Tak for min indremissionske opvækst
Nogle er kede af deres indremissionske opvækst. Jeg er glad for min. Den har hjulpet mig ind på troens vej og til at finde retning i livet – og helt sikkert skånet mig for ensomhed og bump især i ungdomsårene.
Mange ting stod fast
I mit barndomshjem var der mange ting, som stod fast. Lad mig give nogle eksempler:
– Gud var en virkelighed. Ham kunne vi altid henvende os til.
– Vi var kristne. Jeg forstod efterhånden, at ikke alle var det på samme måde som os. Troen havde konkrete udtryk: Bordbøn, søndagsskole, kirke, morgenandagt, aftenbøn, børnebibel og fejring af dåbsdage.
– Virke for troens udbredelse og at hjælpe andre ind på troens vej, var en naturlig ting.
– Alkohol var noget skidt.
– Røg var ok (blev delt ud ved familiefester), indtil far fandt ud af, at han var slave af det, så var det også slut med røg.
– Børn kom automatisk (vi var 6 søskende), fordi mor og far elskede hinanden. At de gjorde det, så vi tydeligt i dagligdagen, når de kyssede hinanden og aldrig skændtes og altid var irriterende enige i deres kommunikation med os børn.
– Seksuallivet var ikke noget, der blev snakket om. Da jeg opdagede, hvad det handlede om, forstod jeg samtidig, at det var noget, som hørte ægteskabet til.
– Det var forbudt at bande.
– Søndagen var noget særligt. Rundstykker om morgenen inden kirke og søndagsskole – og 25 øre til slik. Feje og rive uden for huset og på havegangene om lørdagen, hørte med til søndagsforberedelserne.
– Vi blev opmuntret til at deltage i kristne aktiviteter. Da vi var gamle nok, kunne vi begynde som spejder eller i *KFUM-klub. Vi blev bakket op i at påtage os lederopgaver. Ungdomsårene var en god tid pga. fællesskabet i KFUM og KFUK. Vi var sammen, unge af begge køn, i et muntert, frit og meningsfyldt miljø på de ugentlige mødeaftener i Hillerød og til de store månedlige arrangementer i Nordsjællands-kredsen samt weekend- og sommerlejre. Jeg elskede disse arrangementer. Der blev jeg også ”omvendt”.
Helvedesangst
Nogle siger, at de blev påført en angst for Helvede i deres indremissionske opvækst. Det er trist, at det var sådan for nogen. For mit vedkommende vidste jeg om både frelse og fortabelse, himmel og helvede. Men Jesus var der jo … han havde sørget for, at der ikke var grund til frygt. Var forholdet til ham så en forudsætning for at undgå Helvede? Ja, det var det vel. Men det var ikke noget problem, når han havde gjort det, der skulle til for frelse og adgang til himlen.
Munter hverdag og det ene fornødne
Vi legede på gaden med naboernes børn. Klatrede i træer. Byggede huler, lavede gadeklub og spillede kort, både æsel og sorteper. Jeg opdagede ikke en masse ting, som var forbudt – måske er det fordi, der var så meget godt, som var tilladt og pga. alt det spændende i IM og M&K, hvor der på hvert alderstrin var noget nyt. Jeg tror ikke, at jeg havde fået fat i kristendommen som noget væsentligt, hvis ikke jeg var opvokset i dette miljø.
– Når alt dette er sagt, gælder det selvfølgelig for enhver, at vi må tage et opgør med vores opvækst. Vi skal kun tage de ting med videre, som vi kan rumme i et ærligt hjerte. Men lykkelig er den, der efter sorteringen stadig har det vigtigste tilbage.
– Jesus sagde: ”Ét er fornødent”. Dette ene fornødne har Indre Mission altid været god til at holde fast i. Så tak for min indremissionske opvækst!
