Tilgivelse: At sige ”Du skylder mig ikke noget”

Anna Sandborg-Olsen

“Men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.” (Efeserbrevet 4,32)

Tilgivelse. Et ord, vi ofte hører og ved er essentielt og afgørende, og som vi også selv har prøvet at række ud med – eller modtage. Men i det stille rum, når vi sidder med de indre billeder, de erindringer, der brænder sig fast i krop og sind – hvordan tilgiver man så dér? Hvordan kan jeg med sandhed i hjertet sige til en, der har såret mig dybt: “Du skylder mig ikke noget”? Hvordan kan jeg sige det – og mene det – når alt i mig skriger, at du netop skylder mig noget?

Du skylder mig frihed fra den smerte, dine handlinger har efterladt. Frihed fra konsekvenserne, jeg stadig mærker. Minderne, der dukker op uden varsel. Sorgen. Tabene. Men det er her, jeg må erkende noget vigtigt: Du kan ikke give mig den frihed. Det, jeg længes efter – heling, fred, lægedom – det kan kun én give. Derfor til-giver jeg dig. Ikke fordi jeg fornægter smerten. Ikke fordi jeg synes, det var okay. Men fordi jeg vælger at give både dig – og det, du har gjort – til Jesus.

For kun hos ham er den frihed, jeg længes efter.
Kun han kan bære det, som er for tungt for mig.
Han kom netop for at give os det, vi ikke selv kan finde:
Frihed. Lægedom. Helhed.

Tilgivelse er ikke en følelse. Det er en beslutning. Og i mit tilfælde er det en daglig beslutning: at give slip, at give videre – og at stole på, at Jesus tager imod.