Aviser og tro i toget
Jeg sad for nylig i en stillekupé i toget på vej til København for at møde min søn og hans forlovede og foretage nogle ærinder. Og havde medbragt et par eksemplarer af kirkeavisen Udfordringen, som jeg læste på vej dertil.
Da jeg havde læst den ene avis, lagde jeg den på sædet ved siden af mig, og da fik jeg tanken – tilskyndelsen – at jeg ikke skulle tage de to aviser med ud af toget.
Det var lidt træls, syntes jeg i første omgang, fordi andre passagerer så måske ville synes, at jeg ikke ryddede op efter mig, men der var nok en mening med det, besluttede jeg, så jeg ville bøje mig for det. Netop da jeg havde besluttet det, trådte en kvinde ind i toget og satte sig skråt over for mig.
Hun kiggede meget interesseret på kirkeavisen på sædet ved siden af mig og begyndte at tale om gratisaviser. Jeg svarede, at det var en avis om tro, og at det var min, men hun meget gerne måtte få dem begge – jeg var snart færdig med at læse den anden. Så fortalte hun, at hun var livstruende syg og ville læse dem på hospitalet. Jeg fortalte, at jeg gennem årene havde skrevet om mange, der var blevet hjulpet af Gud i forbindelse med sygdom.
Hun sagde, at hun ikke var nogen særlig … underforstået; hvorfor skulle Gud så hjælpe hende? På dette tidspunkt var der en passager, der gjorde opmærksom på, at vi sad i en stillekupé. Det havde jeg fuldstændig glemt i overraskelsen og glæden over Helligåndens gode koordinering – og jeg skyndte mig at undskylde for os begge. Kvinden forklarede, at hun ikke var vant til at køre med tog og tav så også.
Jeg skrev i stedet nogle ord ned til hende. Om at for Gud er alle lige, og at Gud hjælper den, han vil. Samt noget i stil med, at når vi beder Fadervor hver dag, så kan vi også i forlængelse heraf bede om helbredelse … Desuden skrev jeg, at jeg ville bede for hende. Vi stod i øvrigt kort efter af på samme togstation, hvor jeg gav hende sedlen og fortalte, at jeg også selv flere gange havde oplevet stor hjælp til helbredelse fra oven – og synes, det er godt at tage imod hjælp fra både læger og Gud.
Hun var et sted i sit liv, hvor hun var meget åben for at tage imod, for når lægerne giver op, er det rart at vide, at Gud også kan gribe ind og helbrede. Når vi henvender os – gerne helhjertet og ydmygt. Da jeg efter togskiftet nogle minutter senere stod af metroen på Kongens Nytorv, lå en hjemløs kvinde og sov på trappeopgangen. Jeg havde ingen kontanter, men lagde en pose kanelgifler til hende … som jeg ellers havde tænkt mig at forære min søn, som var glad for dem som barn.
Den hjemløse kvinde sov stadig en time senere, hvor min søn gik forbi hende og bemærkede kanelgiflerne, inden vi mødtes for at nyde en fridag sammen. Hvor ville jeg ønske, der fandtes et landsdækkende telefonnummer, man kunne ringe til, når mennesker så synligt er i nød. Og hvor man vidste, at venlig, u(for)dømmende, ikke-stresset assistance ville komme og tilbyde hjælp – uden at stille krav om dokumentation … Men det findes måske allerede, uden at jeg ved det? Det håber jeg.
