Vores brødre og søstre bliver truet på livet
Så blev det igen den tid på året, hvor Open Doors udgiver deres årlige World Watch List over verdens forfulgte kristne.
Den forfulgte kirke – de forfulgte kristne – mine forfulgte brødre og søstre. Det er ikke opløftende læsning. 388 mio. kristne oplever i større eller mindre grad at blive forfulgt på grund af deres tro. Nogle med døden til følge. Jeg lider virkelig oprigtigt med dem. Samtidig må jeg også indrømme, at jeg glæder mig over, at jeg ikke oplever det samme, og jeg har en nedarvet frygt for, om det virkelig kan ske, at jeg en dag kan komme til at opleve det samme.
Det er ikke mange uger siden, vi sidst tog emnet op her i avisen, blandt andet med en opfordring til at være medunderskriver på Open Doors’ underskriftsindsamling. Vores fokus faldt sammen med, at Trump pludselig fik hele verden til at tale om de forfulgte kristne i Nigeria – indtil han kom med en ny udtalelse, og så skiftede verden kanal igen. Imens gør Open Doors og mange andre større og mindre organisationer en utrættelig indsats for de forfulgte kristne rundt i verden.
Jeg tror ikke, det er meningen, at listen skal give os dårlig samvittighed over at have det godt. Til gengæld skal listen hjælpe os med at huske og hjælpe os med at se, så vi, og hvem der ellers ser listen, får mulighed for at gøre noget. Ligesom vi som enkeltpersoner ikke kan påtage os at skulle løse al verdens nød, kan vi heller ikke som enkeltkristne påtage os at hjælpe alle forfulgte kristne i verden. Vi må hver især gøre det, vi kan.
Nogle har fået eller påtaget sig en særlig opgave med at hjælpe i større skala. Nogle har fået eller taget muligheden for at hjælpe på egen hånd i mindre skala. Det, jeg altid kan gøre, er at bede. Det kan føles diffust og ikke-følbart at bede for 388 mio. kristne i verden. Men måske kan man tage Open Doors’ liste og tage ét land ad gangen og bede for det pågældende land, bede for alle de kristne i landet og bede for de kristne, som lider på grund af deres tro. Jeg er sikker på, at det vil gøre en mærkbar forskel – både for den, der beder, og for dem, der bliver bedt for.
Naivt at tro, at det skulle gøre en forskel, vil den ikke-troende måske sige. Naivt at tro, at det ikke gør en forskel, vil den troende sige. For ikke så længe siden læste jeg kapitel fem i Paulus’ andet brev til korintherne i Bibelen på Hverdagsdansk. Det er en meget interessant oversættelse, Iver Larsen har lavet. Den ligger et stykke fra den autoriserede oversættelse, men er absolut et godt bud på, hvad Paulus mener, og måske kan den også bruges til at give perspektiv ind i den her sammenhæng? Der står:
”Vi har en jordisk krop som en midlertidig bolig for vores ånd. Og vi ved, at når den krop engang er gået til grunde, vil vi få et nyt, himmelsk legeme. Det bliver en evig bolig, som ikke er bygget af menneskehænder. Midt i alle vores kvaler med den jordiske krop længes vi efter den dag, hvor vi skal iklædes et himmelsk legeme. […] Så længe vi lever i denne krop, vil vi stønne og sukke over at skulle dø. Men samtidig ser vi frem til at blive iklædt det nye legeme, så det nuværende liv, der ender i døden, kan erstattes af det evige liv.”
Jeg ville ikke selv kunne få mig til at sige det – her i min lille trygge andedam – men Paulus kendte om nogen til forfølgelse, og det giver ordene en helt anden vægt.
Både til os og til de af vores kristne brødre og søstre, der bliver forfulgt.
