En liflig duft
Jeg er i gang med at læse 4. Mosebog. Det er en lidt tør omgang med nogle temmelig langtrukne slægtstavler indimellem. Jeg er netop kommet til kapitel 29. I kapitlet står der oplistet, hvilke ofre, der skal bringes hver dag under Løvhyttefesten.
Den første dag skal de bringe 13 tyrekalve, 2 væddere og 14 lam. Derudover er der et tilhørende afgrødeoffer, der består af fint mel rørt op med en særlig olie efter ganske præcise målestoksforhold og med forskellige målestok til hvert af de i alt 29 dyr. Derudover skulle de bringe en gedebuk som et syndoffer og desuden det daglige brændoffer med tilhørende afgrødeoffer og drikoffer. Sådan fortsætter det på festens anden dag, tredje dag, fjerde dag, femte dag, sjette dag og syvende dag.
I alt 182 dyr. Eneste forskel er, at der for hver dag skal ofres en tyr mindre. På den ottende dag skal der til gengæld kun ofres en enkelt tyr og syv lam med tilhørende afgrødeofre og drikofre – og så selvfølgelig også en syndofferbuk og det daglige brændoffer med dertilhørende afgrødeoffer og drikoffer. Det siges, at uanset hvilken side, du slår op på i det Gamle Testamente, så kan du finde noget, der peger hen på Jesus.
Det sad jeg så og tænkte lidt over, mens jeg læste alle kapitel 29’s forskrifter, og tænkte, nåh ja, alle ofringerne peger selvfølgelig på Jesus, og da jeg samtidig blev mindet om at læse noget i Efeserbrevet i det Nye Testamente, hvor Paulus skriver, at ”Jesus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft”, så er det en tydelig henvisning til blandt andet 4. Mosebog kap. 29, hvor udtrykket ”en liflig duft for Herren” også bruges om ofringerne.
Tænk hvor befriende og vildt det har været, at det ikke længere var nødvendigt med alle de ofringer for at stå rene og retfærdige for Gud, fordi Jesus ofrede sig én gang for alle – for os. Han skaffede os tilgivelse og frihed blot ved at tro på ham. I Efeserbrevet snakker Paulus om, hvordan vi nu, hvor Jesus har givet sig selv som det ultimative offer, skal lægge det gamle liv bag os. Vi skal lægge utugt, griskhed, urenhed, skamløshed og løgn bag os, skriver han.
Vi skal ikke drikke os berusede i vin, står der i samme brev. Vi skal ikke være hidsige, vrede eller forbitrede, og vi skal ikke råbe ad eller spotte mennesker. Vi skal leve som lysets børn og glæde os over, at vi ikke længere lever i mørket. Vi skal være flittige, venlige, barmhjertige, tilgivende og tale sandhed, siger Paulus i Efeserbrevet. Og vi skal bede for os selv og alle vores medtroende, at vi må stå fast i lyset og troen, at vi må have styrke til at være lys for hinanden og for verden, skriver han videre.
Det er også i Efeserbrevet, han siger, at vi skal iføre os Guds fulde rustning, som består af sandhed, retfærdighed, villighed, tro, frelse og ånd. Som kristne står vi nemlig altid midt i en kamp, siger Paulus, dog ikke mod mennesker, men mod mørket og ondskabens åndemagter. Så når fx De Frie Grønne med deres valgplakater om zionismen ud af København viser, at de er alt andet end frie, så er vores vigtigste opgave ikke at råbe ad dem.
Eller når Hamas hærger i Gaza og islamister i Afrika dræber, og når Vesten igennem mange år har vendt sig længere og længere væk fra Gud, så er det ikke vores vigtigste opgave som kristne at råbe ad dem, med ad det. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal kæmpe for retfærdighed i verden på alle de måder, vi kan. Selvfølgelig skal vi det. Men vores vigtigste opgave som kristne er faktisk noget andet.
Som Paulus siger i Efeserbrevet, så skal vi bede for dem, og vi skal kæmpe mod det onde, der står bag. Vi skal bede for, at vi selv og vores medkristne må stå fast i troen og have mod og evner til at sprede lyset i mørket. Verden har brug for det lys, som kommer fra Gud. Lad os sprede det, hvor vi kan – i stort og småt.
