Kirkedage
Kirkedage gav ny inspiration

Med næsten 3000 deltagere var Danske Kirkedage 2007 tæt på at sprænge grænserne i Haderslev.- Jeg er så træt, men propfyldt af inspiration, som jeg skal hjem og fordøje, lød det sent sidste lørdag fra en udmattet, men storsmilende Anne Jensen fra Odense.

Med over 3000 deltagere blev Danske Kirkedage i Haderslev en stor publikumsmæssig succes.

Sammen med næsten 3000 andre tilbragte hun Kristi Himmelfartsferien i Haderslev under temaet ”Kirke over grænser” ved Danske Kirkedage 2007.
Og der blev brudt både landegrænser og grænser mellem kirkelige traditioner, efterhånden som det enorme program blev afviklet i Haderslev Idrætscenter. Store fællessamlinger og hele 90 seminarer fyldte de fire dage til bristepunktet. Og dertil kom et mangfoldigt program for både børn og unge.

Ny inspiration

– Det har været meget berigende at møde mennesker fra andre kirkelige traditioner. Selv kender jeg mest til Folkekirken, men jeg har fået øjnene op for, at der også er andre måder at fejre gudstjeneste på, end den jeg er vant til, fortæller Anne Jensen.
For hende blev kirkedagenes bønneværksted én af de bedste oplevelser.
– Jeg har mest bedt faste bønner som f.eks. Fadervor. Når jeg selv har prøvet at formulere en bøn til Gud, er jeg ofte gået i stå, fordi jeg syntes, det var akavet at sidde og tale til Vorherre. Men nu har jeg fået nogle redskaber med hjem, så jeg forhåbentlig kan få styr på det, smiler hun og vifter med en tætskrevet notatblok med tankegods fra Kirkedagene.

Program i særklasse

For flere af deltagerne var det store opbud af kirkefolk i sig selv inspirerende.
– I den kirke, jeg kommer i, er vi normalt færre end 20 til gudstjeneste. Selvfølgelig afhænger gudstjenesten ikke af, hvor mange man er. Men jeg elsker at synge, og det er altså en helt anden oplevelse, når man er mange samlet, fortæller Kaj Løkke fra Vestsjælland. Han har deltaget i Kirkedagene siden starten i 1960’erne, og for ham var dagene i Haderslev de bedste i nyere tid.
– Jeg synes, at programmet har været helt i særklasse. Der har været noget for enhver smag, og det har været svært at vælge mellem lækkerbiskenerne, siger han og fremhæver lørdagens koncertforedrag med Michael Falch som højdepunktet.

Kanon stemning

Der var fuld fart over feltet i Kirkedagenes ungdomstelt. Foto: KP

Selv om Danske Kirkedage traditionelt tiltrækker den modne del af menigheden, var der gjort et stort stykke arbejde for at gøre kirkedagene attraktive for den yngre generation. I en selvstændig ungdomslejr, få hundrede meter fra idrætscenteret var der linet op med musikfestival, workshops og råhygge i et telt med bløde lænestole.
– Stemningen har været helt kanon, og det har været superfedt at møde andre unge kristne, fortæller Pernille Hansen, der er aktiv i FDF, men synes, at kirken generelt er kedelig og farveløs.
– I ungdomslejren har vi haft kirke på en helt anden måde. Vi har haft det sjovt, men har også haft alvorlige emner som tro og kærlighed på programmet. Det har været en dejlig oplevelse, siger hun og får straks medhold fra veninderne.

Næste gang i Viborg

Ved søndagens store afslutningsgudstjeneste deltog præster og repræsentanter fra op mod 50 kirkesamfund og kirkelige organisationer. Sammen med knap 1300 tilhører i idrætscenteret så de Viborgs biskop Karsten Nissen modtage en vinplante på scenen som et tegn på, at den midtjyske domkirkeby skal arrangere de næste kirkedage i 2010.

Læs mere