Jair Melchior: – Det handler om omsorg

Jeg var forberedt på at høre beretninger om jøder, der mærker konsekvensen af en stigende antisemitisme i Europa, da jeg mødtes med Jair Melchior på den jødiske skole på Østerbro. Skolen har fået flere elever efter krigen brød ud, både fordi israelere er flyttet til Danmark, og fordi det ikke altid er let at være jødisk barn i en almindelig dansk skole. Men selvom mange danske jøder er påvirket af den voksende modstand og af krigen i Israel, er det noget helt andet, Jair brænder for at tale om. Hans fokus er på forsoning og håb.

En unik støtte

”Støtten fra det danske samfund lige efter terrorangrebet var helt utrolig og overraskende,” siger Jair. ”Forståelsen for, hvad vi oplevede, var uhørt stor i forhold til, hvad jøder i resten af Europa har oplevet. Der var opbakning fra hele det politiske spektrum. Det var ikke nødvendigvis opbakning til Israels politik, men omsorg for os som jøder. Da der var et arrangement ugen efter angrebet, kom der repræsentanter fra alle partier fra det yderste venstre til det yderste højre, og dronningen var til stede i synagogen. Det skete ikke noget andet sted, og det siger en del. Men vi vidste også godt, at når krigen startede, ville stemningen ændre sig. Det var forudset.”

Omsorg i stedet for diskussion

”Jeg valgte at gå ud og tale om, hvordan vi er over for hinanden internt i Danmark, og om at vi skal vise omsorg på tværs af meninger. Jeg nægtede at tale om konflikten, for det nytter ikke at diskutere, når man ikke kan lytte. Jeg er ellers meget for debatter, men man skal kun diskutere, hvis man kan lytte – ikke når følelserne er meget stærke. Dér skal man i stedet have omsorg. Det er lige meget, hvordan man bliver ramt. Når ens familie eller venner bliver ramt, er følelserne lige stærke uafhængigt af, om det er mere eller mindre retfærdigt.”

Jair henviser her til dronningens nytårstale, der efterfølgende er husket for noget helt andet. Men her brugte hun de første par minutter til netop at tale om følelserne hos dem, der har forbindelser dernede, og hvad det betyder for dem. Og som Jair understreger: ”Det var den helt rigtige måde at tale om det på. For det handler ikke om at pege fingre, det handler om omsorg.”

Historien giver håb om en løsning

Trods situationen, som den er i Israel lige nu, er Jair optimist:

”Jeg tror, at vi er tættere på en løsning i dag, end vi har været de sidste 20 år. Men vi har så heller ikke været tæt på en løsning i de år. Men vi er tættere på nu, for når man ser på historien, er de store forandringer kommet i kølvandet på store slag. Jeg ved ikke, hvad de forandringer vil være, men forståelsen af, at man ikke kan fortsætte på samme måde som hidtil, kommer ud af sådanne tilspidsede situationer, og det er vigtigt. Tag fx, hvad der skete i Israel efter Yom Kippur-krigen i 1973, hvor hele verden var påvirket af konflikten. Ingen kunne have forudset, at der 5 år efter kom en telefonopringning fra Egyptens leder, som sagde, at han ville komme på besøg. Egypten var dengang den første fjende og fare for Israel. Ud af det kom Camp David-aftalen. Ingen eksperter havde peget på, at det kunne gå i den retning.”

Noget af det samme skete ifølge Jair efter Den første Intifada i 1987-1992:

”Den var forfærdelig både for israelerne og palæstinenserne. Det var ikke sådan, at det kun var den ene side, der havde det dårligt. Også her måtte man indse, at det ikke kunne fortsætte. Det udmundede i det, man kalder Madrid-konferencen og senere Oslo-aftalen, som stadig er den gældende lov i Israel indtil i dag. Senere, efter Den anden Intifada i 2000-2005, trak man sig fra Gaza og fra nord. Så hver gang, man har haft en voldsom episode af vold fra begge sider, er der kommet en erkendelse af og forståelse for, at det ikke kan fortsætte på den måde. Så jeg håber, at den nuværende konflikt vil ende på samme måde. Jeg ved ikke, hvornår det sker, men jeg er optimistisk. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at ske, men jeg kender nogen, der arbejder på sagen. Men om det lykkes, ved jeg ikke.”

