Alles frelse – eller dobbelt udgang?
Nogle liberale kristne regner med ”alles frelse”. Mens de konservative kristne regner med den ”dobbelte udgang”.
Jesus har gjort det, som skulle til for alles frelse
På korset sagde Jesus: ”Det er fuldbragt”. Det, som skulle til for alles frelse, var gjort. Det er også det, vi læser i Joh. 3,17: ”For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham”. Guds plan med at sende Jesus var ikke at dumpe os, men at frelse os. Af andre bibelvers (fx 1.Tim. 2,4) fremgår det også tydeligt, at Gud har en vision om, at alle skal frelses.
– Men der er også mange steder i NT, som tydeligt viser, at frelsen sker gennem modtagelse i tro på det, Kristus har gjort for os. At det ikke er kompliceret ses fx i Joh. 3,14-15. Versene, som står lige før ”Den lille Bibel” (Joh. 3.16), fortæller os ved hjælp af en begivenhed fra GT, hvad vi skal gøre for at få del i frelsen. Israelitterne i ørkenen skulle bare se på kobberslangen for at blive frelst fra slangebid. Når vi forstår parallellen, kan vi se, at vi bare skal se på Kristus på korset for at blive frelst fra fortabelsen. Det er en minimal indsats og næsten det samme som ”alles frelse”.
Vi ønsker ikke at nogen går fortabt
De fleste af Udfordringens læsere hører nok til den konservative del af kristenheden, som tror på den ”dobbelte udgang”, altså at der er to muligheder efter døden: Himmel og Helvede eller Frelse og Fortabelse. Vi skal imidlertid passe på, at det ikke kommer til at lyde som om vi ønsker, at nogen fortabes. Sker det, forstærkes den tro, som nogle har, at konservative kristne er fordømmende. Det værste ved den tro er, at nogle på grund af den kan tage afstand fra kristendommen – eller i hvert fald fra ”bibeltro kristendom”.
Jeg tror, der er konservative kristne, som har brug for at gøre op med en firkantet påvirkning fra barndommen om ”dem”, de u-frelste, og ”os”, de frelste. Det er noget, som ingen kan afgøre. Det er en stor lykke, om man kan forblive at være en troende kristen efter et sådant opgør. Og godt om man stadig tør opdrage sine egne børn i troen, om end på en anden måde.
En plan B er ønsketænkning
Det er svært for mig at tænke på andre mennesker, som nogle, der er på vej til Helvede. Fx mine naboer, selvom de fleste ikke viser stor interesse for kirke og kristendom. Eller de mange muslimer og hinduer, jeg møder på mine ophold i Bangladesh, som tror på noget helt andet – eller intet. Jeg beder om, at mennesker må blive mødt med evangeliet på en måde, som de kan forholde sig til. Det er jo fuldstændig unødvendigt, at mennesker går fortabt, når Jesus har gjort det nødvendige for vores frelse.
Det er også svært for mig ikke at håbe på en ”plan B” for de mange muslimer, hinduer, budhister og åndedyrkere i Asien og Afrika, som ofte har en meget lille chance for at høre evangeliet. Og det samme for europæere, hvoraf mange ikke har mødt et medmenneske, for hvem kristentroen var så vigtig, at de på en relevant måde fortalte om det. Men tanken om ”b-planen” er ønsketænkning. Derfor er der ikke andet at gøre, end at vi kristne, individuelt og som menigheder, beder om fornyet mod og visdom til at missionere – ikke alene til Himlen, men også til et meningsfyldt liv her på jorden.
Hvad der skulle gøres fra Guds side er gjort. Og missionsbefalingen er givet. Og Helligåndens kraft er udgydt. Og Åndens gaver er uddelt. Meningen er, at vi skal være med til at opfylde Guds vision.
