”Min far lærte mig, at som kristen må man forvente modstand”

Da valgkampen til folketingsvalget gik i gang, skulle Marianne Karlsmose for første gang ud til vælgerne som kandidat for De Konservative. Efter seks valgkampe som kandidat for Kristendemokraterne var det en lidt mærkelig fornemmelse; det indrømmer hun. Men det føltes samtidig helt rigtigt at kaste sig ud i endnu en valgkamp for et nyt parti, fortæller hun. For motivationen og mærkesagerne er de samme, og hun føler fortsat en forpligtelse til at kæmpe for den politik, hun som kristen anser for at være den rigtige.

”Jeg har altid følt mig forpligtet til at give de svageste og mest udsatte en stemme og kæmpe for deres vilkår. Det har jeg altid gjort med afsæt i min kristne tro, og med tiden har jeg også fået erfaring fra det diakonale arbejde, som jeg tager med ind i det politiske,” siger hun. Marianne Karlsmose er opvokset i en kristen familie, og det var helt naturligt, at hun gik i kirke og søndagsskole. Hendes klassekammerater syntes imidlertid, at det var underligt og drillede hende med hendes tro. Da hun fortalte det derhjemme, havde hendes far en klar besked til hende:

”Han sagde til mig, at det var et vilkår ved at være kristen, at der kunne være modstand – man skulle nærmest regne med modstand og være stolt af det, ikke ked af det,” fortæller hun. Marianne Karlsmose tog farens udmelding til sig, og den indstilling har hjulpet hende gennem mange kampe og meget modstand siden. ”Det har på en måde ligget parat i mit DNA lige fra barndommen, at jeg må være parat til at slås for det, jeg tror på, og at jeg ikke skal give op, fordi der er forhindringer. Det synes jeg også, jeg har levet op til – og derfor var det rigtig svært for mig, da jeg i 2022 måtte melde ud, at jeg ikke længere troede på Kristendemokraternes ambitioner om at komme i Folketinget,” siger hun.

Trak sig efter 30 år i partiet

Marianne Karlsmose har altid interesseret sig for samfundsforhold. Hun uddannede sig som cand.mag. i historie og samfundsfag og underviste i en årrække på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing. I 1993, da hun var 20 år, meldte hun sig ind i Kristendemokraterne – dengang Kristeligt Folkeparti – og var med hele vejen frem til 2022. Hun var landsformand for partiet fra 2002 til 2005 og igen fra maj til november 2022.

Efter folketingsvalget i 2022, hvor Kristendemokraterne igen ikke opnåede repræsentation, trak Marianne Karlsmose sig fra partiet og anbefalede, at Kristendemokraterne ikke længere stillede op ved folketingsvalg, men koncentrerede kræfterne om kommunal- og regionspolitik og meningsdannelse i den offentlige debat. Hun var selv blevet valgt ind i regionsrådet i Region Midtjylland i 2021 og blev der frem til september 2025, hvor hun overlod pladsen til sin suppleant og samtidig offentliggjorde sit kandidatur til Folketinget for Det Konservative Folkeparti.

”Jeg har altid opfattet mig som borgerlig, fordi jeg anser en ansvarlig økonomisk politik og et stærkt erhvervsliv som et nødvendigt fundament for et velfærdssamfund, der tager sig af de svageste og mest udsatte. Der er også en stærk borgerlig tradition for at forstå det, at Danmark er et kristent land, som en forudsætning for, at vi kan stå fast i stormvejr som nation og kultur. Stærke rødder er nødvendige,” siger hun.

Hun definerer sig selv som socialkonservativ, hvilket stemmer fint overens med De Konservative i Silkeborgkredsen, der desuden gerne ville finde en kandidat med kristen baggrund. Det fandt de i Marianne Karlsmose, som dog ikke hoppede til med det samme, da hun blev opfordret til at stille op som kandidat i Vestjyllands Storkreds.

”Det var svært for mig at forlade Kristendemokraterne, og jeg tænkte også, at når jeg havde færdiggjort min periode i Regionsrådet, skulle jeg ikke længere være engageret i politik. Men som min mand har sagt om mig, så kan man tage tigeren ud af junglen, men ikke junglen ud af tigeren. Så måske måtte det ske på et tidspunkt, at jeg igen gik ind i politik,” siger hun.

Som at få en ny familie

At det skete i efteråret 2025, hænger blandt andet sammen med hendes arbejdssituation og med en forbønseance i frikirken Skjern Bykirke, som hun er tilknyttet, samtidig med at hun er medlem af Folkekirken. I 2023 blev hun ansat som landssekretær i Kirkens Korshær, hvor hun skulle dække en stor del af Jylland. Hun kørte landsdelen tynd og var i kontakt med mange frivillige i organisationens arbejde inden for både genbrug og socialt arbejde.

”Jeg mødte så mange skønne ildsjæle, og jeg fik faktisk en ny familie, hvilket var en stor trøst, fordi det at forlade et parti, man har kæmpet for i 30 år, er lidt som at miste en familie,” siger hun. I 2024 blev hun ansat som landsleder i Agape, der arbejder med diakoni, sjælesorg og terapi med afsæt i hovedkontoret i Silkeborg. Foreningen havde, da Marianne Karlsmose blev ansat, en anstrengt økonomi og havde haft stor udskiftning i medarbejdergruppen.

