I Karlslunde har de alle nøgle til kirken

Helge Pahus går på søndag af som sognepræst efter at have brugt sit aktive arbejdsliv på at skabe en kirke, der kunne tiltrække unge og moderne danskere – og engagere dem som medarbejdere.- I starten lavede præsten næsten alt, men af nød begyndte jeg at uddelegere, og i dag ser vi alle i kirken som medarbejdere. Der er over 100, der har nøgle til kirken! Sidste mand lukker og slukker, siger Helge Pahus med sin karakteristiske latter.Det er Karlslunde Strandkirke, han fortæller om. Den utraditionelle sognekirke i en af Københavns forstæder.
En barakkirke i et dengang trøstesløst udsted blev til et pulserende center for åndeligt liv, som tiltrak både sognets unge og folk udefra.
På søndag stopper Helge Pahus som sognepræst efter næsten hele sit arbejdsliv at have knoklet for at skabe en vedkommende kirke.
Hvor fik han sin energi og inspiration fra?

Sognepræst Helge Pahus går af på søndag

– Jeg voksede op i en præstefamilie i Løgumgårde ved Løgumkloster. Matematik var mit yndlingsfag, og det var først efter min studentereksamen i Tønder, at jeg besluttede at læse til præst, fortæller Helge, mens han sidder i korte bukser i en campingvogn. Det uformelle har altid været hans stærke side.
– Jeg var kristen ”fra mors liv” og havde en dejlig opvækst. Der var megen kærlighed og glæde. Min mor var københavner og fuld af sjov. Og troen var ægte. Ellers kunne vi børn godt have reageret imod den. Men vi stillede aldrig spørgsmål ved ægtheden. Far var den samme i kirken som derhjemme. Han tog ikke en anden tone på. Han var bare sig selv.
– Vi blev ikke tvunget i kirke, men det blev alligevel forventet. Og den samlede ”søndags-pakke” var god: Vi gik også ture, vi fik rundstykker, rom i teen om aftenen, vi legede osv.
– Hvordan havde du det med kammeraterne som præstesøn?
– Det var ude på landet, så man sloges utroligt meget. Det var før tv og computer, så unge strejfede rundt i store flokke.
Det var et dejligt drengeliv, men jeg har også fået mine klø og fældet mine tårer. En gang var der en flok piger, der tævede mig… Det er ikke noget, der fremmer ens selvtillid, bemærker Helge, der også var ivrig spejder og stadig er et rigtigt friluftsmenneske, der elsker at ro i kano eller søge efter biller – præstebiller, tilføjer han.

Som en af de få landbørn gik Helge på gymnasiet. Det foregik med bus til Tønder, hvor han netop har fejret 45 års jubilæum sammen med klassekammeraterne.
Dengang var der ikke råd til jordomrejse. Helge fortsatte straks efter med teologien. Dengang rejste sønderjyderne til København for at studere.
– Det var før SU, bemærker Helge. – Jeg levede meget spartansk. Men på Skt. Lucas Stiftelsen kunne fattige studerende få et legat og spise dagens ”rester” gratis. Vi var 25 studerende. Der var kun to piger. En af dem var syv år ældre end mig. Hun ledte hospitalssangen i de ældres by. Hun fik mig med til at trille rundt med et klaver og synge. Jeg spillede på harmonium.
Engang skulle vi alle i Tivoli. Men pludselig var der kun mig og Kirsten tilbage. Så jeg kyssede en pige for første gang.
Kirsten læste medicin og blev senere psykiater.
– Kirsten var 30, da vi blev gift i 1966, jeg var kun 22. Jeg lignede en konfirmand. Vi havde en lille lejlighed på Vesterbro med koks-kakkelovn. Og der fik vi vores små drenge. Kristian blev døbt på vores et-års bryllupsdag.

