Vejens mørke brydes af forlygternes skær

Ja, det var en poetisk overskrift. Nu skal der ikke gå for meget Benny Andersen eller Dan Turéll i den, men ofte kan man finde poesi i hverdagsagtige situationer. Jeg pendler til og fra arbejde, ofte om aftenen hvor andre mennesker er gået til ro i deres hjem.

Når man kører sent om aftenen, er vejen næsten mennesketom. Asfalten forsvinder næsten i ét med mørket, og der opstår en lille stille verden i bilen, hvor jeg bare er mig. Alene. I mørket. Alligevel er jeg aldrig helt alene. Jeg møder trods alt andre bilister. Først kan man ane forlygterne svagt og utydeligt, mens de endnu er langt væk. Men langsomt vokser lyset, i takt med bilen kommer tættere på. Forlygterne lyser op, og et andet menneske bag rattet passerer min vej.

Det er et simpelt møde. Næsten ikke-eksisterende. To biler, der blot passerer hinanden, virker ligegyldigt. Ubetydeligt. Så hvorfor skrive en klumme om det? Fordi, for mig bliver det nogle gange et lille poetisk øjeblik; jeg bliver mindet om, at der er nogen derude! Jeg er aldrig alene i mørket.  Vi kan til tider føle, at vi er alene. Eller at vores vej er mørkere end andres. Men ligesom lyset fra de modkørende altid dukker op, så er vi aldrig helt alene i verden.

For som kristne ved vi, at lyset ikke blot er et tilfældigt glimt i mørket. Gud lyser for os. Også når han virker langt væk, så er hans lys faktisk derude.  Guds nærvær kan virke som fjerne forlygter. Men når vi kommer tættere på, fylder Gud nærmest hele vejen foran os med lys, og vi ser, at mørket aldrig har magt. “Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.” Salme 119,105 Gud er der altid. Han har ikke brug for kørekort eller en ny Toyota for at køre sammen med os! Gud er der bare.

Gud er der altid. Gud spreder lys. Nogle gange langt borte, andre gange helt tæt på. Men Gud er altid i mørket sammen med os. Altid. “Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig.” Salme 23,4