Forsmag på alderdommen

Sidste sommer fik jeg en forsmag på, hvad det betyder – i hvert fald for nogen – at blive gammel.

Jeg havde været ude på en af mine mange, lange og energiske gåture og var kommet vel hjem. Men så skete der noget i min fod. Pludselig jagede der en smerte igennem den, og jeg opdagede, at jeg umuligt kunne støtte på den. Med hjælp fra venner kom jeg igennem de første uger og kunne efterhånden igen gøre rent og gå på indkøb og på andre små ture ud af huset. Men bedst som foden langsomt var ved at bedre sig, fik jeg en frossen skulder, som siden har begrænset mine aktiviteter til, hvad man kan gøre med én arm. Heldigvis er det min venstre arm, der har problemer, så livet er ikke helt så besværligt, som det kunne have været.

Mine skader har imidlertid udelukket mig fra nogle af mine yndlingsbeskæftigelser: lange gåture og håndarbejde. Da jeg ikke kunne støtte på min fod, føltes det næsten klaustrofobisk ikke at kunne gå ud på nogle af mine kilometerlange ture men blot se verden leve videre udenfor vinduerne, mens mit liv syntes at være sat på standby. Og mine hænder, som er vant til at være i gang med et strikketøj eller anden håndarbejde, aner nu ikke, hvor de skal placere sig.

Ja, det har passet min virketrang så dårligt, at jeg endda – for at begrænse mine begrænsninger mest muligt – for første gang i mit liv var inde på seniorhjemmesider for at se på hjælpemidler som fx krykker og en såkaldt Book Seat, som kan agere arme, når man læser i en bog. Nu er mine skader på fod og skulder jo heldigvis forbigående, om end den frosne skulder trækker i langdrag. Men det sidste år har alligevel været en lille forsmag på, hvordan det kan ende, når man bliver gammel, og kræfterne tager af, og sygdomme kommer til.

Udfoldelsesmulighederne tages fra en, og kontrollen over ens liv og hverdag skrumper ind. Selvom det er et privilegie at have nogen, der vil og kan hjælpe, har jeg fundet ud af, hvor svært det er at give slip på kontrollen og sine ønsker. Samtidig har det fået mig til at tænke på en verselinje i sangen ”Lær mig at kende dine veje”: ”og for hvert håb, som dør hernede, / får jeg et håb i himlen mer”.

Gud har i sin visdom indrettet menneskelivet sådan, at vi med alderen pga. svigtende kræfter, sygdom og tab af familiemedlemmer og venner tvinges til at give slip på mere og mere, som vi har klynget os til i denne verden. Det lyder måske tungt, men i virkeligheden befrier det os til at løbe Jesus i møde den dag, han kommer og henter os.