”Guds suverænitet er det centrale”

”Nogle gange kan begrebet mirakler give indtryk af, at Guds virke altid er noget spektakulært og ekstraordinært. Som mennesker fascineres vi af det sensationelle, men Gud virker også i det helt almindelige, jordnære og forudsigelige. Solen står op hver morgen. Vi trækker vejret og nyder naturen, der lever og gror omkring os. Det er for mig også mirakler – om end de er ret forudsigelige. Det er Jesus, der opretholder alting med sit mægtige ord,” siger Kenneth Kühn, der er europæisk leder for organisationen Elam Ministries, en missionstjeneste, som arbejder på at styrke den kristne tro og kirke blandt afghanere og iranere.

Mine børn har fundet vej

Kenneth Kühn bor på Sydfyn nær Svendborg sammen med sin hustru. Sammen har parret to voksne børn på 21 og 23 år. ”Jeg har ofte følt mig utilstrækkelig som forælder og tænkt, at jeg er et meget mangelfuldt forbillede. Hvis mine børn kun skulle spejle sig i mig, ville de have god grund til at anfægte den kristne tro. Men jeg er taknemlig for at se Gud virke i dem helt uafhængigt af mig. De har begge fundet deres egen vej ind i troen, og det er et kæmpe svar på mine bønner.“

Sidste år ringede Kenneths datter hjem fra Norge, hvor hun var på discipeltræningsskole i Ungdom Med Opgave. ”Far, jeg har indset, at Jesus er nødt til at blive Herre i mit liv. Det er ikke nok, at jeg bare har ham med på sidelinjen,” fortalte hun. Hun delte også en vision om, at Gud i tiden, som kommer, vil oprejse mange flere unge fra hendes generation i Danmark til helhjertet efterfølgelse af Jesus.

”Det er et stort mirakel, der rører mig dybt, at Gud giver vækst til det, jeg i skrøbelighed har sået i mine børns hjerter. Det spirer til en ægte, reflekteret tro og et kald til at følge og tjene Jesus.”

Der er kraft i Jesu navn

”Der er en særlig nåde over at arbejde blandt mennesker med muslimsk baggrund,” fortæller Kenneth. ”Det er vildt at se de bønnesvar, som de får, når de vender sig fra Islam og bliver kristne. De oplever mange mirakler. En af mine tidlige oplevelser i tjenesten var en iraner, der henvendte sig til mig. Jeg var præst der og havde lige prædiket. Han var ny i kirken og kiggede alvorligt på mig, mens han spurgte: ”Hvordan kunne Jesus bære hele verdens synd på korset?”

Kenneth er teolog, men den dag anede han ikke, hvad han skulle sige. Han begyndte at forklare, men han kunne se, at ordene prellede af. Han standsede og sagde helt banalt: ”Jeg tror ikke, at jeg kan forklare det for dig, men hvis du vil, kan vi bede Jesus om at komme ind i dit hjerte, så du selv kan lære ham at kende og opleve, at han tilgiver dig. Vil du det?” Til Kenneths overraskelse svarede iraneren klart og tydeligt ja. De bad sammen.

To uger senere, da Kenneth igen havde prædiket, rejste den iranske mand sig op og bad om at få ordet. Han fortalte om samtalen og bønnen to uger forinden. ”Hele mit liv har jeg bedt til Allah, og jeg har aldrig fået bønnesvar. Men i de sidste to uger har jeg bedt til Jesus, og han har svaret mig igen og igen. Det viser bare, at der er kraft i Jesu navn.”

”Du får opholdstilladelse på onsdag”

Den iranske mand fortalte også, at han havde bedt Jesus om at få asyl i Danmark. Han havde delt bønneemnet med en anden kristen. Vedkommende svarede: ”Jeg føler, at Gud siger, at du vil få positivt svar på onsdag.” Den onsdag, da posten blev delt ud på asylcenteret, var der intet brev til iraneren. Han blev skuffet, men ikke for alvor overrasket. Senere samme eftermiddag, da han sad alene på sit værelse, bankede det på døren.

En fyr stak hovedet ind med et brev, som ved en fejl ikke var kommet med i den tidligere omdeling. Da han åbnede brevet, så han, at det var et positivt svar fra myndighederne. Han fik asyl i Danmark. “Jeg glemmer aldrig, hvordan denne historie fremkaldte tårer hos mange i kirken,” mindes Kenneth. ”Det var starten på en periode, hvor vi så omkring 100 iranere og afghanere komme til tro på Jesus og blive døbt i vores kirke.”