”Der er nogle optimistiske ting, vi må fokusere på,” fortsætter Jair. ”En af de største ting er det, som skete uden for Gaza efter 7. oktober, både hos de israelske palæstinensere og palæstinenserne på Vestbredden. De valgte, at de ikke ville gå med i krigen og tilslutte sig det, der foregår i Gaza. Det viser meget tydeligt, at de ønsker en fredelig løsning, og det gælder også folk i Gaza. Det betyder selvfølgelig ikke, at de er tilfredse med situationen, overhovedet ikke, men de ønsker at løse det på en fredelig måde. Så her er der en kæmpe mulighed for at finde en løsning. Men Gaza ligger i ruiner, og jeg håber, at Israel og andre lande kan være med til at fortælle en ny historie om genopbygning.”

”De andre begyndte”

Som Jair påpeger, vil man altid være utilfreds med den anden side, når man er i krig, og argumenterne for, hvem der har ansvaret vil tage udgangspunkt i forskellige syn på historien, og hvor og hvornår krigen begyndte:

”Men det er det dummeste, man kan gøre. Det er utroligt, at man kan argumentere seriøst på den måde. Man glemmer, hvad man har svaret sine børn, da de gik i børnehaven og kom med den slags argumenter. Dengang var vores svar, at det var ligegyldigt, hvem der startede. Du har ansvar for, hvordan du reagerede på det, selvom det er den andens skyld. Men det glemmer man i den nuværende konflikt. Det, som er virkelig trist, er, at begge sider har ret. Der er nogle rigtig gode argumenter for ikke at have tillid til den anden side både for israelere og palæstinensere. For på begge sider er der sket forkerte ting. Men det vigtigste er at se mennesket, og her kæmper begge sider for det samme. Begge sider forklarer, at den anden side er forfærdelig, fordi de er ligeglade med at ramme civile. Når de marcherer på gaderne i Danmark, marcherer de ikke med fortællingen om, at jøder skal dræbes, de marcherer for at sige, at israelerne dræber dem. Fortællingen er, at den onde anden side dræber civile og er lige glade med basismoralen. Og det næste er så, at man mener, at det retfærdiggør handlinger, man ellers ikke ville have foretaget.”

Her understreger Jair, at det er den samme fortælling fra begge sider, og at reaktionen på det også er den samme. ”Her mener jeg, det er vigtigt at se, at man faktisk har nogle grundværdier til fælles. Ser man det, kan man se mennesket. Dermed er der også grund til optimisme. For, hvis grundværdierne er de samme, er der plads til dialog.”

Jøders fremtid i Danmark

Man kunne tænke, at den stigende antisemitisme i Europa får danske jøder til at overveje at flytte til Israel. Men den nuværende situation har betydet det modsatte: ”Siden 7. oktober har vi haft en stor vækst i israelere, som er flyttet til Danmark.” Jair understreger også, at hvis det på den lange bane vil gå den anden vej, vil det snarere være, hvis spørgsmålet om omskæring tages op igen:

”Da det var oppe sidst, havde vi pludselig en følelse af, at vores tilstedeværelse var truet. Det var ikke et spørgsmål om jøder kunne bo her, men om jødedommen kunne. Debatten om omskæring ramte vores danske identitet, ikke vores jødiske identitet – og her blev vores jødiske identitet vigtigere end vores danske.”

Fokuser på at gøre godt

Mod slutningen af samtalen spørger jeg, hvad vi som kristne kan gøre for at støtte op om jøderne i den svære tid, de står i. Men også her fokuserer Jair ikke på ’dem og os’, men på forsoning og medfølelse overfor alle: ”Gør det, som kristendommen baserer sig på: Vær bedre mennesker for jeres naboer, skab et bedre samfund. Gå væk fra det onde. Fokuser ikke på at pege fingre. Fokuser på at gøre godt.”