”Jeg kunne ikke holde til at være i det miljø, jeg selv havde skabt”

I ti år bad Niels-Peter Gud om at sende en anden præst, så han kunne få lov til at stoppe. Niels-Peter havde været med til at skabe en kirke, han ikke selv trivedes i. En orlov blev årsag til en kærkommen forandring og gav efterfølgende 18 gode år som præst. I 2025 begyndte så et nyt kapitel som præst i Odense.
Niels-Peter voksede op i et hjem, hvor forældrene Magnus og Elna Hedegaard var aktive i Apostolsk Kirke, og det var naturligt for dem at have børnene med. ”Gennem mine forældre fik jeg en god præsentation af den kristne tro i det virkelige liv, og det at se troen praktiseret har været givende for mig,” siger Niels-Peter.
På trods af den gode opvækst, var Niels-Peter som teenager ikke helt forankret i troen endnu. ”I 13-års alderen begyndte venner at trække lidt i mig med at gå i byen og den slags,” fortæller han. ”Før det havde jeg haft nogle oplevelser med Gud, men det har ikke været nok til, at jeg var forankret nok til at kalde mig kristen overfor mine klassekammerater. Jeg kan stadig huske, at jeg blev udfordret.
Jeg kunne mærke, at jeg skulle svare nej til, at jeg var en kristen, for at blive i fællesskabet. Hvis jeg svarede ja, så havde det omkostninger i forhold til det selskab, jeg var i. Så derfor svarede jeg nej.” På en sommercamp inden gymnasiet havde Niels-Peter en oplevelse, som blev en ny begyndelse for ham. ”På sommercamp inden gymnasiet havde jeg en oplevelse af, at Jesus mødte mig, og jeg oplevede tilgivelse for den vej, jeg havde gået.” På gymnasiet blev det vigtigt for Niels-Peter ikke at skjule, at han var kristen.
”Allerede første uge begyndte jeg at fortælle om Jesus, og folk tog sig til hovedet, og jeg fik en fornemmelse af, at nu mistede jeg al mulighed for at høre til. Men jeg havde brug for at skille mig ud, for ellers havde jeg ikke tillid til at kunne bestå i et usynligt kristenliv. Jeg var den eneste kristne i klassen, og nogle lærere var på nakken af mig. Men det gav mig en oplevelse af, at troen ville noget med mig, og hvis ikke jeg lod troen definere mig, så havde jeg ingenting – så var jeg kun en skygge af mig selv.”
Ville aldrig være præst
Mens Niels-Peter gik i gymnasiet, var han aktiv i kirken, og efter et sabbatår tog han på bibelskole i Kolding. På bibelskolen mødte han sin kommende kone, og efter to år på bibelskole vendte Niels-Peter og May-Britt tilbage til Vejle og blev gift. Han besluttede at læse jura i Aarhus, samtidig med at han var praktikant i kirken under Søren Viftrup, som var kirkens præst. Niels-Peter havde ikke en bestemt plan med sit liv, da han skulle vælge uddannelsesretning.
”Min intention var at læse jura, fordi det var en uddannelse, der kunne bruges på mange forskellige måder,” fortæller han. ”Jeg forestillede mig, at jeg så kunne finde et godt job og så bruge fritiden til at tjene i kirken. Sideløbende med studiet og kirken fik jeg arbejde i Kristelig Fagbevægelse, så vi havde den økonomi, som skulle til, når man havde to børn.” En dag blev May-Britt og Niels-Peter spurgt, om de ville rejse til Herning og starte en kirke sammen med nogle mennesker, som allerede mødtes i en gymnastiksal på en skole.
De kendte ikke nogen i Herning og vidste ingenting om byen. Alligevel sagde de ja og flyttede til Herning.
”Jeg har aldrig haft en plan om at blive præst – jeg har ikke engang ønsket det. Det er ikke, fordi jeg har haft modvilje imod det, jeg har bare ikke tænkt, at det var noget jeg passede ind i. Jeg havde stor respekt for dem, der tjente i kirken og ville gerne tjene med. Min radikaliserende oplevelse med Gud i min ungdom, hvor jeg mødte Jesus, havde givet mig en glæde ved at stå op for noget. Så det var naturligt for mig at tjene med i kirken. Men stadig ikke med tanke om at skulle være lønnet af kirken og slet ikke være præst.”
