”Gud, hvor jeg savner ham!”
Sognepræst Jakob Søe Esmarch fra Holstebro udgav i 2023 en varm og ærlig bog om sin søns sygdom og død ni år tidligere.
I første omgang troede familien, at ni-årige Simon var ramt af omgangssyge. Men hovedpinen, kvalmen og opkastningerne fortsatte, og efter mange undersøgelser måtte lægerne på Skejby Sygehus overbringe det chokerende budskab, at drengen havde en tumor i hjernen. ”Kun ganske få overlever,” lød det fra overlægen.
De chokerede forældre kunne tage sønnen med hjem i fem dage, mens lægerne blandt andet skulle holde konference om den fremtidige behandling med stråler og kemo. Jakob Søe Esmarch skriver i bogen ”Gud, hvor jeg savner ham!” (side 15):
”I dagene, der følger, holder vi mere om hinanden, end vi plejer. Nætterne er gennemsyret af bekymrede tanker. De holder os vågne i timevis. I nattens mørke udtrykker uroen sig blandt andet i stille tryglende bønner. Vi ligner vist den magtesløse mor, der vedholdende henvender sig til Jesus, fordi hun vil, at Jesus skal helbrede hendes datter,’ tænker jeg. ’Mon Jesus stopper op og hører os?”
Hjælp fra Jobs Bog
En sygehuspræst og psykologen på børneafdelingen i Skejby anbefalede børnenes forældre at læse Jobs Bog fra Bibelen. Men Jakob havde ikke lyst til at læse denne bog, der handler om en god mand, som mister sine børn. Til sidst gjorde han det dog alligevel, og tankerne kredsede om Guds retfærdighed. Nogle ulykker som fx krig er menneskeskabte. Men hvad med naturkatastrofer og sygdom?
”Er det i sidste ende ikke Gud, der har ansvaret for lidelsen? Kunne og burde Gud ikke have forhindret Simon i at blive syg? Eller i det mindste hjælpe ham, så han bliver rask? Jeg forstår det ikke. Det har jeg brug for at fortælle Gud. Og Jobs Bog hjælper mig med at finde ordene.” (side 73-74) Men også Simon må forholde sig til historien om Job, da Jakob læser højt fra bogen ”Biblen fortalt for tweens”.
”Da jeg lukker bogen, ser jeg, at der løber tårer ned ad Simons kinder:
Jeg er bange for, at det, der skete for Job, også sker med os,” siger han.
”Det er vigtigt, at vi sætter ord på det, vi er bange for,” svarer jeg stille.
”Jeg er bange for, at I andre i familien mister livet – og også bange for, at jeg selv skal dø,” siger han.” (side 88)
Simon beder også selv til Gud om helbredelse. Men dage og uger går med behandling af symptomer, og Simon bliver træt. På et tidspunkt forstår forældrene, at han ikke længere er bange for døden, men derimod for det, sygdommen gør ved ham.
Døden skiller os ad
Den 6. november 2014 samles familien i Simons stue på Skejby, fordi de ved, at han ikke har langt igen. De synger om Jesu sejr over døden: ”Jeg har vundet, Jesus vandt; døden opslugt er til sejr, synger vi, mens vi føler, vi er ved at miste det kæreste, vi har. ’Åben har jeg himlen fundet, Jesus vandt, og jeg har vundet,’ lyder det fra skælvende sangstemmer omkring sengen. Jeg beder en bøn og lyser velsignelsen over Simon.”
Flere af de tilstedeværende siger ”På gensyn” til Simon dér på stuen, kort tid før han dør. ”Døden er rædselsfuld. Den smadrer brutalt det vigtigste, vi har. Den skiller os ad. Det er en tragedie, at Simon er taget fra os,” skriver Jakob. (side 185-186).
”Dér, hjemme hos Gud, er der ingen tumor,
ingen lammelser, ingen smerte, ingen kørestole
– og ingen briller, som Simon også mindede sin
far om. Det er godt hjemme hos Gud.”
Håbet om et gensyn
Jakob skriver om sin egen og familiens ”vandring i sorgens landskab”. Der kommer mærkedage som juleaften, Simons fødselsdag – og knap et år efter dødsfaldet en Alle Helgens-gudstjeneste i kirken, hvor Jakob skal læse sin egen søns navn fra listen med navne på afdøde i sognet siden sidste års Alle Helgen. Og så læser han bibelteksten, hvor Jesus siger: ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.”
Det nævnes flere gange i bogen, at Jesus har gjort en bolig klar til os hjemme hos Gud (Joh. 14). ”Dér, hjemme hos Gud, er der ingen tumor, ingen lammelser, ingen smerte, ingen kørestole – og ingen briller, som Simon også mindede sin far om. Det er godt hjemme hos Gud. Men vi savner Simon. Hvorfor er det her dog sket?” (side 186)
Noget af det sidste, Jakob konkluderer i bogen, er: ”Mørket er her i verden. Men det er lyset også”. (side 283) Simon havde formået at bevare håbet, og hans efterladte lever med gode minder om ham. Og med håbet om et gensyn.
