Jeg tror på Gud – men stoler jeg på ham?
For en del år siden havde min mand og jeg brug for et bibelskoleophold, før min mand blev fuldtidsansat som præst i vores kirke. Vi ville gerne til YWAM (Ungdom Med Opgave) i USA. Vi følte Guds fred og gjorde os klar til at tage af sted med vores tre børn.
Det udfordrende punkt for mig var, at vi var nødt til at sælge huset for at kunne købe billetter osv. Det var meget svært for mig at slippe denne ”livline,” som jeg følte, at huset var. Forstået på den måde, at hvis vi ikke havde huset, som vi var ”nødt til” at komme hjem til, var jeg ikke sikker på, at vi overhovedet ville komme hjem til Danmark igen. Jeg var bange for, at Gud kunne finde på at kalde os til ”missionsmarken” et eller andet fjernt og primitivt sted i verden. Noget, jeg absolut ikke havde lyst til.
Jeg forestillede mig åbenbart, at Gud havde en bagtanke med at ”lokke” os af sted; væk fra Danmark for så at fortsætte med at lede os til andre steder, hvor jeg ikke havde lyst til at være. Jeg ville selvfølgelig sige ”ja” til, hvad Gud end ønskede, at vi skulle gøre, men jeg ville gerne have vores hus som undskyldning for, at vi ville være nødt til at komme hjem til Danmark igen.
Disse tanker kulminerede en søndag under en gudstjeneste, hvor jeg sad og kæmpede med tankerne og bad om, at vi ikke blev nødt til at sælge huset. Pludseligt så jeg tegnefilmen ”Aladdin” for mig; den scene, hvor Jasmin står udenfor oppe i et tårn, og Aladdin kommer flyvende på et tæppe hen til hende. Aladdin udfordrer Jasmin til at træde ud fra tårnet; ”ud i det blå”. Jasmin kan ikke se tæppet, da Aladdin rækker hånden frem og spørger hende: ”Stoler du på mig?”
Det var dette spørgsmål, jeg følte, at Gud stillede mig: ”Stoler du på mig?” – stoler du på, at jeg vil dig noget godt og ikke har skjulte dagsordener? Kan du tro på, at jeg vil føre jer hjem til Danmark igen, uden at du behøver at have et hus som sikkerhed?!
I mit hjerte kunne jeg ikke andet end at sige ”ja” til ham. Hvis jeg ikke kunne stole på ham, hvad var min tro så? Nu, her mange år senere, undrer det mig, at jeg ikke havde tiltro til, at Gud var til at stole på, at jeg kunne frygte, at han ville snyde mig og sende mig hen, hvor jeg ikke ville være. At Gud flytter rundt med mennesker som brikker på et skakbræt.
Også dengang ville jeg gerne være lydig mod min Gud, men mit Gudsbillede var ikke funderet nok i troen på hans store og omsorgsfulde kærlighed til sine elskede børn. Heldigvis gav han mig et andet billede af sig selv med tiden (Men dette er en anden historie).
