores opgave er at være Jesu vidner.
Og hvad kendetegner så et vidne? Jo, siger Jesus, ”I har været med mig fra begyndelsen.” Et vidne er altså en, der har set Jesus og følges med ham – og det skal vi så vidne om. Såre simpelt – hverken mere eller mindre.
”Jeg vil ikke lege med Mikkel, for han tror ikke på Jesus,” sagde min femårige søn engang. Vi måtte så snakke lidt om, om det nu var smart. Men heldigvis hørte min søn ikke efter, for da de legede sammen igen et par dage senere, forklarede sønnen: ”Nu har jeg fortalt ham om Gud, så nu tror han også lidt.”

Der blev stille
under bilen

På min hjemegn var en missions-mand på værksted med sin bil. Da mekanikeren ikke kunne nå svensknøglen fra sin liggende stilling under bilen, bandede han: ”Til helvede med den svensknøgle.” ”Så tror jeg bare, du skal putte den i lommen, med det sprog du bruger,” sagde missionsmanden … så blev der stille inde under bilen. Vi er kaldet til at være vidner i ord.
Jeg har også haft elever, som nok vidnede med ord om Jesus, men hvis eksistens faktisk var en duft af liv til liv. Igen er hemmeligheden et tæt samliv med Jesus – her henter vidnesbyrdet sin kraft.

Jesus må advare os

Men så er det, at Jesus må advare os. For begynder vi først at vidne om ham, ja, så vil det gå os, som det gik ham. Så vil folk omvende sig eller overveje, hvordan de kan slå os ihjel!
Når verden hadede ham – hvor meget må den så ikke hade dem, som klynger sig til ham? Det burde ikke overraske, og alligevel piber i hvert fald jeg gevaldigt, når det sker!

Vi er ikke alene

Men Jesus siger også: I er ikke alene! Indtil nu har Jesus selv stået mellem disciplene og modstanderne, indtil nu har han selv taget huggene fra modstanderne, men fra pinse er det slut. Så er vidnerne i første række.
Men vi er ikke alene! Talsmandens komme handler netop om, at Jesus ikke kun ville være hos os, dø for os, men at han også vil være i os!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vi er i Guds hånd

Jeg har en vendetegning. På den ene side er et lille barn, som sover trygt i Guds kæmpemæssige hånd. Vendes papiret, er der et billede af en romersk soldat med sværd og skjold, men også han står i den kæmpemæssige hånd! Det er kristenlivet: På indersiden er vi trygge og hvilende. På ydersiden er vi kæmpende vidner. Men det er ikke det væsentligste ved tegningerne.
Det væsentligste er, at vi er i Guds gode hånd – både når vi føler det, og måske særligt når vi ikke føler det. Vi er ikke alene.
Kristeligt Pressebureau