Men i de mellemliggende to år er både økonomi og organisation blevet styrket, og desuden har Marianne Karlsmose i mellemtiden fået et godt kendskab til Silkeborg. Det var en af forudsætningerne for, at lokalkredsen for Det Konservative Folkeparti kunne opfordre hende til at stille op. Der var altså flere ting, som talte for, at hun takkede ja, men det var ikke nogen let beslutning, pointerer hun.

”Jeg var i tvivl, for jeg ville ikke skuffe de vælgere, der havde stemt på mig, eller løbe fra mine løfter og mine mærkesager. Kunne vælgerne forstå mit valg, og kunne jeg med sikkerhed få lov at være kandidat med de mærkesager og de holdninger, jeg brænder for?” siger hun.

Tog beslutningen efter forbøn

Hendes mand mente, at hun skulle overveje det alvorligt, og hun besluttede at tage et møde med bestyrelsen i partiets Silkeborgkreds. Her fik hun afklaret, at partiet gerne ville stille hende op som kandidat i Vestjyllands Storkreds. Men hun var fortsat i tvivl. Så hun bad to venner fra Skjern Bykirke om at bede for hende – med intentionen om, at hun kunne blive afklaret med, hvilken vej hun skulle gå for at følge sit kald.

”Tre timer efter forbønnen fik jeg en ide til, hvordan jeg kunne gribe det an, så jeg kunne stille op for De Konservative uden at løbe fra mine forpligtelser i Regionsrådet. Det var ikke en ide, jeg havde haft indtil da, så jeg oplevede det som en åbning, Gud gav mig,” siger hun. Hun understreger, at hun ikke er enkeltsagspolitiker, men at det er vigtigt for hende at kæmpe for en fornyet debat om abortgrænsen – med det mål at få den tilbage på 12 uger – samt imod aktiv dødshjælp og for styrket palliation.

Og hvis hun bliver valgt ind, vil hun se det som en bekræftelse både på sin fars forklaring om, at man som kristen må regne med modstand, og på, at hun har et kald til at kæmpe for de sager, som kun få andre har fokus på. ”Da jeg så, at Venstre sammen med venstrefløjen fejrede hævelsen af abortgrænsen til 18 uger med champagne, blev jeg virkelig anfægtet, og det var med til at genantænde min politiske ild, som havde ligget lidt i dvale under asken efter sammenbruddet i Kristendemokraterne,” siger hun.

Hun noterer sig med glæde, at hun blandt sine nye partifæller finder en del tidligere medlemmer af Kristendemokraterne, bl.a. Tove Videbæk, som har været på gaden sammen med hende og opfordre vælgerne til at sætte kryds ved Marianne Karlsmose. ”Det bekræfter mig i, at vi som kristne skal kæmpe for vores sager, også politisk, og det håber jeg, at langt flere vil gøre,” siger hun.

Lovsang og løbende samtale med Gud

Det kan lade sig gøre at flytte debatten og rykke ved holdningerne og også at få gennemført konkret politik, understreger hun. Som eksempel nævner hun, at hun på sin første arbejdsdag i Regionsrådet i Region Midtjylland opfordrede daværende regionsrådsformand, Anders Kühnau (S), til at oprette et børnehospice, og hun kan med glæde notere sig, at der i dag ligger et børne- og ungehospice ved Rønde på Djursland. Det giver hende håb om, at hun også kan rykke noget i spørgsmål om for eksempel abortgrænse, aktiv dødshjælp og handicappolitik.

”I mange af de politiske debatter, både i valgkampen og mellem valgene, bliver der talt meget om økonomi. Men jeg ser det som min forpligtelse at få diakoni og åndelige værdier på dagsordenen. Økonomi er ikke uvæsentligt, men vi ved alle, at hvis huset brænder, redder vi ikke først ting af stor materiel værdi, men vores familie og de ting, vi har en åndelig og følelsesmæssig tilknytning til,” siger hun.

I mange af de politiske debatter, både
i valgkampen og mellem valgene, bliver
der blive talt meget om økonomi. Men
jeg ser det som min forpligtelse at få
diakoni og åndelige værdier på dagsordenen.”

Hun henter kræfter og motivation til at kæmpe for sine mærkesager ved at gå i kirke hver søndag og ved at have en løbende samtale med Gud, som ofte også tager form af lovsang og salmesang, når hun kører landet tyndt i bil. ”Så giver jeg den virkelig gas og mærker, hvordan troen og kaldet giver mig energi. Jeg aner ikke, om jeg kommer i Folketinget, men jeg har fred med at have taget skridtet i tro,” siger hun.

Og skulle hun møde nogle tidligere gymnasiekammerater under valgkampen, vil de nok nikke genkendende til hendes holdninger og målrettethed, mener hun. ”I min blå bog fra gymnasiet står der om mig, at jeg gerne ville have alle de andre med i himlen. Jeg har det godt med, at de havde bemærket det – selv om det ikke nødvendigvis kun var positivt ment, når de sagde sådan om mig,” siger hun.