Safar – discipelskab i 30 skridt

”I Elam Ministries er vi meget optaget af discipelskab. Derfor har vi udviklet et program, der hedder Safar. Det består af 30 enkle, bibelske skridt, som man kan gå sammen med en ny kristen. Så vedkommende lærer at følges med Jesus.” Hvert skridt indebærer refleksion og samtale om udvalgte skriftord, bøn og praktiske øvelser. “Styrken ved Safar er det personlige venskab, der opstår, fordi programmet altid gennemføres en-til-en.”

I Iran lærer folk at beskytte deres privatliv fra myndighedernes undertrykkelse. De lærer at leve et dobbeltliv, hvor de skjuler mange ting – selv fra deres nærmeste kolleger og omgangskreds.
“Personlig og fortrolig medvandring i discipelskab er meget mere effektiv end gruppeundervisning,” forklarer Kenneth. ”Den forfulgte undergrundskirke i Iran vokser med stor kraft, men uden discipelskab og medvandring bliver det ikke til sund og bibelsk kristentro.”

”Gud sendte en engel for at redde mit liv”

”I 2007, da jeg underviste på et bibelskolekursus i Istanbul, tog jeg en af mine elever med på café,” fortæller Kenneth. Kenneth spurgte eleven, hvordan hans rejse med Jesus startede. Da de havde fået kaffen serveret, fortalte eleven: ”Jeg var færdig med militæret og boede alene i Teheran. Jeg var meget ensom på den tid. Jeg bad meget til Allah, men der kom aldrig noget svar. Til sidst røg jeg ned i et dybt sort hul og besluttede at tage mit eget liv.”

En fredag tog eleven til byen for at købe de ting, han skulle bruge til at begå selvmord. Mens han gik på gaden, hørte han pludselig, hvad han senere har beskrevet som en stemme indeni. Stemmen sagde: ”Gå hen til den mand, som står på gadehjørnet og spørg ham, om han kender en kristen kirke.” Eleven vidste, at kristne kirker i Iran holdes hemmelige. Men tanken slap ham ikke, så han gik hen til manden og stillede sit spørgsmål. Manden smilede venligt, tog en blok op af lommen og sagde: ”Ja, det gør jeg da.” Manden skrev en adresse og gav den til eleven, som stod helt målløs.

To dage senere tog han hen til adressen og bankede på døren. En mand åbnede – det var præsten, der boede i lejligheden. Eleven spurgte, om der var en kristen kirke i huset. Præsten så strengt på ham og svarede: ”Ja – men hvem har fortalt dig det?” Eleven fortalte sin historie og blev inviteret indenfor. I stuen sad der omkring 15 mennesker. Han kiggede rundt i gruppen, men han kunne ikke se den mand, der havde givet ham kirkens adresse.

”På caféen lænede han sig ind over bordet, så på mig med strålende øjne og sagde: ”Kenneth, jeg har aldrig fundet det menneske igen. Jeg tror, det var Gud, der sendte en engel til mig den dag – for at redde mit liv.” Eleven fortalte, at han fik lov at blive til gudstjenesten, hvor de sang lavmælt sammen, for at naboerne ikke skulle høre det. De bad også for hinanden og delte ord fra Bibelen. Han blev dybt berørt over, at man kunne have et så personligt forhold til Gud.

Inden han gik, fik han et Ny Testamente i hånden. Han tog hjem med det i lommen og tænkte, at han blev nødt til at finde ud af, hvem denne Jesus var. Han forstod endnu ikke evangeliet og kendte kun til Jesus som profet. Men den dag havde Guds nærvær rørt ham. Han besluttede at udsætte sit selvmord en uge for at læse Det Nye Testamente. Efter et par dage var han nået til juleevangeliet. Mens han læste, skete der igen noget mirakuløst. Jesus kom nær og fyldte hele rummet, hvor han sad med sin fred.

”Da jeg læste løfterne om Jesu komme, mærkede jeg med ét hans nærvær. Da Jeg oplevede det, vidste jeg, at det var ham, jeg havde ledt efter og savnet hele mit liv. Jeg knælede på gulvet og overgav mit liv til Jesus og begyndte at tilbede ham.”

Det er Guds mission

Kenneth holder en lille pause. ”Jeg har mange af den slags historier og oplevelser. De har alle sammen overbevist mig om noget vigtigt: Det er Gud, der er initiativtageren i alt, hvad der lykkes i min tjeneste. Det er ikke mig, det handler om. Nogle gange spiller jeg eller andre en rolle, men det er Guds suverænitet, der er det centrale. Det er Guds mission. Jeg er selvfølgelig taknemmelig for at opleve hans mirakler, men det er vigtigt for mig, at der er en ydmyghed omkring det.”