Agent A38 synger salmer
Hans Dal er kendt som sjov agent i Nissebanden, men han har også udgivet en dobbelt-cd med 30 dybe salmer – skrevet af hans kone, Marianne Harboe.Mange vil nok stadig forbinde Hans Dal med DRs tre julekalendere om Nissebanden.
Udover at spille den mystiske agent A38 skrev og sang Hans Dal nemlig alle de mange sange de to første år.
Men den nu 62-årige flittige sanger, guitarist og komponist har skrevet musik til alle større danske teatre, 2 spillefilm, 4 kortfilm samt tv-serier og tv-programmer.
Kendte kunstnere som Ulla Henningsen, Karen Lise Mynster, Kirsten Olesen, Sonja Oppenhagen, Lane Lind, Pia Rosenbaum, Ghita Nørby, Ove Sprogøe, Kurt Ravn, Peter Schrøder og Fritz Helmuth har fremført hans sange.
Foruden DRs Underholdningsorkestret og Sønderjyllands Symfoniorkester.
Han er klassisk guitarist fra musikkonservatoriet i København, men har også turneret med Nordiske Spillemænd i Norden, Europa og USA.
Ofte har han vist sine talenter i den lette og humoristiske ende, men nu synger han pludselig salmer…
Og det er ikke bare smukke gamle salmer, men nyskrevne indholdsmættede salmer, der er som bønner til Gud.
– Hvad er der sket?
En anmelder bemærkede lidt sarkastisk: Konen har fået en åbenbaring…
Og det er faktisk Hans Dals hustru, Marianne Harboe, der er ophav til salmerne.
– De sidste seks år har Marianne arbejdet som frivillig på Skt. Lucas Hospice. Når man gør det, så undgår man ikke at tænke over livet. De mennesker, der ligger der, de har accepteret, at de skal dø. Og så snakker man om det væsentlige, forklarer Hans.
Dagen efter møder vi Marianne i Gadbjerg, hvor hun holder kursus i billedbøn. Hun fortæller om, hvordan hun for en del år siden kom ind i en midtvejskrise. Hun sagde sit job op og kunne heller ikke male. Inspirationen var væk. Hun måtte opgive ambitionerne og følte, at hun døde.
Men da hendes søn var ved at dø af kulilteforgiftning, kom hun i kontakt med Skt. Lukas Hospice, hvor man tager sig af de døende. Marianne meldte sig som frivillig medhjælper.
Her i dødens forgård begyndte hendes liv igen, da hun mødte det kristne evangelium.
– Det var ikke en åbenbaring det var bare så åbenbart. Jeg følte det, som om jeg kom hjem, forklarer hun.
– I påsken 2005 var vi i sommerhus på Skagen. Marianne skulle til Norge for at holde et seminar om billedbøn, forklarer Hans Dal.
– Du kan da tage med! sagde hun til mig. – Hvad skal jeg lave? – Du kan da synge.
– Så må du skrive en salme, sagde jeg. Og så gik Marianne i gang Skærtorsdag med at skrive den første salme – det første digt, hun nogensinde har skrevet. Den hedder Elsk din næste. Da hun havde skrevet den, lavede jeg en melodi. Næste dag skrev hun en mere. Og sådan blev vi ved. Vi arbejdede 18 timer i døgnet i tre måneder! Så var der 30 salmer. Siden har vi skrevet 18 mere.
Vi talte ikke ret meget sammen. Så snart hun havde lavet en salme, lavede jeg musik til den. Hvor inspirationen kom fra, det ved man ikke. Men der skete noget mere.
Vi var ligesom i en rus. Jeg har aldrig lavet så meget musik på så kort tid. Aldrig. Og det er ikke venstrehåndsarbejde.
Og vi kom aldrig til Norge.
– I oktober 2005 holdt vi den første koncert i Domkirken. Dér var jeg nødt til at gå på prædikestolen for at folk kunne se mig. Det var lidt af en oplevelse. For det er jo ikke den slags salmer, som folk synger med på. Det er jo nærmest åndelige sange.
