Kristne og muslimer går sammen imod AIDS

En dansk oplysningskampagne i Tanzania har fået kristne og muslimer til at stå sammen imod AIDS.

Det er ikke alle steder i verden, at muslimer og kristne strides.
I Tanzania har en kristen hjælpeorganisations AIDS-projekt bragt mennesker i samarbejde fra de to religioner.
Her takker den muslimske landsbyformand Hassani Mjuma fra Kwamalulu i Østtanzania byens kristne præst Peter Silasi tv. for, at de må være med i oplysningskampagnen fra Danmark.

AIDS-epidemien er med 20 mio. døde den største humanitære katastrofe i verdenshistorien.
I Tanzania er befolkningen opdelt i lige dele kristne og muslimer. Og der er spændinger mellem de to religioner. Men en oplysningskampagne fra hjælporganisationen International Aid Services (IAS) i Danmark har i Østtanzania inkluderet begge parter og fået dem til at stå sammen.
IAS er en frikirkelig hjælpeorganisation og har med støtte fra Danida stået for en oplysningskampagne i 10 byer.
I byen Mombo udtaler den muslimske borgmester:
– Vores by vokser, og AIDS vokser også. Derfor er vi meget taknemmelige for jeres hjælp med at oplyse om HIV.
Borgmester Rashid fortæller beredvilligt om det fine samarbejde mellem kristne og muslimer i byen. Og bakkes op af byens præst. De er begge kede af de muslimske ekstremister fra Mellemøsten, der opildner til had:
– Hvis de blot kunne lade byen være i fred, så havde vi et godt samarbejde, siger pastor Mlenga.
I landsbyen Kwamalulu, (billedet) er 80 pct. muslimer og 20 pct. kristne.
– HIV og AIDS tager ikke hensyn til religion. Det en sag for alle mennesker. Derfor må vi stå sammen for at bekæmpe sygdommen, siger den muslimske formand Mjuma.
– Vi har et rigtigt godt fællesskab mellem kristne og muslimer her i byen. Hvis nogen dør, tænker vi ikke på, om det er en muslim eller kristen. Hvis begravelsen holdes ud fra kirken, mødes vi bagefter i moskeen og omvendt.
International Aid Services gennemførte en massiv oplysningskampagne i 10 byer i Østtanzania i 2006.
Præster, lærere og ledere blev inviteret på tre intensive kurser med efterfølgende praktiktid i deres lokale område.
Resultatet af oplysningskampagnen er, at tabu om HIV, AIDS og seksualitet er brudt, og at befolkningen har forstået at forebygge smitten og tage sig af de AIDS-syge.
Henri.