Hellere mene noget om noget, end noget om nogen
I sidste uges leder faldt jeg for fristelsen til at skrive om Charlie Kirk, og det fortryder jeg.
Jeg fortryder ikke, hvad jeg skrev, men jeg fortryder, at jeg faldt for fristelsen til at skulle mene noget om ham offentligt. Det er en skør konkurrence, der af og til opstår, når vi på de sociale medier og i medier i det hele taget går i selvsving over et emne, hvor det handler om at være den, der mener det mest rigtige om en person eller en sag. Den, der kan skrive det klogeste. Den, der har regnet det bedst ud, og som meget gerne vil vinde konkurrencen om at have mest ret.
Min leder i sidste uge udsprang i virkeligheden af nogle tanker om Babelstårnet, og om hvad der sker, når vi mennesker alle sammen taler samme sprog, hvordan vi håndterer det og hvilke konsekvenser, det muligvis har – og så var der en, synes jeg selv, vigtig pointe til allersidst om, at det bedste, vi kan gøre, er at bede for verden i stedet for at råbe ad verden, hvis vi virkelig ønsker, at noget skal forandres til det bedre.
Men fordi jeg ikke kunne modstå fristelsen til at dele mit personlige indtryk af Charlie Kirk, er det formentlig den del, de fleste husker – det er i hvert fald næsten kun den del, jeg i skrivende stund har fået respons på. Men hvis alle os, der har haft travlt med at få andre til at forstå, hvad der var det gode eller det forkerte ved det, som Charlie Kirk gjorde eller sagde, i stedet selv gjorde eller sagde det, vi synes, så ville det måske rent faktisk kunne gøre en forskel i den virkelige verden – i modsætning til effekten af den føromtalte leg, som jeg selv deltog i, og som helt bestemt ikke gør verden til et bedre sted.
Det er simpelthen ikke vigtigt for verden, hvad jeg eller andre mener om Charlie Kirk. Hvis jeg mener, han har sagt noget vigtigt, som jeg gerne vil dele, så er det bedre, at jeg deler indholdet, end at jeg deler, at jeg synes, det er fedt, at Charlie Kirk har sagt det. Og det samme, hvis det modsatte gælder. Alle os, der har en talerstol (og det har de fleste af os, det er bare forskelligt, hvor mange tilhørere vi har), vi skal hellere bruge talerstolen til at sige noget vigtigt om noget, i stedet for at sige noget, som, vi selv synes, er vigtigt at sige om nogen. Det er bedre at sige noget om noget, end noget om nogen.
Igennem hele Bibelen bliver visdom fremhævet som noget af det ypperste, vi kan stræbe efter. Et af de mest vise mennesker, der har levet, er Davids søn, kong Salomo. Han fik sin visdom som et bønnesvar fra Gud. En del af Guds argumentation for at give Salomo visdom var, at Salomo havde bedt om visdom til at kunne lede sit folk. Han bad ikke om visdom for altid at have ret – eller for at være den klogeste, når debatten raser på Facebook – men for at han kunne lede Israel godt. Med andre ord ikke for sin egen skyld, men for at kunne tjene andre bedst.
Den visdom skal vi også stræbe efter – ikke for selv at vinde kampen om at være den klogeste eller mene det mest rigtige om nogen, men for bedst muligt at kunne tjene hinanden og lede hinanden. Det er visdom, og det er frugtbart.