Vi oplever, at mennesker, som har været ude for svære perioder i deres liv, bliver meget påvirket af de her salmer. Jeg er bare en deltager i det her. Jeg er ikke solisten. Jeg kommer til at stå som en slags forkynder, hvad jeg slet ikke havde forestillet mig.
Vi oplever, at vi har ramt et stort behov for en anden slags salmer. Jeg har lavet over 30 kirkekoncerter siden. Og det vil jeg gerne fortsætte med, for det er meget opløftende.
– Men det er også svært
Det er noget, der trækker søm ud. Dagen efter er jeg helt kvæstet, fortæller Hans Dal efter en times kirkekoncert.
Den snes sange, han synger under en koncert, er så indholdsmættede med stærke ord om livet og Gud og Jesus, at han ikke kan forholde sig neutral. Det er Marianne, der udtrykker sine bønner til Gud i salmerne, og Hans fremfører dem kun.
– Men nogle af dem er så stærke, at du ikke bare kan køre videre. Derfor lægger jeg ofte et mellemspil ind, hvor jeg sidder og improviserer og komponerer, mens jeg spiller. Og så synger jeg et vers mere.
Publikum får lov at låne teksthæfterne imens, så de kan følge med i teksterne eller lukke øjnene.
– Har I nogen form for kirkelig baggrund?
– Nej, overhovedet ikke. Jo, Mariannes bedstemor var katolik… Men når man snakker med døende mennesker i seks år, så opstår der jo også nogen tanker om kristendommen, konstaterer Hans Dal, som tænker tilbage på sine egne åndelige rødder.
– Min oldefar hed Poulsen Dal. Han og Kresten Kold m.fl. oprettede en frimenighed på Mors. Men derefter tog min oldefader til Amerika og kom tilbage som et Jehovas Vidne. Det var faktisk ham, der bragte den religion til landet. Det splittede familien i to dele, fortæller Hans Dal, som ikke selv har haft noget med bevægelsen at gøre.
Ellers er det mest musikken, han finder i rødderne. Både hans far og bedstefar spillede i Det Kgl. Kapel.
en ordentlig civilisation
– Et par gange om året tager Marianne til Marieval nonnekloster i Sydsverige. Der må man ikke sige noget. Vil man snakke med nogen, kan man gå ud i skoven og snakke med træerne. Der sidder hun så og skriver og tænker over livet, fortæller ægtemanden, som loyalt følger sin kones nye åndelige udvikling.
– Hvad er det, der gør, at folk, der er aktive i det kulturelle liv, nu begynder at interessere sig for kristendom?
– Der er et behov for dybde. Når jeg åbner for fjernsynet, så er det generelt fuldstændig intetsigende. Det er faktisk blevet værre og værre. Det er på et niveau, som jeg ikke orker at beskæftige mig med.
Hvis du vil have noget indhold i dit liv, så må du læse bøger, se film og beskæftige dig med noget kultur. Så kan du være heldig, at der kommer noget indhold, svarer Hans.
– Noget tyder på, at vores forhold til kristendom er ved at tage en anden drejning. Det synes jeg er interessant.
Det må være noget med vores forståelse af vores værdier. At nu må vi altså til at holde fast i noget. For hvis ikke man har nogen værdier, så er man ikke nogen ordentlig civilisation.
Jeg tror, at noget af den diskussion, der har været om muhamedanismen, har gjort danskere bevidste om deres egen kultur og historie.
– Jeres salmer er formuleret som bønner til Gud. Beder du også selv?
– Nej. Det gør jeg ikke, indrømmer Hans Dal, selv om han med stor indlevelse synger Mariannes sang: Nu er det tid at bede.
– Vil du beskrive dig selv som troende?
Hans Dal tager en dyb indånding og svarer:
– Ja, det vil jeg godt. Men i hvilken kraft
det ved jeg ikke. Jeg kan sige så meget, at når jeg udfører sangene, så er jeg et andet sted henne
Jeg bliver meget påvirket. Ikke på nogen ubehagelig måde, slet ikke tværtimod.
Det er en meget stor tilfredsstillelse at synge dem.
– Fordi de udtrykker noget dybt?
– Ja. Det er, som om det er noget fuldstændig naturligt, at jeg skulle synge de sange. Og Marianne har det på samme måde med at skrive dem.
