Lovsangsband med succes

Casting Crowns er i sig selv en god historie, men forsanger Mark Hall’s livshistorie er fantastisk.Casting Crowns blev dannet som lovsangsgruppe i hjemkirken i Atlanta. Drømmen var at pifte ungdomsmøderne op med noget lovsang. Da lovsangsgruppen havde spillet til ungsomsmøderne i et stykke tid, blev de tilbudt at spille til større arrangementer både i og udenfor kirken. Derfor besluttede de, at nu var det tid til at få et navn.
Da navnet var på plads, begyndte de at snakke om at indspille en cd med de sange, Mark havde skrevet, og som de spillede til ungdomsmøderne. Altså en cd, som kirken kunne bruge.

Selv om det var fristende at sende pladen til et pladeselskab, valgte Casting Crowns ikke at gøre det. De mente, deres tjeneste var i kirken og ikke på musikscenerne.
Men ad omveje endte deres cd alligevel ved et pladeselskab, og før de vidste af det, var de et af den kristne musikscenes mest elskede bands.
Selvom Casting Crowns sagtens kunne leve af at spille koncerter, har de valgt stadig at være lovsangsband i deres kirke. Og forsanger Mark Hall arbejder også stadig som ungdomspræst i kirken.
Det betyder, at fra onsdag til søndag er de hjemme i deres kirke, og mandag – tirsdag spiller de koncerter ude i verden.

Casting Crowns og specielt forsanger Mark er et fantastisk vidnesbyrd om, hvordan Gud bruger mennesker. Her fortæller Mark sit vidnesbyrd:
Da jeg var omkring 20, begyndte Gud at kalde mig til en tjeneste i kirken. And it freaked me out!, fortæller Mark med alvor i stemmen.
– Jeg har brugt lang tid på at undgå de positioner, hvor man blev nødt til at stå frem på en scene, hvor alle kunne se en. Alligevel var det der, jeg endte.
– Jeg har brugt det meste af mit liv på at være bange. Bange for, at folk skulle opdage, hvem jeg virkelig var, fortæller Mark.
– Satan har sådan nogle små knapper i mit baghovede, som han kan trykke på, når jeg er ved at blive for frimodig.
Alle har de knapper, mine er bare lidt anderledes. En af dem hedder ordblindhed, og en anden af dem hedder ADD (DAMP), fortæller Mark.
– Jeg blev testet for ADD omkring 3. klasse, og jeg bestod! Det er den eneste test jeg nogen sinde har fået 100% i! Jeg var helt vildt stolt, og min mor var meget ked af det, fortæller Mark med et glimt i øjet.
– Det sjoveste ved testen er perspektivet i, hvor lang tid damen brugte på at forklare mig, hvad ADD er. Jeg mener, hun giver mig en test, der fortæller hende, at jeg ikke hører efter, og bagefter bruger hun en time på at forklare mig, hvad det er.
– Da hun endelig var færdig med at snakke, havde jeg talt alle fliserne på gulvet og nålene i opslagstavlen og kuglepennene på hendes bord.

I dag er Mark i stand til at gøre grin med sin sygdom, men det har han bestemt ikke altid været.
– Jeg var 21, før jeg over hovedet kunne sige ordet ordblind. For jeg var så bange for at være anderledes, og hver gang jeg forsøgte at bryde ud, trykkede Satan på en af mine knapper og sagde: ”Her er en million grunde til, hvorfor du ikke er god nok til at gøre det her, og hvis du går derud, viser jeg dem, hvem du virkelig er!”
– Og det hjalp mig ikke at gå i kirke. For vi var en del af den perfekte kirke. Det undrer mig stadig, hvorfor vi var så velsignede, siger Mark ironisk.
– Jeg mener, mange i min kirke var fysisk syge. Når der var bedemøder, blev der bedt for dårlige hjerter, nyrer og lunger i et væk.
– Men der var ingen, der havde problemer i ægteskabet. Der var ingen, der tvivlede, og der var ingen, der kæmpede med en synd.
– Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg var anderledes. Derfor holdt jeg det for mig selv.
– Når Satan først har mindet dig om, at du har et problem, er det næste, han gør, at fortælle dig, du er det eneste med det problem, siger Mark med alvor i stemmen.
Men selvom det så ud til, at Satan altid fik stoppet Mark, så var det alligevel Guds kald, der vandt.

– For historiens skyld forsøger jeg at huske, hvad der egentlig fik mig til at springe, den dag jeg gjorde det. Men der var ikke noget – jeg sprang bare! siger Mark og lyder selv overrasket.
– Jeg tror, at ADD var skyld i det. Gud kaldte på mig, og Satan var lige ved at knække sine fingre, idet han ville trykke på en af mine knapper, og bom! – så var jeg sprunget!
I løbet af en uge flyttede jeg ud af mit hus, ud af staten, blev gift og startede på bibelskole.
– Det var, som om Gud vidste, at jeg hørte efter i et sekund, og så dompede han bare det hele på en gang.
– Jeg havde sunget lidt i kirken sammen med min far. Det var den eneste ”tjeneste”, jeg nogen sinde havde haft, jeg havde mest brugt tiden på at gemme mig. Derfor tænkte jeg, at det måtte være det, jeg skulle lave. Så jeg meldte mig til musiklinjen.
– Først bagefter kom jeg i tanke om, at jeg ikke kan læse noder!

Mark klarede sig igennem uddannelsen, men det var hårdt. Allerede den første dag var han klar til at tage hjem igen.
– Vi fik en test, og jeg kunne ikke svare på et eneste spørgsmål. Efter otte minutter skrev jeg papirerne under og gik min vej. På vej fra universitetet til min lejlighed kom jeg forbi en kirke. Jeg gik derind og havde mit første skænderi med Gud.
– Jeg forstod ikke Gud, var det ikke meningen, at når man havde fulgt hans kald, så ville alle ting bare gå som smurt?
– Jeg var jo slet ikke god nok til det her, der var tusinder, der var bedre end mig.
– Men midt i min vrede og frustration talte Gud til mig. Han sagde: Mark jeg har ikke brug for dig. Jeg vil have dig!Jeg går aldrig på scenen uden at bede Gud om at hjælpe mig. Uden hans hjælp ville jeg ikke kunne gennemføre en koncert. Eller et ungdomsmøde.
Gud kalder de svage, for det er dem, han kan få lov at bruge. Jeg er meget svag, slutter Mark.