Bliv i mit ord

”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.”
Bibelen og det at være disciple hører uløseligt sammen. Jesus sender os ud for at gøre alle folkeslag til hans disciple, og det kan vi kun opfylde ved at leve i hans ord og dermed være disciple selv.
Jesus ønsker ikke kun et overfladisk bekendtskab med os. Et liv, hvor vi tøvende siger: ”Jeg tror nu, der er mere mellem Himmel og jord!” Det kan være en god begyndelse på vores søgen efter meningen med tro og tillid til Gud. Men vi skal videre!
Jesus ønsker det nære samvær med os, som enhver chef skal have med sine lærlinge. Som kristne har vi lov til at være trygge i den relation, vi har til Jesus. I 1. Johannes brev kap. 5 vers 13 står der: ”Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv.” – Der står ikke – ”for at I skal håbe”. Vi må have lov til at hvile i tro og tillid til Gud. Derfor har vi brug for at fylde os med Guds ord og være i et nært discipelskabs-forhold til den Jesus, som er vores Frelser, Herre og Mester.
I virkelighedens verden ender en lærlingeuddannelse med et svendebrev, men som Jesu disciple slutter vores lærlingetid først den dag, vi møder Mesteren Jesus hjemme hos Gud efter vores død. I hele vores liv her på jorden er vi lærlinge, som hele tiden ser på Mesteren Jesus for at være klar til de opgaver, som han opøver os i. En lærling – en discipel – er opmærksom, lyttende, lydig, parat til at følge sin mesters henvisninger og ønsker. En lærling har sin mester som et forbillede.
”Jeg vil gerne ligne ham! Være som ham. Gøre ligesom han gør det.” En lærling øver sig hele tiden og længes efter at være i nærheden af sin læremester. Han slipper ikke sin mester af syne. Glæder sig over at have ham som sin chef og sin arbejdsgiver. At dykke ned i Bibelen er en vigtig del af lærlingetiden hos Jesus. At suge ordet til sig. Prøv lige at læse nr. 389 i salmebogen vers 5 ikke mindst:
”Kom, sæt dig som en flittig bi, I ordets blomsterenge,
Søg selv, hvad kraft der er udi,
Bliv ved at suge længe,
Så får du honning vist og sandt,
Det blod, af Jesu vunder randt,
Du kan i ordet finde.”

Salmedigteren nævner i salmen glæden ved at lade Guds ord få magt i vores hjerte, så vi fatter, hvor stor en kærlighed Gud har vist os, da Jesus døde for os. Lever vi som disciple af Jesus, så siger Jesus, at vi skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre os frie. Evangelieteksten til denne søndag siger så klart, at dykker vi ned i Guds ord og lader vi ordet fra Jesus blive en del af vores hjerteblod, så er vi ikke trælle længere, så ved vi, at Gud har kaldet os til at være sønner og døtre.
Ethvert godt forældrepar vil aldrig slå hånden af deres børn, hvad der end sker. Sådan bliver vi også taget imod med kærlighed af Gud, hver gang vi vender Gud og vores medmennesker ryggen. Syndere er vi, men elsket er vi, for vi er Guds elskede børn. Vi er ikke trælle. Vi er ikke ansatte, som vil blive fyret. Kristentroen er ikke en arbejdsrelation, som bærer præg af hjerteløs hersken over os.
Men hvordan kan vi leve som en discipel gør det – hele tiden i nær kontakt med sin Herre og Mester? Jo, for Jesus – Mesteren – er også min Frelser, og han efterlader os ikke alene. Han sender os sin Ånd til at virke i os. Denne sandhed om Guds nåde gør os til glade disciple. At bede; at fortælle, at vi tror på Jesus, bliver ikke pligt. Lysten driver os. Mennesker kommer til tro på Jesus. Det sker, fordi Gud er god.
Glædelig søndag!
Prædikentekst: Joh. 8, 28-36
Jesus giver virkelig frihed
Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham:
»Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«
Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.