Svære år
De første mange år af præstegerningen i Herning var svære, mindes Niels-Peter. ”Jeg syntes, det var hårdt, svært og ensomt at være præst. Derfor bad jeg på ugentlig basis: ”Gud, jeg skal nok gøre det, jeg skal, men du må godt sende en anden. Når den anden kommer, skal jeg nok træde tilbage”. Det var en fast bøn for mig i ti år.” Niels-Peter prøvede endda også at sige op et par gange: ”Men kirken spurgte hele tiden, om jeg ikke kunne blive lidt længere. De syntes jo, at det fungerede. Men jeg syntes bare ikke, at jeg kunne holde til det i længden. Jeg følte ikke, at det var et job, jeg kunne blive gammel i, fordi det var for hårdt.”
”Når man planter en kirke, så tror man, at man får den kirke, man ønsker. Men det gør man ikke, hvis man ikke ved, hvordan man planter. Så får man den kirke, som alle dem, der kommer ind, ønsker. Selv om kirken voksede til 130 mennesker, så var det stadig en kirke, hvor jeg som præst ikke vidste, hvilken vej jeg ville. Det betød, at folk, der kom ind i kirken, alle kunne sætte deres aftryk. Det betød også, at alle ville være med til at sætte et aftryk. Når alle vil det, og der mangles vision, så skaber man et miljø, hvor der er forvirring. Hvis der ikke er en person, der sætter retningen, giver det uro.”
For at skabe plads til alle ønskede Niels-Peter ikke at være for tydelig som leder.
”Hvis jeg var alt for tydelig og havde mine egne holdninger, var jeg bange for at skubbe folk væk, og det var ikke min intention. Men det, jeg i virkeligheden skabte, var et konfliktfyldt miljø, og det miljø kunne jeg ikke selv holde til at være i. Det sagde jeg til lederskabet. Jeg kunne ikke holde til at være i det miljø, jeg selv havde skabt. Jeg havde ikke længere lyst til at være i en kirke, hvor der var så mange spændinger. Jeg havde faktisk ikke selv lyst til at gå i kirke – og når præsten ikke selv har lyst til at gå i kirke, så står det skidt til. Da jeg gik til lederskabet med det, havde jeg fysisk ondt i hjertet. Derfor prøvede jeg at stoppe.”
Orlov og forandring
Lederskabet foreslog i stedet, at Niels-Peter tog orlov, og der blev samlet midler ind til, at familien kunne tage til New Zealand. Der oplevede de kirker med en generøsitet og et ledelsesperspektiv, som de ikke tidligere havde set i Danmark. ”Jeg syntes aldrig, jeg havde set tydelig ledelse, som ikke var giftig ledelse. Her fandt jeg pludselig tydelig ledelse med generøsitet og tydelig kærlighed til menigheden. Det så jeg på en måde, som smittede mig og gav mig tro på, at sundt lederskab og bevidstheden om at lave kirke baseret på en vision, det kunne jeg godt være i.”
Turen gav Niels-Peter nyt mod på jobbet som præst. ”Da jeg kom hjem, sagde jeg til lederskabet, at vi måtte justere nogle ting, hvis jeg skulle være i det. Vi begyndte at ændre strukturen og justere nogle ting. Vi havde mere tydelig ledelse og mere missional ledelse. I den proces var vi i dialog med en anden kirke i byen, og vi begyndte at snakke om, at vi var trætte af de kirker, vi var i.” Men i stedet for at reformere to ”gamle” kirker, så valgte de at prøve at skabe en ny kirke. I begyndelsen med det nærliggende navn ’Nykirke’.
”I starten ”datede” vi hinanden, dvs. vi mødtes til forskellige fælles ting, som ungdomsmøder, fælles børnekirke, lovsangsgrupper osv. Da det gik godt, skiftede vi fra den ene dag til den anden. Vi havde hver vores afskedsgudstjeneste, og næste søndag havde vi fælles opstartsgudstjeneste. Vi tænkte, at det skulle gå hurtigt, så vi kom over kløften. Vi kunne ikke mødes midt i, men måtte over på den anden side med det samme,” siger Niels-Peter, der husker tilbage på det som en meget lærerig proces.