En ung Helge Pahus i midten på tur med de unge fra kirken

Helge Pahus sad i Studenterrådet i de stormfulde år 67-68 under studenteroprøret, hvor der var mange dønninger. Han mener dog selv, at han var uegnet til posten. Men han hjalp da med at føre studenternes legater over på edb. At han sluttede med en meget flot teologisk eksamen slår han selvudslettende hen med et:
– Ja, det er utroligt…
– Var teologien også dengang meget intellektuel?
– Sådan var det på studiet, og sådan er det også i dag. Det åndelige må man finde ved siden af. Derfor havde jeg altid relation til kirkelige sammenhænge.
Kirsten blev nu læge på Kolonien Filadelfia og kunne forsørge den lille familie, mens Helge pendlede til København med Tølløse-banen. Han har altid været vild med tog, og blev hurtigt venner med stationsforstanderen, som kunne fortælle ham, hvornår der var gode chancer for at sidde fast i sneen, så de gamle skinnebusser skulle skovles fri. Det var lykken.
Værnepligten i marinen i Auderød og Frederiksværk var han heller ikke ked af:
– Rekruttiden var de letteste og mest behagelige tre måneder i mit liv, ler han.
Senere blev han også orlogspræst af reserven.

– Jeg ville nok hellere have været præst i et landsogn. Men vi tænkte, at vi ville tage et år eller to i forstæderne og aftjene vores ”kirkelige værnepligt”, og så skulle vi til Jylland, fortæller Helge Pahus om det første embede, han søgte og fik – i Karlslunde.
– Det var dengang et nybygget område med en barakkirke, og vi synes, det så trist ud. Men vi blev der lige til i dag, og nu er det et meget dejligt og dyrt område.
– I starten var der kun nogle få i kirken. Men vi var et ungt team. Kirketjeneren var 17. Vi havde ikke råd til en kirkesanger, så jeg sang selv for. Jeg brød mig ikke om de kirker, hvor der var flere i det betalte kor, end der var i kirke.
– Men der var ingen traditioner i barakkirken, så du kunne gøre det anderledes?
– Ja, den store udfordring var jo de mange børn og unge. Jeg havde 80 konfirmander på fire hold, og selv om jeg havde været spejder, så var det ikke nemt. Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag morgen… Nogen gange havde jeg bare lyst til at købe et maskingevær.
– Men nogle konfirmandforældre begyndte at komme i kirke, og vi lavede hytteture og tog til Sverige. Jeg var vel en rimelig ”spejder-præst”. De typiske ungdomsaftner var lysbilleder fra Grønland og et fadervor. Det måtte jo ikke blive for varmt.

– Men i 1973 skete der noget, som ændrede dit og menighedens liv…?
– Ja, der var en bølge af Jesus-vækkelse. Vi havde nogle unge nede og fortælle om, hvordan de var kommet ud af stofmisbrug. De bestilte ikke andet end at tale om Jesus hele aftnen. Jeg svedte koldsved, for jeg synes, det var for meget. Men de unge syntes, det var den bedste aften, de havde haft.
Vi begyndte at tage ind til de første lovsangsaftner i København. Dengang havde man ingen trykte sange eller professionelle lovsangsband, måske bare en enkelt guitar. Nogen gange længes jeg efter, at vi lægger al musik væk og bare synger enkle sange igen. Bare engang i mellem…
– Men første gang, jeg så én stå med lukkede øjne og løftede hænder og synge ”frelst ved blodet alene” reagerede jeg imod det. Det ku’ man ikke. Men alligevel kunne jeg godt se, at vi manglede noget.
– På Præstehøjskolen fandt jeg sammen med nogle, der også syntes, at vores konfirmander skulle mere end lære noget. Vi ville også gerne, at de fik en tro. Efterhånden opstod et netværk af præster, som snusede til den nye helligånds-vækkelse.
– Det var bl.a. Stig Christensen, Svend Boisen og Hakon Boysen og vel 30-35 andre dejlige præster, hvoraf nogle igen forsvandt ud af helligåndsstrømmen.
– I Apostlenes Gerninger, kunne vi læse, at de første kristne lagde hænderne på hinanden, for at de måtte få Helligånden. Og vi kunne alle se, at hvis vi skulle klare at være præster i vor tid, så måtte vi have alt, hvad Gud havde til os. Vi havde brug for åndelige vitaminer.

