På vej op ad troens trappe

For nylig oplevede jeg en helt speciel prædiken i Kolding Valgmenighed. Jeg sad nede bagved og havde ikke set, at der stod tre lænestole på platformen mellem bandet og alteret.

Efter bare fem minutters prædiken kaldte præsten tre fra menigheden frem til lænestolene. De havde indvilliget i at lade sig interviewe. Almindelige danskere, som var blevet troende kristne indenfor de sidste vist nok 2, 5 og 8 år. Hvordan var det gået til? – Det var forskellige begivenheder og medmennesker, som havde modtaget, rummet, rådgivet eller vist vej. Jeg sad og fik tårer i øjnene.

Det var skønt at lytte til. Det var, som om de tre havde bevæget sig op ad en trappe. På hvert trin var der sket noget, som havde ledt dem videre. Møde med forbønsfolk på gaden, efterskolekammerater, præster, naboer, en far, der gav sin søn en bibel, videoer på nettet osv. Alle mulige ”gudfældige” møder, handlinger, begivenheder.

På hvilket trin er det menneske, jeg møder?

Jeg kunne ikke lade være med at føre det over på mit eget liv og mine møder med mennesker. Når man møder et menneske, kan man ikke vide på hvilket trappetrin, det befinder sig. Efter gudstjenesten snakkede jeg med et ungt ægtepar og fik et eksempel på dette. Eksemplet handlede om konens far. Han havde haft en sporadisk kontakt med én mand. Sporadisk, men nok til, at han havde givet til kende, at han var en troende kristen. På det grundlag blev han opsøgt og fik lov at bede til frelse med den pågældende, som var alvorligt syg. Jeg kom også til at tænke på en situation i mit eget liv, hvor én i krise kom i tanke om, at der jo var den der præst, som havde konfirmeret hende. Det blev til en ny begyndelse for en hel familie.

Se mennesker med Jesu øjne

En undersøgelse har vist, at rigtigt mange mennesker føler et åndeligt behov. Rigtigt mange må derfor være på vej op ad trappen, ligesom interviewpersonerne den søndag i Kolding Valgmenighed.
Jeg tror, vi skal bede om hjælp til at se vore medmennesker med Jesu øjne. Og bede om, at vi må få nåde til at gøre det rigtige eller sige det rigtige, når vi møder mennesker. Der er muligheder i ethvert møde.

Er det helt fremmede, som vi aldrig ser igen, kan det være, vi bare skal skynde os at fortælle dem om Jesus eller vise dem vejen til kirken eller sige en bemærkning fra vores eget liv, som viser, at vi tror på Gud. Hvis én oplever det, vil vedkommende måske, når han/hun om aftenen lægger hovedet på puden, tænke: ”Jeg mødte da vist én i dag, som tror på Gud, det er der åbenbart stadig nogle, som gør, han så for resten mild og venlig ud.” Og ved næste trin på ”trappen” møder personen måske en ven, som også er på vej, og som inviterer til et kristent fællesskab eller spørger: ”Må jeg bede for dig?” Mulighederne er mange.

Trin for trin

Sidste spørgsmål til de tre i kirken lød: Hvad vil du sige til dem, der befinder sig lige før, de tør kalde sig ”troende kristne”. Den ene sagde: ”Jeg vil sige, tag den tid, du har behov for. Det er en meget stor omvæltning i dit liv, som du er på vej ind i. Det er vigtigt, at du kan følge med.” Det sagde mig, at man også kan blive for emsig. Folk må selv tage det næste skridt. Tak Gud for alle de mennesker, som er begyndt opstigningen. Gud give, at de må møde mennesker på deres vej, som kan opmuntre dem til at nå til tops – så de med glæde og smittende begejstring kan bekende: ”Jesus er Herre”!