At tjene er for altid
For Niels-Peter har det at være dedikeret til opgaven altid været væsentligt.
”Da vi i sin tid flyttede til Herning, sagde May-Britt: Vi giver det et år, så rejser vi tilbage til Vejle,” fortæller Niels-Peter. ”Jeg sagde: Vi giver det et liv. For hvis du allerede har sat et tidspunkt på, hvornår du er væk, så kan du ikke investere, og du kan heller ikke forvente at andre mennesker vil investere. Jeg mener, at præstegerningen har det over sig, at den skal skabe ledelseskraft, retning og ballast i de kampe, som dukker op. Hvis man allerede har defineret, at man ikke er der mere end fem år, så har man sagt, at de ikke skal blive for connectet. Så derfor siger jeg: Højst et liv. Det blev nemmere at sige, for efterhånden blev vi mere knyttet til området og blev en del af samfundet.”
Jeg syntes aldrig, jeg havde
set tydelig ledelse, som ikke
var giftig ledelse. Her fandt
jeg pludselig tydelig ledelse
med generøsitet og tydelig
kærlighed til menigheden.”
Som tiden gik, befandt Niels-Peter sig bedre og bedre i rollen som præst i Åbenkirke i Herning. ”Efter i ti år at have bedt ’Gud, vil du sende en anden, så jeg kan træde tilbage’. Så fandt jeg ud af, at jeg var holdt op med at bede den bøn i løbet af Åbenkirkes liv, fordi jeg pludselig tænkte: Det her kan jeg blive gammel i. Det her er et tjenestefællesskab, som jeg kan trække vejret i. Det er en menighed, en udvidet familie med 500 mennesker, som jeg elsker helt vildt. Jeg havde en oplevelse af at høre til og være respekteret.”

Odense
For nogle år siden, begyndte Niels-Peters kone May-Britt at sige, at hun troede, at de skulle tjene i Odense, men det forstod Niels-Peter ikke. ”Jeg spurgte hende hvorfor, for jeg mente jo, at vi havde givet os til i Herning for hele livet. Men hun blev ved med at nævne det af og til, og jeg blev træt af høre på det. Når May-Britt kom og sagde, at vi skulle til Odense, sagde jeg: Grunden til, at jeg VED, at vi ikke skal til Odense, og at det er noget vrøvl, at du snakker om det, er, at jeg véd, at jeg ikke kommer til at kunne tjene i noget andet fællesskab end Åbenkirke. For den tilknytning, jeg har, og det DNA kirken har, er det, jeg føler, at jeg må være i.”
Niels-Peter beskriver Åbenkirkes DNA med, at det har med fællesskab at gøre.
”Kirke uden fællesskab er for mig slet ikke kirke. Jeg kan sagtens komme i andre skønne kirker, men hvis jeg skulle forlade Åbenkirke, ville jeg føle, at jeg havde forladt noget, som jeg ikke skulle have forladt. Fordi jeg har oplevet et kald til Åbenkirke. Så jeg sagde videre til May-Britt: Hvis vi flytter til Odense, vil det betyde, at jeg må stoppe som præst. ”Men du kan bare starte en åbenkirke,” var hendes svar, hvortil jeg svarede, at det ville være noget rod, for der var allerede en apostolsk kirke (Jakobskirken) i Odense. Så det ville jeg ikke.”
Ikke desto mindre sidder Niels-Peter og May-Britt i dag i Odense, hvor Niels-Peter er præst i Åbenkirke i Odense.
”For 1,5 år siden, fik Åbenkirke i Herning en forespørgsel fra Jakobskirken i Odense. De ville vide, hvad der skulle til for, at de kunne blive en Åbenkirke. De fik tilbudt at komme på besøg i Herning, så tit de ville og dermed blive inspireret til arbejdet i deres kirke. Men de blev ved med at spørge og ville så gerne skabe en kirke med fokus på dem udenfor, som ikke normalt kommer i kirke. De bad ikke om en præst, men om hjælp til forandring,” fortæller Niels-Peter.
Det de ikke vidste i Jakobskirken var, at de lige havde fjernet Niels-Peters bedste argument for ikke at komme til Odense.