– En aften i 1974 blev vi enige om at lægge hænderne på hinanden og bede om Helligånden – uden at diskutere, om vi havde den i forvejen eller hvordan vi havde den. Vi ville bare have mere.
– Skete der noget?
– Ikke umiddelbart for mig, men intellektuelt og i mit liv anerkendte jeg, at der er en dimension i Bibelen og kirkehistorien, som består i at Helligånden kan komme over de kristne og give dem kraft, siger Helge Pahus, som nogle år senere skrev bogen ”Løftet og Helligånden” og en række andre bøger om praktisk kristentro.
– Det er dejligt, at vi har en folkekirke, og at så mange bliver døbt, men det er da underligt, at kun 2 pct. kommer i kirke.
Her i dette nye sogn med 6.000 indbyggere kom kun 20-30 i kirke. ”Kære Gud, hvad skal vi gøre?” bad jeg.
Jeg ønskede, at nye skulle komme i kirke og vokse i troen.
Vi håbede dengang, at Helligåndens dimension ville sende en brand ud over Danmark. Det skete ikke, men det satte noget i gang, som vi ser sporene af i dag, bl.a. Oase-bevægelsen.
– Men der kom jo flere med i kirken i Karlslunde…
– Ja, og jeg begyndte at prædike på en anden måde.
Vi ændrede også ungdomsarbejdet. Bordtennis er godt, men det er ikke det, vi har kirken til. Så vi lod det handle om Jesus, simpelthen. Og det skabte en kæmpe vækst. I 1980’erne var ungdomsarbejdet kirkens flagskib.
– Er det folkekirkens problem, at det ikke handler nok om Jesus?
– Det kan det være nogle steder. Når man f.eks. ser mængden af kirkekoncerter, så spekulerer man da på, om Jesus virkelig var så musikalsk, griner Helge og tilføjer straks:
– Det er jo alt sammen godt nok, men det er ikke det primære for kirken.
I Karlslunde begyndte ca. en fjerdedel af konfirmand-forældrene at komme i kirken. De fleste var glade for, at de unge var med i kirken, men nogle få var så meget imod, at børnene måtte snige sig i kirke.
Barakkirken blev udskiftet med en moderne, funktionel kirke, hvor der var cafeteria og lokaler. I kælderen havde man en trykkerimaskine, Tykke Bertha, som f.eks. trykte en sangbog med alle de nye sange. Det blev til forlaget Mediecellen. Kirken købte også en mini-bus, holdt stævner og udflugter, osv.
Blandt alle de idéer, der fik lov at gro i det pulserende sogn, var de nu landsdækkende Alpha-kurser, som fik kontor i kælderen, og som frivillige i kirken har sponseret siden starten.

Men til trods for succesen løb den vellidte præst ind i en midtvejskrise i slutningen af 80’erne. Han fik det råd at vende tilbage til studierne og tog fra 1989-95 en doktorgrad ved Fuller Theological Seminary i USA.
Et af produkterne herfra var en teologisk bog, han skrev om ydmyghed. Han studerede de gamle ørkenfædre og viste i bogen, hvordan ydmyghed er en af de vigtigste nøgler til at kende Gud og få et rigere åndeligt liv.
– Jeg vil aldrig påstå, at jeg selv er ydmyg, pointerer Helge Pahus. – Ydmyg er det eneste, man ikke kan sige, at man er. Og derfor er det også en udfordring at skrive en bog om ydmyghed. Men det er et centralt emne, som ofte overses. Den eneste danske bog, jeg kunne finde om ydmyghed, fandtes kun i et eksemplar – og den var ikke sprættet op…!
– Ydmyghed er et nøgleord. Også i forretningslivet ser man, at dygtige folk ender i en tragedie, når de mangler ydmyghed. Det gælder om at leve i en ydmyg balance mellem evner og visioner. Ikke mindst i vækkelsestider er det vigtigt, at Gud holder os ydmyge. Ellers går det galt (læs 2. Kor. 12 om Paulus’ torn i kødet).
For tre år siden skrev Helge en lille bog om evigheden.
– Det mærkelige var, at tre uger efter fik jeg diagnosen kræft… Det var sært. Men jeg blev opereret, og jeg er rask i dag. Så det takker jeg Gud for.