Hospitalspræsten arbejder på kanten af livet

Udover sognepræster har Folkekirken ansat en række præster, der varetager særlige områder – de såkaldte funktionspræster. Et af disse områder er hospitalsvæsnet, der i en årrække har haft tilknyttet hospitalspræster. Blandt dem er Lotte Mørk, som er ledende præst på Rigshospitalet i København.

Allerede da Lotte Mørk var barn, fandt hun ud af, at hun ville være præst. Som lille var hun meget syg og blev derfor tidligt konfronteret med magtesløsheden, hvilket blev det første fingerpeg om, hvad der skulle blive hendes livsbane:
”Jeg tror, at jeg opdagede, at det var det, jeg ville, fordi jeg gennem hele min studietid, og også inden, havde arbejdet med mennesker på kanten af livet. Jeg kan godt lide den intensitet, der er på hospitalet. Man har ikke så meget tid til at tale om vejret. Man taler vitterligt om det, det handler om. Det er de store linjer, der er tegnet op, og det har altid talt til mig.”

Lagt til rette

Det så imidlertid ikke ud til, at hendes drøm kunne blive opfyldt. Netop på det tidspunkt, hvor hun blev færdig med sit studium, var der ansættelsesstop i Folkekirken. Dertil kom, at stillingerne som hospitalspræster normalt blev besat af præster med erfaring fra sogne:

”Men det fik mig ikke til at stoppe med at jage efter det, jeg gerne ville. Derfor opfandt jeg et lille forskningsprojekt på den palliative afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor jeg undersøgte, hvad de store udenlandske journaler, der handler om palliation, skrev om det eksistentielle og åndelige, og hvor meget det egentlig fyldte i det medicinske.

Og når jeg alligevel var derude, skrev jeg til den daværende biskop, at han lige så godt kunne give mig præstekjole på, så jeg også kunne gå ned og se til patienterne og dermed hjælpe præsten. Jeg ved ikke hvordan, men det lykkedes at overtale ham, så jeg blev ordineret.

Jeg var så på Bispebjerg et par år, hvorefter der blev en stilling ledig på Rigshospitalet. Det var min drømmestilling, og selvom det var alt for hurtigt, for jeg var jo stadig enorm ung og uprøvet på mange måder, fik jeg stillingen. De andre præster på Rigshospitalet var to herrer, som var 20 år ældre end mig. Det var tilbage i 2005, og jeg har været der siden.”

Ikke en byrde

Man skulle tro, at det at blive konfronteret med så meget lidelse og sorg som så ung præst var en stor belastning, men sådan har Lotte Mørk ikke oplevet det:

”Jeg bliver kun tilkaldt, når man virkelig er magtesløs. Så kan man tænke, ’hvor er det trist’, men det er jo det, det ikke er, for hver gang, jeg er sammen med et menneske i håbløsheden og magtesløsheden og i sorg, er jeg sammen med et menneske, der er så bevidst om, hvad der betyder noget for dem, hvad der giver mening, og hvad de elsker. Så det, vi taler om, er netop det, der giver mening. Derfor føler jeg ikke, jeg mangler glæden. Der er ekstremt meget glæde i de samtaler, jeg har – meget mere intensiveret, end det, man ville møde ude i sognene.”

”For mig er sjælesorg betinget af, at der er tre til stede: Mig, den jeg taler med og selvfølgelig Gud. Og hvis Gud ikke var med i den samtale, var det ikke sjælesorg, så kunne jeg ikke have den samtale.”

Ansvarsfordeling mellem præsten og Gud

”Jeg tror kun, at noget bliver belastende, hvis man går over sine egne evner. Det bliver en belastning, hvis man forsøger at tage opgaver på sig, man reelt ikke har magt til.
Derfor er ansvarsfordelingen meget vigtigt, og det er her, Gud kommer ind i billedet. For hvad skal jeg sige til det forældrepar, der lige har mistet deres 18-årige barn i en trafikulykke? I stort set alt det, jeg laver, vil der ikke være ord, der nødvendigvis giver mening eller ændrer situationen. Så jeg er hele tiden i kontakt med min magtesløshed og må helt konkret sige ’Jeg gør, hvad jeg kan som menneske, men så må du, Gud, gøre resten’.”