”Havde de spurgt om jeg ville komme og være præst, havde jeg sagt nej. Men da de slet ikke bad om at få en ny præst, men om at være en Åbenkirke, så blev det en refleksion, som vi blev nødt til at tage til os. Vi måtte som lederskab i kirken, tage stilling til, om det var noget vi kunne gå ind i. Vi vidste, at hvis vi skulle sige ja, så måtte vi sende en til Odense. Så vi stoppede op, og så sagde jeg, meget modvilligt, at man kunne spørge May-Britt og mig. De andre i lederskabet spurgte, om jeg ikke lige skulle hjem og snakke med May-Britt om det, hvis jeg skulle til Odense, hvortil jeg svarede: Nej, det skal jeg i hvert fald ikke, for jeg ved allerede hvad hun siger.”
Et Guds øjeblik
Forud for forespørgslen fra Odense, havde Niels-Peter mistet både sin mor og far med et halvt års mellemrum, og hvis de sagde ja til Odense, følte han, at han ville miste resten af sin familie. Derfor gik der et par måneder, før Niels-Peter sagde noget til May-Britt. Han havde selv brug for at søge Gud for at finde svar.
Så længe Gud vil have os her,
så er vi her. For mig er det
resten af livet. Det er den
form for forpligtelse, jeg
føler, at jeg som præst
er nødt til at lave.”
”Jeg gik en tur og spurgte Gud: Er det bare en idé eller en skør tanke? Eller er du med i det her? Så blev jeg mindet om den bøn, jeg havde bedt i så mange år: At Gud måtte sende en anden, og jeg oplevede, at Gud sagde: Nu er de der. Der havde jeg et Guds-øjeblik. Det kan godt være, at bønnesvaret kom nogle år efter, at jeg havde bedt bønnen, men den var stadig undervejs, jeg vidste det bare ikke, da jeg bad de første år. Da bønnesvaret så endelig kom, var jeg slet ikke klar til at tage imod. For nu var jeg et godt sted, hvor tingene fungerede, og jeg følte ikke, at Gud behøvede at svare på den bøn mere. For mig blev det en personlig trosrejse, og jeg måtte sige: Okay, der kom bønnesvaret. Nu er det op til mig, om jeg vil værdsætte bønnesvaret eller kæmpe imod.”
Niels-Peter gik derefter hjem til May-Britt og sagde, at de ikke var blevet spurgt om at blive præster eller noget, men hvis de som kirke sagde ja til at adoptere en anden kirke, ville det komme til at få betydning for dem. ”På det tidspunkt boede vi i et kollektiv på en gård, hvor vi havde planlagt, at vi skulle blive gamle. Alligevel tog det kun May-Britt fem sekunder at sige ja,” fortæller Niels-Peter med et smil.

Et valg med omkostninger
Der var en svær proces at give slip på Herning efter 28 år, fortæller Niels-Peter, men i foråret 2025 flyttede May-Britt og Niels-Peter til Odense og er godt i gang med etableringen af Åbenkirke Odense. ”Da vi flyttede til Odense, var det ikke for en stund, men for altid. Der er ingen tidsbegrænsning. Så længe Gud vil have os her, så er vi her. For mig er det resten af livet. Det er den form for forpligtelse, jeg føler, at jeg som præst er nødt til at lave. Det kan have noget med personlighed at gøre, men jeg tror også, at det er mit tjenestesyn: Du kan ikke kalde på noget i mennesker, som du ikke selv er villig til at give. Jeg vil jo aldrig sætte det samme krav op for dem, som kommer i kirken, men jeg bliver nødt til at gøre det, for at jeg kan tjene helhjertet.”
Niels-Peter trives godt i Odense. Han ser hver dag som en ny dag med Gud, hvor der er nye muligheder. ”Jeg vil gerne stå op hver dag og være nysgerrig og spørge Gud: Hvem skal jeg møde i dag, og hvordan kan jeg forberede mig på i dag? Når jeg tager til nabofest eller drikker kaffe med nogen, er jeg nysgerrig på, hvad Gud vil gøre i det rum. Jeg bliver overrasket gang på gang over, hvor meget Gud har gang i rundt omkring.”
Åbenkirke er en del Apostolsk Kirke i Danmark og kirkenetværket Frikirkenet. Kirken blev etableret i 2008 i et samarbejde mellem Kristent Center og Herning MenighedsCenter (Apostolsk Kirke i Herning). /Red.



