Teenager lærte at have tillid på kristen efterskole

Lasse Christiansen er opskriften på en traumatisk opvækst. Forældrene blev skilt, da han var fem år. Selv druknede han sine sorger i mad og blev kaldt ”Fede” af både kammerater og pædagoger. Drengen mistede tilliden til mennesker
– indtil han fik Iben Dalgaard som personlig mentor på Skovbo Efterskole.Hvem nyder ikke at se et barn spille bold med sin far og mor i en park? Hvem glæder sig ikke over den livlige larm fra en skolegård under et frikvarter? Og ser tilbage på deres barndoms bekymringsløshed i et idyllisk skær.

Med Iben Dalgaard som personlig mentor på Skovbo Efterskole har Lasse Christiansen endelig fået den nødvendige hjælp og støtte, han manglede i sit barndomshjem.

Men ikke Lasse Christiansen. Opvokset i en misbrugsfamilie mistede han alle de ingredienser, et sundt tillidsforhold er gjort af. Forældrene blev skilt, da han var fem år, og siden har han været overladt til pædagoger og institutioner. Et lavt selvværd gjorde, at han ”flygtede ind i maden”, som han udtrykker det. Både skolekammerater og pædagoger kaldte ham ”Fede” og dermed var den onde cirkel sluttet. Indtil den blev brudt.
Det skete, da han kom på den kristne Skovbo Efterskole ved Borup på Sjælland. Her blev han ikke blot mødt med accept, men fik også sin helt egen personlige mentor, som skulle bygge hans selvtillid op igen. Læs her et dobbeltinterview med 15-årige Lasse Christiansen og hans mentor Iben Dalgaard:

Lasse lægger ud med sin historie:
– Begge mine forældre var misbrugere, og ikke bare af alkohol, men også af arbejde, penge og mad. Min søster og jeg havde heller ikke et nært forhold, men når der var noget galt med mor og far, så hjalp vi hinanden, fortæller han.
Når min mor glemte min fødselsdag, kunne hun finde på at købe næsten hele legetøjsbutikken til mig. Det var jeg slet ikke glad for inderst inde.
Efter mange skift fra skole til specialskole tjekkede han ind på et opholdssted, hvor han blev i tre år.
– Det var tre forfærdelige år. Pædagogerne så ned på mig, og jeg blev faktisk skammet ud. Jeg var på kostomlægning, og snød jeg ved at spise noget, jeg ikke måtte, kaldte de mig ”Fede” og sendte mig op på mit værelse med beskeden: Så må du også sejle din egen sø! Det var hård struktur.
– I skolen blev jeg også kaldt Fede og alle mulige andre ting. Det ramte mig hårdt. Når jeg kom ind i klasselokalet, sad folk altid og hviskede, fortæller Lasse.
– Jeg havde ikke tillid til nogen, og skete der noget i skolen eller derhjemme, flygtede jeg ind i maden. Engang gik jeg ind på mit værelse og åd to liter is, en masse pandekager og andet sødt, fordi der var sket noget, jeg måtte flygte fra. Jeg har brugt 25.000 kr. på kun et par mdr. på smøger og på at shoppe. Jeg har haft sukker-, mad- og pengemisbrug. Det er med misbruget som med et hul, jeg bliver ved med at fylde noget i, men som aldrig bliver fyldt ud.

Lasse Christiansen blev sendt på Skovbo Efterskole på prøve. Det var i 2005, og nu skulle det vise sig, om det trygge miljø sammen med en personlig mentor kunne få styr på Lasses liv og overforbrug.
– De fleste vil ved første blik kun få øje på Lasses mave og hans indimellem problematiske adfærd. Ikke mange ser hans hjerte, fortæller Iben Dalgaard, der er Lasses rådgiver og mentor.
– Men når nogen træder ind i ens boks, tør man se smerten i øjnene og være ærlig.
Rådgivningen er også, at jeg bare sætter mig ved hans bord til middagsmaden eller bare er i lokalet. Så får Lasse en ro over sig, fordi jeg er til stede.
Lasse smiler:
– Da jeg så Iben første gang, tænkte jeg: Hende kommer jeg aldrig til at snakke med. Jeg troede, hun var sindssyg!

Hele det første år testede Lasse konstant Iben på tilliden, bl.a. med SMS beskeder som fx ”Kommer du nu i dag, som du har lovet?”. Men efter det år åbnede han sig.
– Det, som fik mig til at lukke op, var, at Iben talte min sag, siger Lasse og forklarer, at han til møder med skole og kommune nærmest får det indtryk, at Iben er den eneste, som vil ham det godt og taler hans sag og inddrager ham.
Iben tror, at det er, fordi hun fra første færd ikke mødte ham som rådgiver bag sit skrivebord og sagde: Tag plads, så fortæller jeg, hvad du skal gøre ud fra, hvad din journal siger på side 63.
– Teenagere som Lasse er vant til, at ingen vil dem. Man må som rådgiver vandre med dem. Holde en hånd under dem i stedet for over dem. Som mentor har jeg mange gange måttet gribe ham, andre gange lede ham.

Lasse supplerer:
– Det ligger klart for mig hver eneste dag, at Iben vil mig. Selv om hun kan være hård nogle gange, elsker jeg hende alligevel.
Og der er et stærkt venskab mellem de to, det er tydeligt af Ibens intensitet og Lasses meget ligefremme erklæringer:
– Jeg sagde faktisk engang: – Jeg elsker dig Iben, men hold kæft, hvor er du en møgkælling!
De griner begge to – og det er faktisk betegnende for deres forhold:
– Iben er det bedste, der nogensinde er sket i mit liv, fortæller Lasse.
Hvis ikke Iben havde været der, ville jeg være røget ud af Skovbo Efterskole efter 5-6 mdr. og hænge med de forkerte venner. Jeg ville stadig sidde i mit madmisbrug. Hun er det, som har gjort, at jeg nu kan lykkes. Det betyder meget at have én, som forstår mig.
Iben protesterer lidt:
– Det er ikke det, at jeg har holdt dig i skolen, men det, at du får redskaber til at leve et normalt liv. Du kan se din egen smerte i øjnene. Det er ikke mig, der gør det for dig, men dig selv. Og det er det, der gør forskellen.
– Nu er det første gang, at jeg har andre drømme end bare at tabe mig, siger Lasse.

– Før var jeg hængt op i skam. Jeg turde ikke gå i korte t-shirts. Jeg gemte mig bag stort tøj. Mit største mål var dengang at se godt ud, men nu drømmer jeg først og fremmest om at gå til eksamen til sommer og gøre en god indsats der. Derefter vil jeg virkelig gerne på et kurcenter i Ebeltoft, hvor jeg både vil tabe mig og kvitte smøgerne.
– Jeg vil arbejde med mig selv og lære mig selv at kende på et dybere plan. Hvis ikke jeg kommer til Ebeltoft, vil jeg blive tømrer hos en bekendt, siger Lasse og fortsætter med at remse drømme op.
Den sidste drøm i remsen vidner igen om, hvad der er bygget op af livsstumper fra barndommen.
– Ja, jeg skal jo også giftes engang, slutter Lasse tilbagelænet med et smil.