Tid til at sprede…

I efteråret har jeg brugt tiden til en alt for længe udsat plan om at rydde op i kælderen og under køkkenverandaen.I 38 år har jeg med min familie, og i de seneste 10 år alene, boet i et stort hus med et hav af plads til at samle sammen i: Kælder under hele huset, udenomsrum, flere skunkrum og indbyggede skabe i alle tre etager.
Når jeg så ikke dur til at kassere ting, eller smide væk (man kunne jo få brug for det engang!), så skulle det jo gå galt.
Efterhånden som årene gik, fyldtes det gamle hus med alle mulige rariteter – som de fleste nok ville betegne som ragelse…
I de senere år har jeg gjort sporadiske forsøg på at begrænse katastrofen: foræret til foreninger, der holdt loppemarked, selv haft loppemarked herhjemme og annonceret om ting, jeg gerne ville af med. Og så lægger jeg bånd på mig selv, når jeg ser et godt loppemarked – enten ved at holde mig væk eller ved ikke at lade mig friste. Min tid som samler må være forbi!
Jeg lånte min søns anhænger til at køre tingene ud på genbrugspladsen og kørte også selv med nogle læs i min stationcar.
Men hvor var det svært at kassere ting, som man er blevet knyttet til. Jeg opdagede hurtigt, at ”tid til at gemme hen” er sjovere, end ”tid til at kaste bort”. Faktisk dvælede jeg ret længe ved mange dele, før jeg med hård hånd sagde farvel og smed det i dyngen, der skulle ud. F.eks. var der det gamle orange spejdertelt med alle de lykkelige minder om weekendture og spejderlejre med patruljen. Eller med familien på ferieture over det meste af Europa. Til Nordkap og Israel, og næsten alle lande derimellem. Og den sindrige optræningsmaskine til Eva, som Ninas bror havde konstrueret og fremstillet – og taget med til os fra Moskva! Børnenes gamle legetøj var et kapitel for sig selv – og både tårerne og nostalgien kom frem. Rester af Pers gamle cykler og knallerter og forskellige både fik mig til at sidde længe, fortabt i minder. Lenes skolebøger, breve og skriverier, osv. Hundrede af andre ting passerede mine hænder og satte tankerne i sving, før jeg modvilligt vendte tommelen nedad. (Eller lod det blive tilbage!)
Tanken om et langt og indholdsrigt liv, hvor der var sat englevagt omkring os, fik en taknemlighed frem hos mig. Men også skam og skuffelse over, hvor lidt jeg havde formået at gribe og fastholde al den glæde og kærlighed, der var blevet mig til del.
I Matt. 6,19-21 er der i den forbindelse en passende belæring og advarsel: “Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.”