Giv slip

”Og Gud tager ansvar, lige så snart jeg formår at slippe. Det er jo netop hele forudsætningen – at kunne slippe alt det, jeg alligevel ikke har kontrol over – og det er vi så dårlige til som mennesker. Eller vi er dårlige til at sige, at denne opgave kan jeg ikke menneskeligt påtage mig, det er menneskeligt umuligt. Vi bliver ved med at påtage os opgaver – og flere og flere opgaver – som vi slet ikke har kræfter til. Det er dér, det går galt – når vi tager ansvar for noget, vi reelt ikke har magt til.

Det er en del af tanken om at være gud i eget liv, som Esben Kjær og jeg bl.a. kommer ind på i vores nye bog ’Trøst. En lille bog om at miste’. Så Gud tager ansvar, så snart jeg slipper.
Jeg kan ikke stå med forældre, der har mistet et barn, hvis jeg har en eller anden plan om, at jeg skal ændre ved deres måde at have det på. Så er jeg på forhånd en fiasko. Det er dér, det går galt. Men jeg kan sagtens gå ned på traumeafdelingen og være hos dem. For min opgave er at turde være der med dem i mørket. Og det er nok.

For mig er sjælesorg betinget af, at der er tre til stede: Mig, den jeg taler med og selvfølgelig Gud. Og hvis Gud ikke var med i den samtale, var det ikke sjælesorg, så kunne jeg ikke have den samtale. Den eneste grund til, at jeg kan gå ned til traumeafdelingen og være i mørket, er, at jeg tror på, at der er et andet lys, selvom vi ikke kan se det – og det har med Gud at gøre. Jeg tror på, at døden ikke får det sidste ord, men at der er en opstandelse – og det har i den grad med Gud at gøre. Det er den eneste grund til, at jeg kan gå derned, ellers kunne jeg ikke. For det er en menneskelig umulig situation.”

Sjælesørger kontra psykolog

Her kommer forskellen i præstens og psykologens arbejdsfelt også ind i billedet, en forskel, som Lotte Mørk har tænkt en del over:
”Det er to vidt forskellige fagligheder. Den helt konkrete forskel er, at når jeg går til psykolog eller til en terapeut, gør jeg det for at finde ud af, hvordan jeg kan tage ansvar for den situation, jeg nu er havnet i – om det er sygdom, skilsmisse eller fyring. Psykologen vil bede mig om at kigge indad for at se, hvilke ressourcer jeg har, hvad har jeg af erfaring, og hvad jeg kan trække på hos mig selv.

Så hos psykologen og terapeuten kigger du ind. Hos sjælesørgeren er bevægelsen fuldstændig modsat. For hele mit arbejde som sjælesørger går ud på at hjælpe den anden med at fjerne blikket fra egen navle og vende blikket ud mod omverden og op mod Gud. For det er derude mulighederne ligger.”

Når syge kommer for at tale med Lotte Mørk, oplever hun ofte, at de forventer, at hun skal give dem råd om, hvordan de bedst kan takle deres situation og mande sig op:

”Men det modsatte sker. For stort set alle dem, jeg taler med, ved jo det hele i forvejen. De ved, de skal dø, de ved, hvor sorgfuldt det er, de ved, hvor ondt det gør. Så det er i stedet magtesløsheden, de skal tale om og være i.”

Magtesløshedens fællesskab

”Magtesløsheden er et vilkår. Alligevel løber vi væk fra den. I dag er det måske dig, der oplever den, men i morgen er det mig. For sådan er det at være menneske. Det at kunne være i magtesløshedens fællesskab kræver, at vi fjerner blikket fra os selv.

Mange af dem, jeg taler med, er blevet tvunget til at overgive sig. De er blevet lagt ned. De er styrtet ind i magtesløsheden. Det, vi fejlagtigt tror, er, at vi skal rive den anden ud af magtesløsheden. Men vi ved jo godt, at det ikke kan lade sig gøre. Så for mig at se handler det om én eneste ting: At turde være med det andet menneske i magtesløsheden. Det er, når vi er det, at der sker noget. Der er så meget fællesskab i den. Det, at der er nogen, der godt tør være der, selvom det er mørkt, kan faktisk være en kæmpe hjælp og være den hjælp, man har brug for.”

Hospitalspræstens arbejdsopgaver:
* Sjælesorg for patienter, pårørende og personale
* Holde gudstjenester søndag og onsdag
* Foretage kirkelige handlinger som dåb og bryllup
* Undervise personale
* Supervision af personale
* Skrive bøger og deltage i debatter m.m.